Genrerne er kronik, essay og litterær artikel. Fælles for alle genrer er
● at de er særlige varianter af hovedgenrerne
● at de er henvendt til en bred offentlighed
En kronik er, i gymnasieskolen, en argumenterende tekst. Du skal altså argumentere for et eller andet inden for den ramme som overskrift og kilder giver mulighed for.
Det er vigtigt at du skriver kronikken fordi du vil skrive om emnet. Kronikken er primært en fremstilling af ens eget synspunkt på, eller overvejelse om, om en sag. Andre tekster bruges blot til som baggrund for at diskutere sagen. Dette skal stå klart i indledning og afslutning: her skal du fokusere på dine egne overvejelser og blot nævne kilden som en anledning til at fremføre disse.
Der er altid kilder til en kronik (i gymnasiet). Kilden er objekt for en argumentationsanalyse - men den er ikke det centrale i kronikken. Den er anledningen.
En redegørelse for synspunkter i en kilde indebærer i virkeligheden en kort gennemgang af det som vi kalder for argumentationens opbygning: hovedpåstand og væsentligste delpåstande. Redegørelsen er et rids over synspunkterne i kildeteksten. Man må ikke indblande egne synspunkter, vurderinger eller eksempler i redegørelsen. Den skal loyalt gengive kildens argumentation, herunder beskrive argumentationens logiske sammenhæng ved sproglige markører:
Det er således vigtigt ikke blindt at overtage kildetekstens disposition, men at finde sin egen præsentationsrækkefølge der spidsstiller tekstens hovedpåstand og ordner teksten logisk på en måde som den ofte ikke er skrevet. Redegørelsen indledes og afsluttes med et inquit i form af 'Anders Skovs centrale påstand er...', eller 'Det overordnede synspunkt i teksten er...' eller 'Primært mener Anders Skov at ...'. Tilsvarende afsluttes redegørelsen med et inquit: 'Anders Skov mener således at', 'Altså er det centrale synspunkt i denne tekst at' eller 'Konkluderende argumenterer Anders Skov for at '.
Citater markeres med citationstegn eller andet og evt. kildens navn hvis der er flere, men man bør ikke skrive linje og side. Slet ikke fodnoter.
Lidt mere vurderende og kritisk skal en karakteristik af argumentationen være, men man skal også være loyal overfor kilden. Her kan man undersøge kommunikationssituationen eller anvendelsen af de forskellige appeller: etos, patos, logos. I denne karakteristik skal man konkludere eller sammenfatte efter at man har fundet eksempler. Her vurderer man samlet om teksten er effektiv eller den har en mangelfuld argumentation.
Dette bliver nemlig en naturlig overgang til den mere subjektive del af kronikken, diskussionen. Her skal fremsættes forskellige synspunkter, for og imod en sag. Diskussionen er den centrale del af en kronik. Den er årsagen til at man skriver teksten. Derfor må den gerne være markant. Læseren skal mærke at skribenten har noget på hjerte, gerne gennem et sprudlende sprog. Diskussionen bør indeholde både etos-, logos- og patosargumenter! Et godt argument er at begrunde en holdning med en konkret erfaring, altså: 'I tirsdags mødte jeg en ven i Kvickly. Han fortalte at ....'. Sæt tid og sted på for at gøre det troværdigt. Erklæringer af at man er enig eller uenig med noget er ikke interessante med mindre de er støttet af et belæg, altså et argument med etos, logos og patos. 'Jeg mener at det er rigtigt fordi vi bør tage hensyn til ....' - og ovenstående vil simpelthen være stærkere uden 'jeg mener' fordi en students etos sjældent er særligt stærk. I en god tekst fra et ungt menneske bliver der ikke spillet ret meget på afsenderens etos.
Her skal man ofte inddrage en sekundær kilde. Man skal bruge kildens primære påstand. Også denne kilde skal respekteres, men man behøver hverken at redegøre for eller analysere teksten.
Redegørelsen cirka 1/6 eller mindre, karakteristikken cirka 1/3 og diskussionen fylder resten sammen med indledning og afslutning, som i øvrigt skal pege mod diskussionen, for denne er årsagen til at man skriver kronikken. Man, du, vil præsentere et synspunkt.
Kronikken er en prøve i at analysere sagprosa og i at kunne argumentere overbevisende for en sag. Dette kræver både sproglig kunnen og god argumentationsteknik.
I et essay afsøger man et område, en sag, en idé for at blive klogere på det. Når du har skrevet godt essay, oplever du at du selv er blevet klogere. Der skal være en udvikling, en afklaring af noget.
Derfor er essayet den sværeste genre blandt de danske stile i gymnasiet. Det er svært at blive klogere på fire-fem timer.
Essayet skal tage udgangspunkt i noget materiale, tekster eller billeder. Det betyder at dette materiales væsentligste konklusioner skal nævnes på side 1 og danne afsæt for den videre tankerække. Dette er ikke frivilligt. Det er et krav. Opgaven kræver derfor også at man skal sætte sig godt ind i hvad materialet siger.
Kildematerialet nævnes med teksttitel og forfatter. Citater markeres, men der skal ikke være præcis kildeangivelse, blot man ved hvilken tekst det er taget fra.
Essayet befinder sig i feltet mellem:
● Det personlige – det almene
● Det konkrete – det abstrakte eller generelle
Typisk tager et essay udgangspunkt i noget personligt oplevet som derefter bruges til at sige noget generelt om livet – noget som gælder for alle eller mange.
Et essay argumenterer ikke, men undersøger åbent.
