Bang er særligt berømmet for sin skildring af de stille eksistenser, altså mennesker som man ikke hidtil havde givet stemme i litteraturen: de fattige, ensomme, kvinder. Romanen Tine skildrer hvorledes pigen Tine bliver hos sin husherre, ridefogeden, og tjener ham under de blodige slag ved Sønderborg. Forelsket og fortabt i længslen efter sin store kærlighed. Snøft!
Samtidig er romanen krads i sin beskrivelse af verden, så krads at den er kritisk. Nedenstående kapitel handler ikke om Tine, men om krigsudbruddet i 1864. De danske tropper står ved Dannevirke klar til at kæmpe mod tyskerne. Det er aften, og hos Baronen er alle gode folk i lokalområdet, som ikke er ved fronten, samlet for at diskutere hvad der nu sker.
De forskellige personer, Baronen, provsten, kapellanen, kammerherren osv. er typer fra samfundsgrupper med hver deres ideologi. Her er en lille liste:
Baronen og Kammerherren = adlen
Provsten = det gamle præsteskab, tro mod konge og fædreland
Kapellanen = det yngre præsteskab, grundtvigianere, dvs. mener at bønderne er kernen af Danmark.
Frederik Klint = student, nationalliberal
Degnen = kirketjener og lærer, provstens støtte.
Bispen = reaktionær, offentlig embedsmand
Kapitlet skildrer således hvordan krigen betragtes af de forskellige samfundsklasser ved begyndelsen af krigen, særligt hvordan menneskenes oplevelse af virkeligheden er misfarvet af deres idealer og forhåbninger.
- Find eksempler på at personer latterliggøres af fortælleren
- Find eksempler hvor lyd og synsindtryk fortælles som om det var et kamera der fortalte (impressionisme)
- Bemærk beskrivelsen af rummet, gården og dens omgivelser.
Der var Fremmede hos den énarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt efter Middag allerede - Folk holdt af at være sammen i de Dannevirkedage - og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i Dagligstuen, hvor der stod én Røg af Piber.
Lhombrebordene [lhombre: et kortspil for tre] var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i Smaaklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og Mysunde og om den sidste Krig.
Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé:
- Ja, da sejrede Danmarks Hjertemagt.
Kapellanen blev staaende - borte i et stort Troens Smil. Han var Grundtvigianer og kvækkede som en Frø.
Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved Frederits - da havde han været med: Det var Storm paa Skandser og Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken spille, og naar de stormede, sang de.
Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager.
Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet. Man drog fra Frederits til Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen.
- Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptajn.
De blev ved at tale: om Ryes Ord: »den skal tages og nu frem -«; om Schleppegrel; og om de Méza, der skiftede Handsker midt under Kugleregnen. Hver fortalte højlydt sit - undtagen Kammerherren, Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om Regeringen, der kendte sit Ansvar.
Ellers var det én Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa Krigen lød som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig Spøg og glade Signaler - indtil Frederik Klint, en Student, der var her i Besøg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han havde faaet skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:
- Ja, lad dem komme, lad dem komme - vi ta'er imod dem.
De raabte alle med, med skinnende Øjne, og paa én Gang sang de, »den tapre Landsoldat«, med høje, larmende Røster, alle - undtagen Provsten, der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte.
Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde han - med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver Skraber -; og han begyndte at nynne med dem, der sang - højere og højere (Studenten oppe paa en Stol) sættende i paa hvert et »Tyskerne«, de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod.
Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:
- Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.
- At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og søgte sin Avis i Bunken.
- En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.
- Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni Fingre.
De stod alle rundt om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde læse: Lad Provsten læse, sagde Stén.
- Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i »Bladet« - den kunde han læse:
- Ja, læs, læs, raabte de alle.
Hans Højærværdighed holdt det løvemankede graa Hoved rankt, og med sin myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de andre sad med Blikket fæstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par med foldede Hænder - og han blev ved at læse.
Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun græd.
Korrespondenten skrev om Vogne med »prægtigt Kød« og en Mængde Brød og Skaale fulde af Gryn, og om de »troende« Soldaters Mod. Saa gik han over til at tale om »Stillingen«, og Højærværdigheden læste uvilkaarlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, der, kælende, oplæser sit eget Værk:
»De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud: at der er en lang Vold, det gamle kære Dannevirke, som vi i et Aartusind have kæmpet om, og som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt at fortælle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes i Fjendens Rækker, - at sé derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. Modtagelsen vil blive varm« ....
Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. Graa sad og slog sine smaa runde Hænder, knyttede, ud i den tomme Luft.
Provsten blev ved at læse:
»Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne til Kampen. Vejene vare glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. Det vil blive besværligt for ham at storme løs« ....
- Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder.
- »naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham og hans Blod farver de hvide Marker røde ..... «
Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle med deres skinnende Øjne saa' baade Marker og Blod.
»Mangen kraftig Mand« - læste han igen - »vil lægge sine Bén her i den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil faa det Budskab, der er tungest af alle. Men det maa være vor Trøst, at Ulykken vil ramme vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid Modet maa blive lønnet, og gid mit næste Budskab maa lyde: Sejr. Jeg haaber det, vi haabe det alle; men Afgørelsen ligger i Guds Haand«.
Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knæ, men Kapellanen sagde med vidtopspilede Øjne:
- Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.
Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit Cæsarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Haand myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har læst, spejler Nationens Haab. Det er vor Fortrøstning og vort Haab - og han rettede sig rank, saa det hvide Bryst stod frem som et Pantser - at Dannevirkedagen, den vil vække vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi næsten fik ventet os i Søvn. Bøjet os har vi - og Provstens Stemme sank, den havde saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber - til vi blev næsten en duknakket Flok ...
- Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.
- der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den Stund, som disse Mænd har villet. Ja - og Præsten løftede Røsten, mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der lyttede, Skulder ved Skulder - vi har deres Ord derfor, som de »med velberaad Hu« have villet. Ti Danmarks Hjertesag - de vidste det - den maatte fægtes ud. Nu kunde der - forstod de - ikke krybes længer som Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af ubodelig Eje og - Selvagtelsen skulde glemmes i dette Land .....
De raabte alle Bravo og »Hør« og hede Ord, som ingen forstod, mens de saa' paa ham med aabnede Munde.
- Ja, raabte han og løftede Haanden halvt, mens han selv aandede svært, den har de villet redde ad den lige Vej: Danmarks Selvagtelse er det, som værnes i denne Stund.
Han taug.
De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stén og Forpagteren fra Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme Vægte i deres Hænder. Saa løstes de i Grupper paany, og talte igen - om »Sejren« og »Slesvig« og »Retten«. Ja, hørte man Graa sige over dem alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod tæt ved den sammensunkne Provst og skulde »sige noget« og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snøvlende:
- Min Go'e - det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.
De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.
I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op paa en Stol:
- Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse, - skreg han - der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element - -
- Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, blev ved at sige:
- Ja, vi skal slaa dem ned - ja, vi skal slaa dem ned.
Kun Kammerherren og Provsten hørte mér; de andre gik op og ned, rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og - pludselig skældte de Kongen, Kong Kristian.
- For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.
Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab.
Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord ud over de forvirrede Hoveder - om Krigen og den danske Kvindes Jens, der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt.
Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, saa Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: de skulde vel ogsaa drikke for deres Brødre ved Dannevirke.
Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saa' de som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. Men, paa én Gang, havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod dem - som en Ed.
Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevægede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket:
- Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted.
Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer væk fra Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren:
- Det er dem, som skal dø, du.
De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Sæt, paa en Stol ved Vinduet; bleg med tilbagekastet Haar, talte han - usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin lemlæstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa' - og de blev staaende og hørte ham:
- Om Førerne er der talt - mér raabte end talte han - ja, de, som har ført de ældre - men os, os de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt - hans Syn har ført os til denne Dag ...
- Ja, og sig nu ikke - og utaalmodig bevægede han sin Haand gennem Luften - at det er Syner, som er bristet - de kan vel blive Sandhed endnu ... Men selv, mine Herrer, om det var Illusioner, de Illusioner har mættet os og de har været vort Brød ... Og naar der nu - han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, men hørte hans unge Stemme og saa' Skinnet paa hans Ansigt, løftede sig i Hænderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende Øjne - staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sér med tindrende Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd - - saa er det ham og hans, som har næret deres Haab og har ført dem herhen: hans er Ansvaret og Æren - leve da han og hans.
Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen frem over Vænget - igen og igen.
Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:
- Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme skingrende Raaben:
- Tine? Tine? Hvor er Tine?
Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men virrede kun maalløs med sit hvidgraa Ansigt:
- Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt om sig selv med »Tørklædet« i Haanden, som hun tog af sig i Forskrækkelsen.
- Fa'er, Fa'er - Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over ham -: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er - er det no'et med Mo'er?
Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen.
