Kære Erik Skram.
Først en hel Maaned efter Hæftets Fremkomst er »Tilskueren«'s Juni-Nummer med Deres »Et literært Rundskue« faldet mig i Hænde. Ikke som noget miskendt — tvært imod takker jeg Dem oprigtigt for al den modige Anerkendelse, som De saa ofte har skænket mig lige fra for ti Aar siden »Haabløse Slægter« udkom (De, kære Skram, var den Gang den eneste, som sagde offentligt et opmuntrende Ord om denne Bog) og indtil den Dag i Dag — men som en stærkt interesseret vil De give mig Lov at forsøge at imødegaa nogle af de Indvendinger, som De retter mod »Impressionismens« Væsen og Fremgangsmaade og særlig imod mig.
»Naar Bang«, siger De, »ikke vil give fuld og rund Besked« og »han aldrig vil gøre den Dvælen og de Overvejelser efter, saa« osv.
De har ved disse Ord ramt Sømmet netop paa Hovedet. Det er just dette »Impressionisten« ikke vil. Og Grunden til, at han ikke vil det, er den, at han tror det ugørligt. Impressionismen i Fortællekunsten er netop Barn af den fuldkomne Mistillid til »den psykologiske Roman«s »Dvælen og Overvejelser«.
Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst. Rent ud sagt — hvis jeg tør udtale hele min Mening — han tror, at saa længe psykologisk Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psykologisk Kunst ikke være andet end et virtuosmæssigt Dilettanteri.
Al denne »Dvælen« og disse mange »Overvejelser« vil kun arte ud til de lange og uendelige Vidtløftigheder, hvor »det sidste« dog altid smutter bort mellem vore Hænder — ogsaa fordi vore Ord, naar det drejer sig om Skildring af det subtile menneskelige Følelsesliv, ikke naar saa langt en Gang som selve vor fattige Erkendelse. De er paa denne gyngende Grund for plumpe og bliver blot tunge siddende i Mudderet.
Derfor flyr Impressionisten bevidst Dvælen, Udredning og Overvejelser, som for ham dog altid taber sig i det store Mørke. Ja, træffer Impressionisten i en Roman eller en Novelle en psykologisk »Passage«, saa er den ham, sandt at sige, snarest kun et betænkeligt Bevis for, at Forfatteren paa dette Punkt ikke har naaet til at fordøje sit Stof.
Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og dehandlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.
Hans Fremstillings Maal er da at gøre disse handlende Mennesker levende. Han higer møjsomt efter, ad hundrede Veje, at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv. Og naar han paalægger sig al denne Møje, er det netop, fordi han tror, at Læserens »Hjærne er et overmaade drevent Redskab« — saa drevent et Redskab, at den overfor denne »levende« Kunst vil magte det samme som overfor selve Livet: Læseren vil ogsaa i Kunsten »se mere end hans Øjne er i Stand til at sanse, forstaa mere, end han netop har Ævne til at opfatte«.
Impressionisten er netop »Medvider i denne Hemmelighed ved vort Liv i Naturen og mellem Menneskene«.
Og det mere, som han tror, Menneskene ogsaa i Kunsten kan bringes til at sé, det er netop — den Sum af Tanker, som rummes i handlingerne og som afspejles i dem.
Som al Kunst vil ogsaa den impressionistiske Fortællekunst gøre Rede for de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af Spejle — deres Gerninger.
Her synes Impressionisten da, idet han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i Virkeligheden er hans Kunst som al anden: Kunsten at sammentrænge. Hans Arbejde er at udskille væsentligt fra uvæsentligt, og han medtager i sin Skildring i Virkeligheden kun de væsentlige Handlinger, det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv — en Række af Udfaldsporte ind i Følelseslivet hos den skildrede. Summen af Tanker, Vævet af Følelser, som den drevne Hjærne saaledes kan naa bag om de medtagne Handlinger, er det impressionistiske Værks dulgte Indhold. Dets Værd beror paa Dybden af alt det — som ikke siges.
Impressionistens Digtning vil ganske vist blive plat forkastet, hvis han kun »eftergør, hvad der kun i det givne Øjeblik umiddelbart foregaar«. Men i Virkeligheden gør Impressionisten mer end dette. Skildringen af det umiddelbart foregaaende er ham kun Midlet, det diskrete Middel, til at give det mere. De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi.
En Fare løber Impressionisten imidlertid.
Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes, af en bestandig Frygt — den, at den skjulte Mening ikke fremlyser tydeligt nok.
Det er denne Frygt, som avler noget vist kinesisk i hans Maleri.