I danskfagets essays er det særligt vigtigt at forsøge at forholde sig danskfagligt til sagen på en eller anden måde. Det kan være ved at inddrage kommunikationsteori, fiktionsteori eller anden teori. Eller det kan være ved at anvende litteraturhistorisk viden til at belyse problemstillingen med. Det er således et særligt mål i danskfagets essay at få brugt et eller flere danskfaglige udtryk.
Sproget må meget gerne være levende (billedfyldt), sammenhængen behøver ikke at være simpel, men man skal have en rød tråd, altså en eller anden sammenhæng – husk f.eks. Knud Sønderbys essay: ”Stumper af et spejl”. Et eksemplarisk essay er Tove Ditlevsens ”Flugten fra opvasken”.
Essayet er en prøve i originalitet – sprogligt såvel som tankemæssigt. Samtidig kræver det en god læser at krystallisere materialets centrale tanke.
En tekst der er interessant for den der interesserer sig for litteratur – eller skal lære noget om det. Den kan være opbygget enten essayistisk (dvs. undersøgende) eller argumenterende (som i en kronik).
Her følger en disposition for en tekst om Skønhed – Odalisk som vi har læst på klassen. Dispositionens fremgangsmåde er argumenterende:
● Indledning med præsentation af emne (abort), forfatter og tekst, måske periode.
● Denne tekst fortæller om det ubærlige ved en abort og en skøges liv
● Formen er ubærlig, syntaksen er brudt, alt er skrevet med stort som et langt råb …
● Det centrale er aborten der i dette mærkelige sprog bliver beskrevet …
● Digtet ender med at råberen, kvinden, kaster sig ud fra et stillads. (citater) Der er ikke et liv efter dette.
● Digtet nærmer sig en eksistentialistisk diskussion: hvorfor leve?
● På forunderlig vis forstår et digt der bryder både grammatik og almindelige krav om sammenhæng. Disse brud forstærker oplevelsen af en verden i opløsning.
Dette er naturligvis sagen i kort form. Formlen er:
● indledning (anslag og præsentation)
○ præsentation med et resumé af teksten
● hovedpåstand om fortolkning af teksten (Denne tekst fortæller om …)
● argumentation for denne fortolkning
○ påvisning af de centrale steder
○ citater – som forklares og forbindes
● afslutning
Hvor mange citater? Nok: vær hellere konkret end flydende eller ’det fornemmes i teksten’ – nej, hvis noget fornemmes skal man netop fortolke og begrunde sin fortolkning med konkrete henvisninger. Ethvert ’jeg tror’, ’jeg mener’ skal underbygges med konkrete iagttagelser i teksten. Et citat pr. afsnit er ofte passende. Citaterne bør ikke være længere end 1-2 linjer.
Citaterne markeres med anførselstegn eller lignende. Man skal sætte linje-/sideangivelse efter citatet i en parentes. Ingen fodnoter. F.eks.
Teksten er præget af mange farveord: "grønne trin", "røde stolper" og "hvidt hul". I kontrast hertil er slutningen "I den grå tågedis går han væk ad vejen der ligesom ham forsvinder i en farveløs verden" (linje 204).
Bemærk placeringen af henvisningen lige efter citatet.
Digtes linjeskift markeres med skråstreger, hvis man skriver dem ind i den almindelige tekst: "I alle mine hjerters hære/skulle du, min ven, være//I disse flimrende ord/kunne der findes et mord"
Altså: en skråstreg for linjeskift, to skråstreger for at markere skift til nyt vers.
Kunsten er jo så at finde de centrale steder i teksten – og fortolke dem.
Vejen til at finde disse steder kan være en analyse af tid, rum og personer, temaer, konflikter og udvikling, forløbet samt fortælleren (herunder sprog) – som vi arbejder på klassen. Derigennem kan man få en indsigt i tekstens centrale dele. Men selve artiklen behøver ikke at være arrangeret om disse analysepunkter. Hvis man har et analysepunkt med, skal det være fordi det er interessant.
Den litterære artikel er en prøve at kunne analysere og fortolke en litterær tekst. Desuden er det en prøve i at formidle dette arbejde.
Fælles for alle genrer
Den danske stil er overordnet en prøve i at formulere sig på dansk og i at disponere og formidle en tekst.
Teksten skal være interessant. Den gode stil ville være interessant i den rette offentlige kanal – en avis, et ugeblad eller et litterært magasin. I skal således fange læsere i bred forstand og ikke, aldrig, henvende jer til censorer eller, ak, til en lærer. I skriver til en bred offentlighed. Ligeledes er det ikke interessant hvor I sidder, eller hvad I lige tænker ved det. Det bliver klichéer.
Disposition betyder at I skal indlede og afslutte en tekst som hænger sammen. Sammenhængen viser sig ved at indledning og afslutning er indbyrdes relevante, og at de har en relation til resten af teksten.
Citater bør ikke indeholde det sidste tegn. Hvis der er tegn inde midt i citater, skal de naturligvis med, men ellers kan de med fordel undværes. Sæt de nødvendige tegn uden for citatafslutningen.
Formulere sig på dansk kan man hvis man staver og anvender det danske sprog fejlfrit. Dette kan jeg ikke understrege nok! Det er ok at falde i niveau fordi man ikke lige kan være kreativ eller fordi man ikke har helt styr på teksten, men det er decideret fjollet at falde i niveau på grund af sproglige fejl. Fejl stavning er som er meningsforstyrrende trækker ned! Tegnsætning som besværliggør læsning, trækker ned. Og er der nogen der ikke kan sætte kryds og bolle? Gør det!
Animo
Den danske stil er altså ikke blot en tekst på dansk, men en tekst i en genre med nogle særlige krav. Teksten skal på samme tid være interessant, fagligt kompetent og skrevet på et vidunderligt sprog. Det er bare det!