1.
Der er så mange i Danmark,
som alle vil herre være:
de ride dennem til Ribe,
og lod dennem klæder skære.
Nu stander landet i våde.
2.
Så lod de dennem klæder skære,
og alle i munkelige;
så red de dennem op i land,
deres rette herre at svige.
3.
De red i den bondes gård
med skarpe spær i hænde;
alle havde de grå kolhætter på, kolhætte: munkehætte
at ingen mand deennem kendte.
4.
Så ginge de demmen i laden ind, ginge: gik
de steddes dennem på den lo; steddes: stillede; dennem: dem/sig
vågen da lå den ædle herre,
han ville det ikke tro.
5.
De stak hannem gennem hærde, hærde: brynje
stod ud af venstre side:
"Nu haver vi den gerning gjort,
al Danmark bær for kvide." Kvide: sorg
6.
Det da var han Ranild,
han hug så fast i bjælke;
død da lå den ædle herre,
så liden havde han hjælp.
7.
Det da så den liden smådreng,
sin herre han lidde den kvide;
han lagde sadel på ganger sin;
han lod ikke længer lide.
8.
Dronningen sidder på højeloft, højeloft: den fine sal
og ser hun ud så vide:
"Nu ser jeg den liden smådreng,
så hastelig monne han ride.
9.
Han rider nu min herres hest,
jeg ræddes for sorg og kvide;
råd' Gud Fader udi himmerig,
hvor min kære herre monne lide."
10.
Ind da kom den liden smådreng,
og sagde han hende derfra:
"Min herre han er i laden vej't, vej’t= dræbt?
og alt landet stander i våde.
11.
Min herre er slagen ihjel,
Gud hans sjæl vel nåde:
forsvarer vel Eders unge søn
al Danmark skal styre og råde."
12.
"Det skal du have for tidingen, tiding: nyhed
dog de skal ikke gode: - selvom den ikke var god
klæde og føde i kongens gård,
imeden vi leve både."
Nu stander landet udi våde.
1) Hvilken historie fortælles?
a. Slå evt. op. Hvem var Erik Klipping?
2) Hvad mener visen om denne historie?
a. Hvem er god?
i. Vis det i teksten
b. Hvem er ond?
i. Vis det i teksten
3) Så hvilke værdier er vigtige i visen?
Bemærk: - under Lide – og Der Dagen … gentages i alle vers.
Vi vare saa mange Søskende smaa,
- under Lide -
saa aarlig faldt os Faderen fraa.
Der Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide.
1.
Om en Søndag ad Aften skured de deres Spjud,
om en Mandag ad Morgen rede de saa vrede ud.
2.
Der de kommer for norden Skov,
der gik Hr. Torben og holdt sin Plov.
3.
"Her gaar du, Hr Torben, favr og fin,
jeg vil nu have bod for Frænde min."
4.
Jeg vil give eder Hus og Gaard,
dertil min datter, saa væn en Maar."
5.
"Vi er ikke kommen for Hus eller Jord,
men vi er kommen for dit Hjerteblod."
6.
Saa hugge de Hr. Torben saa smaa
alt som Løv, udi Lunden laa.
7.
Saa rede de til Hr. Torbens Gaard,
ude stod hans Datter, den væne Maar.
8.
Ude stod hans Datter, saa smal som en Vaand,
med et Guldkar på hver sin Haand.
9.
Hun skænked deri med Lyst og Spil,
hun drak først sin Faders Banemand til.
10.
"Havde jeg vidst, du havde været saa god,
aldrig skulde jeg set din Faders Hjerteblod."
11.
"og har I slaget min Fader til død,
da har I gjort mig saa stor en Nød."
12.
"Har jeg nu ikke gjort vel mod dig,
da skal du herefter have saa god som jeg."
13.
Han satte hende paa Ganger graa,
saa slog han over hende Kaaben blaa."
14.
Saa red han over de sorte Heder,
- under Lide -
aldrig saa hun sin Fader mere.
Der Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide
Germand Gladensvend
1
Vor Kong' og vor unge Dronning
de sejled dennem over Hav;
der blev deres Skib paa Vanden holdt,
de kunde ikke Børen faa. Børen=vinden
Saa fløj han over den Rin. – gentages efter hver strofe
2
»Er her noget under Vandet,
som Skibet holde maa,
jeg giver Eder baade Guld og Sølv, Eder=høflig tiltale 3. person ental
I lader mig Børen faa.«
3
»Du haver ikke Guld eller Sølv,
som dertil hjælpe maa;
det er alt under din Linde, linde=linned=stof
der jeg mon efter traa.« traa=attrå, efterstræbe
4
»Jeg haver ikke under min Linde
foruden min' Nøgler smaa; nøgler er tegn på at man er hustru til en rig
kommer jeg levendes til Lande, mand som har sager der låses inde
jeg lader mig andre slaa.«
5
Saa tog hun de Nøgler smaa,
hun kasted dennem udi Strand;
de fik Bør hin blide,
de sejled saa glad til Land.
