- Lav et handlingsreferat. 4-5 linjer.
- Hvad skriver jeget primært om i den sidste del af beretningen? Giv eksempler!
”Doctoren blegnede. Jeg greb hans Haand og hvidskede: »For Guds Skyld! Kjere Ven! De lægger dog aldrig Fold til hvad et Menneske taler i Vildelse? I en saadan Feberparoxysme kan jo en Patient indbilde sig de urimeligste Ting af Verden.« Han saae eftertænksom paa mig; men svarede ikke. I hans Øjekast laae Noget, som kunde udtydes: »Du mener ikke det, Du siger.« I det Samme kom Majorinden ind. Hun blussede – hendes Aasyn udtrykte næsten samme Vildhed, som den Syges. Doctoren gik med rolig Fatning hende i møde, trøstede hende, og gjorde nogle Spørgsmaal Patienten angaaende. Hun besvarede dem flygtigt og skjødesløst; hendes urolige Blik deelte sig mellem dem Begge. Dog snart lettede en Taarestrøm hendes beængstede Hjerte: hun foer hen til Sengen, kastede sig paa Knæe, og trykte den Syges Haand til sit Bryst. »O Gud!« bad hun hastigt og sagte »skjænk ham blot denne Gang Livet, at han kan modtage min Tilgivelse, om han er skyldig, og min Afbigt , om jeg gjør ham Uret.« (Jeg hørte vel kun de halve Ord, men jeg supplerede Resten; men de gik alle Doctorens Øren forbi; thi han var ikke lydhør.) »Ja Ulykkelige!« vedblev hun, og trykte sin Pande mod hans Haand, »Du er den Forførte; men hun - « her sprang hun op og vendte sig til Doctoren. Jeg greb hendes Haand, og trykkede den stærkt: »I dette Øjeblik« sagde jeg, »er det til Lægen alene at tale; dæmp deres Frygt og deres Smerte! – saa sandt De har deres Mands Liv kjert!« lagde jeg til saa sagtelig, at han ikke kunde høre det. Hun fattede sig, og tilbageholdt de fordærvelige Ord, som allerede svævede paa hendes Læber. Hun var af de lykkelige Gemytter, som med hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt Omblik og en lys Forstand, som de første aldrig ere over en til heelt at omtaage; hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde svagt. Ak! Det var dog ikke stærkt nok til at modstaae den langt farligere Prøve, det snart efter blev underkastet. ”
- Hvad siger jeget om lidenskab i dette afsnit?
”Det Brev, der laae først for, og ligesom de andre to vel var adresseret til Majoren, men hverken havde Datum eller anden Underskrivt end: »Din **i** (Elise)« var upaatvivleligt det yngste, og lød saaledes:
»Ja, min Elskede! Jeg kan ikke, jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt for svage Hjerte bærer et lønligt Pant paa vor lønlige Kjerlighed. Min Samvittighed bebrejder mig en Brøde mod min Mand; men Kjerlighed kjender kun én Brøde – Utroskab mod den Elskede; den har kun én Pligt – at gjøre alt for den dyrebare Gjenstand, at hengive den baade Legeme og Sjæl; ja, om det udfordres, at opofre begge Dele. Frans! Du var barnløs, det krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det for at glæde Dig her. Nu, Elskede! Har jeg Intet mere at give Dig.«
Det Andet var aabenbar skrevet strax efter hiin ulykkelige Maskerade.
»Skeet er skeet,« skriver hun; »men Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er det, der mod vor Vidende og Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet os – hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg veed det: siden hiin Nat er jeg Deres for evig; jeg har faaet et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have kun eet Maal – Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O! had mig ikke! Foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! Reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem maae jeg, for at udøse mit qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen alene maae staae til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver – Klokken 11 i Aften venter jeg Dem – min Mand er paa Landet – forbarm Dem over den ulykkelige **i**«
»Hemmelighed« lød det én, men i Tiden formodentlig det mellemste »er Livsprincipet i Kjerlighed; uden denne mangler Myrthen baade Rod og Top. Dersom Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægteviede Mand; ja, jeg troer, at det Umulige, blev virkeligt. Men hvilket Tempel for vore lønlige Glæder! Et Pulterkammer, fuldt af Commiskjoler og Blaarlærred! – I Aften rejser Manden til P*. Kl. 11 ere Alle til sengs undtagen hun, der venter Dig med brændende Hjerte. Solen staaer først op Kl. 7. Ah! Der er længe til, inden jeg siger: Frantz! Frantz! Steh auf! Der Morgen graut.« ”
- Hvad er det vigtige for Elise?
Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre paa Gaden, Man foer omkring fra et Huus til et Andet med de Spørgsmaal: »Har De hørt det? Veed De det? Hvad mon var Aarsagen? Mon han har gjort det i Vildelse?« o.s.v.
- hvordan kan man se at fortælleren spiller på at skjule noget?