Disse tre tekster handler om uddannelse. De indeholder alle en del billeder på sagen. Lav en liste over billederne, find hvilke forskellige billedplan de bygger på, og undersøg hvilke fællestræk de har.
Arbejdsvejledning til hver tekst:
- læs teksten højt, forklar de forskellige ord, fx vha. sproget.dk
- er teksterne lyriske eller episke (altså, sker der en udvikling over tid = episk)
- tegn billederne!
- I Er lyset for de lærde blot: tegn lys, himmel, 'flere', sol, bonde .... for at få en konkret idé om den situation som tegnes op på billedplanet
- Teksterne har et realplan (noget om at lære) og et eller flere billedplan. Hvordan 'framer' billedplanet sit realplan?
- Hvad gør det ved idéen om hvad det vil sige at lære noget?
N. F. S. Grundtvig, 1839: Er lyset for de lærde blot
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.
Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.
Er lys på visse vilkår blot
så halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt!
Er lys ej livets øje!
Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue!
Nej, aldrig spørges det fra Nord,
vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord
det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol,
ej blot i kroppens rige:
midsommerens den bolde sol
vil ej for midnat vige!
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!
N. F. S. Grundtvig, 1856, Hvad solskin er for det sorte muld
1
Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde.
Langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er lykken klar!
2
Som solen skinner i forårstid,
og som den varmer i sommerdage,
al sand oplysning er mild og blid,
så den vort hjerte må vel behage.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er hjertensfryd!
3
Som urter blomstre og kornet gror
i varme dage og lyse nætter,
så livs-oplysning i høje Nord
vor ungdom blomster og frugt forjætter.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er frugtbarhed!
4
Som fuglesangen i grønne lund,
der liflig klinger i vår og sommer,
vort modersmål i vor ungdoms mund
skal liflig klinge, når lyset kommer.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er røsten klar!
5
Vorherre vidner, at lys er godt,
som sandhed elskes, så lyset yndes,
og med Vorherre, som ler ad spot,
skal værket lykkes, som her begyndes.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå!
Ludvig Holberg (1749): Epistola CCCXC.
Min Herre forlanger af mig, at jeg vil foreslaae ham en Person til hans Børns Information. Det er en Commission, som jeg nødigen paatager mig: thi en Informators Embede er af større Betydelse, end som man gemeenligen troer.
De fleeste see kun efter Lærdom, meenende det at være nok, naar Personen ellers derforuden ingen Feyl og Laster tillægges. Lærdom er vel fornøden; men jeg regner den ikke blandt de Hoved-Qvaliteter, som udfordres af en Skolemand. Jeg seer fornemmeligen efter saadan Person, som er begaven med Skiønsomhed og Moderation. En som besidder disse tvende Egenskaber, kand med en maadelig Lærdom udvirke langt meere, end den Sprænglærdeste Person, som er at finde paa er heelt Universitet. Lærdom og Viisdom ere tvende differente Qvaliteter; thi Erfarenhed viser, at een kand være lige saa ufornuftig, som han er lærd: hvoraf flyder, at en Sprænglærd Informator, der ikke haver Skiønsomhed nok til at udforske en Discipels Naturel, spilder Tiden ved at oplære ham i de Ting, som han siden skal forglemme. Hoved-Posten er her, som udi Bygnings-Konsten, at examinere Grunden, førend man opretter Bygningen. Naar dette med Skiønsomhed i Agt tages, og et hvert Barns Egenskab, Tilbøyelighed og naturlige Pund udforskes, førend det settes paa den Rende-Bane, som fører til Maalet, kand ikke andet ventes end lykkelig og hastig Fremgang.
Men de fleeste Informatores tage saadant ikke i Agt: Fast enhver setter den Information, som han selv i sin Skolegang haver havt, til Model for en anden, ey eftertænkende, at Arbeydet maa rette sig efter Materien, og at der maa bruges andre Instrumenter til at danne et Billede af Træ end af Staal. Handverks-Mænd, Konstnere, Ager-Mænd &c. have alle saadant nøye for Øyne: En Bygnings-Mester examinerer Grunden, førend Bygningen anlegges, og seer til, at hver Steen bliver sat paa det Sted, hvor den best passer sig til; En Konstner betragter Materien, førend han legger Haand derpaa; og en Agermand retter sig ikke blindt efter, hvad hans Formand haver giort: Han efterforsker Jorden, til hvilken Sæd den er beqvem. Naar jeg finder Jorden ikke at være beqvem for Hveede eller Rug, saaer jeg derudi Byg eller Havre. Med et Ord: Alle tage saadant nøye i Agt.
Alleene de, som Ungdommens Information er betroed, og hvis Embede er at danne Mennesker, confundere det eene med det andet; hvilket foraarsager, at unge Mennesker udi deres Skole-Gang paasættes en Skikkelse, som ikke passer sig til deres Natur, og at de derfore maa reduceres til en raa Materie igien, og omstøbes udi en anden Form. Saadant have visse Regentere og Lovgivere søgt at forebygge, og derfore have forordnet Øvrigheds-Personer i hver Stad at have Opsigt med Ungdommens Optugtelse, og at see til, at et hvert Barn blev sat paa en beqvem Post, og oplært i det Studio, hvortil Naturen havde dannet det.
Denne herlige Vedtægt berømmes hos de gamle Ægyptier, Persianer og Lacedæmonier; og tage Chineserne endnu saadant nøye udi Agt; hvorved udvirkes, at Ungdommens Tiid bliver ikke unyttigen spildet, og at en hastig og lykkelig Fremgang i Studeringer udvirkes, efterdi et hvert Barn behøver heller Tøyel end Sporer udi det Studio, hvortil det haver baade Lyst og naturlig Ævne.
Den anden Hoved-Qvalitet, som udfordres af en Læremester, er Moderation: thi det er ved Sagtmodighed og venlig Omgiængelse Disciplernes Hierte vindes. Lyst til Studeringer er en følge af Kiærlighed, som fattes til Lærerne: ligesom Strænghed og Tyrannie indprænter dem Afskye for at studere. Det Testimonium, som Borgerne udi den underjordiske Stad gav en Student, der søgte om et Skole-Embede, er derfore ikke saa ilde grundet, skiønt det i Henseende til Stilen og Formen foraarsager Latter hos Læseren. Thi Meeningen er: at, hvis en Lærer ikke er behagelig udi Omgiængelse, og begavet med Taalmodighed og Moderation, tiener han med all sin Lærdom ikke til Skole-Embede. Ved kiærlige Opmuntringer udvirkes langt meer, end ved Færle og Riis.
Allermeest ere de Skolemestere at laste, der prygle Børn uden Skiønsomhed og i Utide; det er: revse nogle, efterdi de ikke saa hastigen kand fatte og lære en Ting, som andre, ey i Agt tagende, at Naturen ikke uddeeler de samme Gaver i lige Grad til alle. Saadan Opførsel, som, desværre, findes hos de fleeste Lærere, er lige saa daarlig som en Bildhuggers, der bander, skielder og ivrer sig, efterdi Metal og Steen ere vanskeligere at bringe udi Skikkelse end Træe eller Vox. Jeg forbliver &c.