Teksten er svær. Sætningerne er krogede, abstraktionsniveauet er højt. Hold fast i at han taler om litteratur og samfund, i Danmark og i Europa, før og nu. Desuden anvender han et kraftigt gennemgående billede: floden eller strømmen. Understreg de ord som tilhører dette semantiske felt.
af Hovedstrømninger af det 19. århundredes litteratur(…)
Jeg tror, at vi af dette store Drama kan uddrage en Lære for os selv. Vi er nemlig denne Gang som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa. For længe siden har i hine store Hovedlandes [Frankrig, England, Tyskland] Literaturer Revolutionsstrømmen optaget sine Bifloder og sprængt de Diger, der opkastedes paa dens Vej; den er bleven ledet ind i Tusinder af Kanaler. Vi arbejder endnu paa at stanse den og opholde den i Reaktionens Sump. Men vi har kun opnaaet at stanse vor Literatur.
Der vil vel uden Vanskelighed kunne opnaas Enighed om, at den danske Literatur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den digteriske Frembringen er saa godt som fuldstændigt stanset, og intet alment Spørgsmaal angaaende Menneskeliv eller Samfund formaar at vække nogen Deltagelse eller fremkalde anden Drøftelse end Dagspressens og Døgnliteraturens. En stærk oprindelig Frembringelsesdrift har vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.
Det, at en Literatur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f. Eks. George Sand Forholdet mellem de to Køn under Debat, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon og Stuart Mill Ejendommen, Turgenjev, Spielhagen og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Literatur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er i Færd med at tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok tro, at al Verdens Frelse vil komme fra det; det vil se sig skuffet i sin Forventning; det bliver ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde det, da den mente at drive Vognen frem. fordi den nu og da gav dens fire Heste et ubetydeligt Stik.
I et saadant Samfund kan mange Dyder være bevarede, det krigerske Mod f. Eks., men disse Dyder kan ikke holde Literaturen oppe, naar det aandelige Mod er sunket og forsvundet. Al stivnet Reaktion er tyrannisk, og naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offenlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller Fremstilling er knyttet en Adgangsformening fra Selskabet, fra den agtede Del af Pressen, fra en stor Del af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere Betingelser end ellers til at danne den Art Evner og den Art Karakterer, paa hvilke i et Samfund Fremskridtet beror. Ifald et saadant Samfund nu udvikler en Art Poesi, da kan man ikke altfor meget undres over, at dens væsenligste Indhold bliver det at forhaane Samtiden og skamme den ud. En saadan Poesi vil atter og atter kalde Samtidens Menneske Usling, og man vil maaske opleve, at de Skrifter, som berømmes og købes mest, (Ibsens Brand f. Eks.) bliver dem, i hvilke Læseren først med en Art Rædsel, senere med en Art Vellyst ret maa føle, hvilken Orm han er, hvor ussel og hvor modløs. Man vil maaske ogsaa opleve, at Ordet Vilje bliver Stikordet for en saadan Slægt, at den raaber med Viljes-Dramer og Viljes-Filosofier. Man forlanger det, man ikke har. Man raaber paa det, efter hvilket Efterspørgslen er størst. Men man vilde trods Alt tage fejl, ifald man nedslaaet mente, at der i en saadan Slægt var mindre af Mod, Besluttethed, Begejstring og Vilje end i Gennemsnittet af saa mange andre. Der er lige saa meget Mod og Frisind, men der behøves mere. Thi naar Reaktionen i en Literatur trænger de nye Tanker tilbage, og naar det Samfund, af hvilket den er udgaaet, vel at mærke ikke som det engelske f. Eks., dagligt har maattet høre sig beskyldt, for haanet, ja forbandet for sit Hykleri og sin Vedtægtsdyrkelse, men tvertimod er overbevist om sit Frisind og dagligt i den Anledning faar et Røgelsekar svunget under sin Næse, da udfordres der hos dem, der maaske ellers kunde bibringe Literaturen nyt Blod, særegne Egenskaber og særegne Vilkaar. En Soldat behøver intet ualmindeligt Mod for at turde skyde paa Fjenden, dækket af en Jordvold, men har man ført ham saa udsat, at han ingen Dækning finder, da undre man sig ikke over, at Modet forgaar ham.
En Sammenknytning af forskellige Aarsager har bevirket, at vor Literatur i ringere Grad end de større har arbejdet i Fremskridtets Tjeneste. Selv Omstændigheder, der har begunstiget Udviklingen af vor Poesi, har her været os i Vejen. Jeg vil saaledes fremhæve et Træk af Barnlighed i Folkekarakteren. Vi skylder denne Egenskab vor Poesis næsten enestaaende Naivetet. Naivetet er en afgjort poetisk Egenskab og man genfinder den hos næsten alle vore Digtere fra Oehlenschläger over Ingemann og Andersen til Hostrup. Men Naivetet er ikke nogen revolutionær Tilbøjelighed. Jeg vil dernæst fremhæve vor Literaturs virkelighedsfjerne Idealisme. Den handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme. Denne Idealisme har som Idealismen og Virkelighedsskyen i alle Literaturer sin Aarsag i, at vor Poesi udviklede sig under en politisk ussel og nedbrudt Tilstand som en Art Trøst i den reale Genvordighed, som en Art aandelig Erobring, der skulde trøste for de materielle Tab. Men den har bevaret en sørgelig Mangel som Minde derom.
(…)