Han rykker nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed frem i det samme Plan saa at sige helt ned til Lamperækken og hans Billede bliver uden Perspektiv. Det synes saaledes, som om han har kinesiske Øjne. Og han opmarscherer alle sine Detailler i ét — tinsoldatagtigt — Geled. Af Frygt for at ikke hver enkelt Detail skal blive set, lader han alle Enkeltheder marschere op ved Siden af hinanden og opnaar kun, at ikke nogen faar fuldt Albuerum.
Dette er en Fare, som Impressionisten maaske selv ser, men for hvilken han alligevel kun Gang paa Gang paany bukker under.
... Dette er alt, hvad jeg, kære Skram, havde at sige. Den impressionistiske Fortælleform vil vel, som alle Kunstens Former, kun have sin Tid. Men selv den Dag, hvor den er afløst af en ny Form for Fremstilling, vil Impressionismens Nytte spores. Tiden vil have skærpet Fordringen til Skildringens Anskuelighed.
Deres »literære Rundskue« ender for Forfatterne mistrøstende. En stille Dam er for Dem dansk Literatur. Og kun Malerne er med i ret Arbejde.
Mon dog ikke ogsaa Literaturen har Arbejdere? Og mon det er ret saa grumt at nedslaa deres Mod?
Deres hengivne
Herman Bang
Arbejdsspørgsmål:
1) hvordan ser impressionisten på den psykologiske skildring?
Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst. Rent ud sagt — hvis jeg tør udtale hele min Mening — han tror, at saa længe psykologisk Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psykologisk Kunst ikke være andet end et virtuosmæssigt Dilettanteri.
2) hvad tror impressionisten på?
Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og dehandlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.
3) hvilken fare er der ved dette?
Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes, af en bestandig Frygt — den, at den skjulte Mening ikke fremlyser tydeligt nok.
Det er denne Frygt, som avler noget vist kinesisk i hans Maleri.
Han rykker nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed frem i det samme Plan saa at sige helt ned til Lamperækken og hans Billede bliver uden Perspektiv. Det synes saaledes, som om han har kinesiske Øjne. Og han opmarscherer alle sine Detailler i ét — tinsoldatagtigt — Geled. Af Frygt for at ikke hver enkelt Detail skal blive set, lader han alle Enkeltheder marschere op ved Siden af hinanden og opnaar kun, at ikke nogen faar fuldt Albuerum.
Lad os nu, for endelig engang at slaa dette fast, saa kort som muligt undersøge, hvad der da er denne Skole [realismen] ejendommeligt. Det vil ikke være unyttigt at klare sig dette, thi i den almindelige Bevidsthed forbinder man med Ordet »Realisme« højst vage og uklare Begreber, der som sagt navnlig munder ud i Opfattelsen af Realismen som en bestemt Tendens. Men fra denne Betragtning er det paa høje Tid at komme bort.
Hvad Realismen oprindelig synes at have set, er, at, som Taine siger, Tingene i Livet sjeldent er saa ganske simple. Og at Forfatterne, da de først havde vendt Blikket mod det Liv, der leves, maatte se dette, var ganske naturligt, ligesaa naturligt som, at man en smuk Dag holdt op med at være Romantiker og ved at vende sig mod Livet overhovedet blev Realist. Hvad man opdagede, var det, at alle Følelser er sammensatte, og at Følelseslivet er uendelig mere kompliceret, end man tidligere havde antaget. Denne Betragtning, der var opstaaet ved at se paa Virkeligheden, maatte naturlig lede til, at man mere og mere søgte at dissekere dette Følelsesliv, komme det nærmere paa Livet. Saaledes begyndte man at dyrke denne saa bagtalte Sjælens Anatomi, som er Skolens Stolthed og Modstandernes mest benyttede Vaaben. Og hvis man vilde haabe at opnaa Noget, var der kun een Maade at handle paa. Man maatte iagttage Livet, man maatte samle Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver, ordne dem med en Videnskabsmands Troskab. Man maatte kjende det Samfund, man vilde skildre, ligesaa godt, som en Botaniker kjender Distriktet, hvori han bor og stadig færdes: han undersøger og kjender ikke alene Planterne, men ogsaa Jordbunden og dens Sammensætning. Og for at erhverve dette Kjendskab maa Forfatteren ud at færdes i Trængslen. Denne Færden i Trængslen lærer ham mange Ting, blandt andre, at de Dramaer, Livet opfører, ikke sjeldent i Foranderlighed og dramatisk Kraft overgaar dem, hans Fantasi formaar at skabe. Det gjælder derfor ikke blot om at opfinde, men om at fortælle; Livet er, ret betragtet, langt rigere end vor Fantasi. Er man først kommen til denne Opfattelse, vil det let ske, at man giver sig til om ikke at fotografere Livet, hvad ganske vist Nogle bliver staaende ved, saa dog at male det med en Portrætmalers Omhu. Heraf følger da med Nødvendighed, at visse Ejendommeligheder, som Nogle kalde Mangler, og som maaske ikke engang selve Forfatteren har gjort sig Rede for, er en naturlig Konsekvents af det hele Syn og den hele Methode.