Bølling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa Døren - Dagligstuedøren.
Tine gik ned og fik Døren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mér.
Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.
- Er det Vognene, spurgte Provsten, hen imod hende. Og Tine svarede - og vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd -:
- De siger, de siger, at de - er gaaet fra Dannevirke.
- Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa' kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte - men hun kunde ikke svare mér, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, paa Trappen ved det forladte Lys.
- Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad si'er De, Mand - saa forklar!
Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfælde, eller som en Idiot.
- De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte Haanden med et Brev, han holdt - et Telegram, som Provsten tog og læste og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud.
Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det alle nu, men ingen talte - maaske et halvt Minut talte ingen. Saa løb Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine knyttede Næver ind imod Væggen og hulkede som en Gal.
Og man hørte dem paa én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt: Men det er umuligt - det er umuligt - Hæren - Hæren, bestandig gentagende dette ene Ord: Hæren, og demonstrerende med sine krumme Fingre.
Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til deres Køretøjer.
Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned paa hans Skuldre og saa' den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om han ikke kunde bære det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stød gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:
- Inat har man forraadt Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.
Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb for al deres raadløse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strøm af Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter - Ordet: Forræderi. Og pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, ført som en Kugle af hans lemlæstede Haand, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong Kristians Billede, der knustes.
Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned fra sit Søm - Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne -; men de begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel - mens Provsten, der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til Bordet med en stor Gestus:
- Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.
Ingen havde hørt Døren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes:
- Aa, her er Selskab!
Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide Skæg; han saa' et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort Selskab, sagde han og saa' hen ligesom gennem sin Provst, der endnu hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.
De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestætens Billede - men slap det: Bispen havde set.
- Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.
Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bén, som han skyldte sin Charge - »Louise vil sé de Ben i stramme Bukser«, havde den afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord blev ofte gentaget i Jurisdiktionen - og Biskop Dahl saa' et Øjeblik ned paa disse urolige Bén.
Saa sagde han i en hélt anden Tone, mildt og meget indtrængende:
- Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa for os alle.
Han taug igen.
Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han saa: snart kunde man jo vente »Tropperne«. Hans Stemme skælvede pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først Deres Gæster ud.
De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Døren klaprede i Stormen, i Gaarden var der intet Lys - Lygterne var blæst ud - og de gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Raab; Stén stod og græd igen, lænet op til sine brune Heste.
De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt.
Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.
- Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og klappet ham igen - han var som livløs, gamle Bølling - indtil han brast i Graad, lænet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, længe.
Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun:
- Saa kommer Skovrideren hjem.
Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Øjne.
Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i Ærmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt paa Trappen:
- Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske - vil De staa op! Og han ruskede i ham.
Men det var, som om den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit Dværgeansigt, der saa' ud som forvaaget, hélt op til Fangels, sagde han kun:
- Men - hvad vil da Gud med sit Danmark?
Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have besørget Kapellanen kom i sin Vogn.
Bispen var endnu alene. Længe stod han og saa' ud over denne hærgede Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og Bollen og Piberne rundt omkring - Levningerne som af umyndige Russtudenters Sold. »Bladet« var faldet paa Gulvet og laa og klappede op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og mens den gamle »Reaktionæres« Ansigt fortrak sig til Spot eller Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas.
Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt paa hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, ét efter ét, og hængte Kongebilledet hen.
De smaa Flag stak han op derover.
Saa løftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.
Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt - med et besynderligt, med et respektstridigt Smil.
Vinduerne slog i Stormen. Paa Vejen hørte man, langt borte, Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.
Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé:
- Ja, da sejrede Danmarks Hjertemagt.
Kapellanen blev staaende - borte i et stort Troens Smil. Han var Grundtvigianer og kvækkede som en Frø.
Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved Frederits - da havde han været med: Det var Storm paa Skandser og Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken spille, og naar de stormede, sang de.
Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager.
Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet. Man drog fra Frederits til Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen.
Lav en analyse af fortællerforhold i dette afsnit:
I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op paa en Stol:
- Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse, - skreg han - der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element - -
- Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, blev ved at sige:
- Ja, vi skal slaa dem ned - ja, vi skal slaa dem ned.
Kun Kammerherren og Provsten hørte mér; de andre gik op og ned, rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og - pludselig skældte de Kongen, Kong Kristian.
- For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.
Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab.
Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord ud over de forvirrede Hoveder - om Krigen og den danske Kvindes Jens, der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt.
- hvordan kan læseren gætte sig til fortællerens holdning til det fremstillede her.