6
Dronningen hun ganger paa hviden Sand, ganger=går
og hun fik fuldstor Harm: harm=vrede, sorg
Hun følte Germand Gladensvend,
at han var kveg i Barm. Kveg=kvik, rører på sig
7
Det var ikke derefter
foruden Maaneder fem,
Dronning hun ganger i Højeloft, højeloft: det fine soveværelse
hun fødte en Søn saa væn. Væn: dejlig
8
Født blev han om Aften,
og kristned de hannem om Nat;
de kalded hannem Germand Gladensvend,
de dulgte hannem, mens de maatt'. Dulgte hannem: skjulte ham
9
Saa vel han vokste, saa vel han trevst, trevst: trivedes
sin Hest kunde han vel ride;
hver Sind' han til sin Moder saa,
saa saare da monne hun kvide. Kvide: græde, sørge
10
»I vider mig det, kær Moder min, I vider mig: fortæl mig
og hvad jeg vil Eder bede:
hvi græder I saa jammerlig
hver Sind' I mig ser?« hver sind: hver gang
11
»Hør du, Germand Gladensvend,
jeg maa vel for dig kvide: varst: var
du varst dig saa liden,
der du blev Trolden given.«
12
»Hører I det, kære Moder min,
I lader bortfare Eder Vaande;
hvad Lykke Gud mig give vil,
det formén mig ingen Mand.« formén: undrage
13
Det var om en Torsdag Morgen
saa aarlig om den Høst,
aaben da stod den Fruerstuedør,
der kom saa væn en Røst.
14
Ind da kom den lede Gam, gam: dyr
han sættes den Frue saa nær:
»Mindes Eder det, Allerkæreste min,
hvad I haver givet mig?«
15
Hun sor om Gud, hun sor om Mænd sor=sværgede
og alt, hun sværge maatte:
hun vidste sig hverken Datter heller Søn
der hun i Verden aatte. Aatte=havde
16
Bort da fløj den lede Gam,
han gav saa slemt et Skrig:
»Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.«
17
Der han var fulde femten Aar,
da lyste hannem en Jomfru at love:
Konningens Datter af Engeland,
den allerskønnest Jomfrue.
18
Saa saare da monne han længes monne: måtte
bort til sin Fæstemø: fæstemø: forlovede
»Min kære Moder, I laaner mig Eders Fjederham, fjederham: fjerdragt
mens jeg flyver bort under Ø.« under Ø – tja, langt bort?
19
»De Vinger de ere saa brede,
de ere saa vide om By,
lever jeg vil til Sommer,
jeg lader mig gøre en ny.«
20
Han satte sig i sin Fjederham,
han fløj alt saa trøst, trøst: rolig
der ham kom midt paa Sund,
der hørte han Gammerøst. Gammerøst: gammestemme
22
»Vær velkommen, Germand Gladensvend,
saa vel da kender jeg dig;
du varst al saa liden,
der du varst given mig.«
23
»Du lad mig flyve, du lad mig fare
alt bort til min Fæstemø;
først jeg kommer tilbage igen,
vi findes vel under Ø.«
24
»Da skal jeg dig mærke, mærke: sætte mærke
alt hvor du flyver fra mig:
hvor du kommer blandt Ridder' og Svend',
kende saa vil jeg dig.«
25
Han hug ud hans højre Øje,
drak halvt hans Hjerteblod;
saa fløj han til Jomfruens Bur,
for Vilje hun var god. Hun var god
26
Han satte sig paa de Tinde tinde: oppe
saa gusten og saa bleg:
alle de Jomfruer i Buret var, buret: rummet
de tabte baade Skæmt og Leg. Skæmt: sjov
27
Alle da sad de stolte Jomfruer,
gav det dog lidet igem,
foruden stalten Sølverlad, stalten: stolte
hun kasted baade Saks og Søm.
28
Hun tog ud en Sølverkam,
hun kæmte hans favre Haar,
hver en Lok, hun redte,
hun fælded saa modige Taare.
29
Hver en Lok hun redte,
hun fældte saa modige Taare;
alt banded hun hans Moder,
hans Lykke havde gjort saa haarde. Hård = besværlig
30
»Hør I det, Jomfru Sølverlad,
I bander ikke Moder min;
hun kunde det intet i volde volde: med vilje
saa krank var Lykken min.« krank: syg!
31
Han satte sig i sin Fjederham,
og saa fløj han derfra;
hun satte sig i en anden,
hun monne fast efter gaa.
32
Alle de Fugle, hun mødte,
dennem klipped hun alle saa smaa,
foruden den leden Gam, foruden: undtagen
hannem kunde hun ikke naa.
33
Det var Jomfru Sølverlad,
hun fløj ud med den Strand,
hun fandt ikke af Germand Gladensvend
foruden hans højre Haand.
Saa fløj han over den Rin.
Hr. Oluf han rider så vide om land,
og til sit bryllup så byder han.
Men dansen den går så let gennem lunden.
Men alt som han kom ud i lunden så grøn,
en elverdans går der let og skøn.
Men dansen den går så let gennem lunden.
Der dansede fire, der dansede fem,
den elvermø rækker hånden frem:
Men dansen den går så let gennem lunden.
"Og hør du, hr. Oluf! træd dansen med mig,
så fagre gaver jeg giver dig!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.
"Slet ikke jeg tør, og slet ikke jeg må,
i morgen så skal mit bryllup stå." -
Men dansen den går så let gennem lunden.
"Og vil du ikke træde i dansen med mig,
så ond en sot skal da følge dig!"
Men dansen den går så let gennem lunden.
Så slog hun ham over hans hærde så god,
så slaget gjaldt i hans hjerterod.
Men dansen den går så let gennem lunden.
"Du ride nu hjem til din fæstemø kær,
og glem nu ikke din bryllupsfærd!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.
Det skete, før dagen blev lys udi gård:
bleg lå hr. Oluf på sorten bår.
Men dansen den går så let gennem lunden.
Hr. Oluf og hans fæstemø huld,
de to kom sammen i sorten muld.
Men dansen den går så let gennem lunden.