Blandt Andet bør man her søge Forklaringen af Skolens Mangel paa, hvad man i Reglen benævner kunstnerisk Enhed. Jeg tror i Virkeligheden, at dens Forfattere ialfald de egentlige Realister, — Naturalisterne har frivillig opgivet Komposition — har den bedste Villie til kunstnerisk Komposition og til at lægge kunstnerisk Enhed ind i deres Arbeider. Men det ligger i selve Sagens Natur, at disse Forsøg maa glippe for dem.
Man kunde maaske med et Paradox sige, at den realistiske Forfatter, der naaede at give en sluttet kunstnerisk Komposition og en absolut Enhed, med det samme vilde have givet os en Enhed i Livet. Og denne Enhed er ikke let at finde. Selv Billedet af det enkelte Sjæleliv vil altid spalte sig i Billeder. Det Iagttagnes Mangfoldighed er for overvældende, og Forfatteren viger tilbage for af egen Magtfuldkommenhed at sammensmelte alt dette Mangeartede og alle disse Modsigelser, der rummes i det samme Liv. Jeg kjender derfor heller ikke nogen realistisk Roman, der ikke er en Samling Billeder, løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog, Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender. Det gaar med Forfatterne som med Videnskabsmændene, deres Fremskridt i Erkjendelse gjør dem mistrøstige og siger dem først og fremmest, at de Intet veed, og at de ikke kunne indestaa for Noget, som de ikke har set. Uheldigvis, tilføjer de desuden, har vi set meget lidt. Men det Gode er det, at de ikke forsøger at give Mere end de have. Saaledes ogsaa Forfatterne.
Ud af Skolens Objektivitet, — Forfatterne lader tale, de taler ikke — forklares ogsaa dens tilsyneladende Mangel paa Moral. Dens Forfattere lader Livet moralisere; for dem bliver Moralen at uddrage som et Resultat af Menneskeliv, de har iagttaget, og de overlader til os selv at uddrage dette Resultat; de gjør det ganske simpelt, fordi de tror, at Livs Fakta ere mere overtalende end deres private Udtalelser og Fremførelsen af deres private Mening. Thi naturligvis, de har en Mening ligesom alle andre, og hvis man vil, kan man nok faa fat paa den, fordi deres Sympathier selv mod deres Villie og ubevidst paavirker deres Syn: det Sete afhænger, veed vi, af Øjnene, der se; men det engang Sete refererer de uden Kommentar. Kommentarer vilde kun fylde op, og Pladsen er saa lille, Stoffet saa overvældende rigt. Hvad de vil, er at fortælle os Alt, hvad de har set, fortælle os det Alt uden Snærperi, med en Videnskabsmands Grundighed og en Videnskabsmands Uforbeholdenhed. Stundom kan de maaske gaa for vidt, men naar man paastaar, at den realistiske Retning hovedsagelig beskjæftiger sig med Sanseverdenen, er denne Paaskyldning baade ukorrekt og uretfærdig. Videnskaben har lært vor Tid, at Psykologi og Fysiologi er nærliggende Videnskaber, og den har paa en ædruelig Maade knyttet det saakaldte Aandelige sammen med det Legemlige. Uden at ville løse Hypotheser har Forfatterne givet Agt paa det, der her dog var værd at lære, og det Fysiske er blevet dem et vigtigt Felt, som de gjennemvandrer uden falsk Undseelse, fordi de veed, hvad de vil, og at Hensigten er ren. Derfra al den megen »Fysik« i disse Bøger, derfra den stærke Undersøgen af Fænomenerne i Sanseverdenen, den minutiøse Dvælen ved alle Livsyttringer.
Man gjentager bestandig den Frase, at Realismen er sanselig. Mon den er mere sanselig end Romantikernes Digtning? Nej, man gjør paa dette Punkt Realismen Uret; Romantikerne vare det ikke en Smule mindre, men kun paa en anden Maade, mere umiddelbart og mere naivt; især mere naivt. Vor Tid og dens Forfattere er nu engang for alle adskillig mere blaserede, end man var for tredive Aar siden, og, som sagt, Digterne er Børn af deres Tid ......