Pioneruddannelsen

Hvad er en pioner?

En FabLab pioner er en pædagogisk, didaktisk kompetenceperson, der er motiveret for at afprøve nye digitale muligheder og som er i stand til at kombinere dette med en nytænkende vinkel på folkeskolens fag. Grundlæggende skal pionererne kunne omsætte tanker til virkelighed og være selvskabende af digitale didaktiserede læringsforløb, der tager udgangspunkt i løsning af problemstillinger vha. designtænkning og digital fabrikation. Alt dette med henblik på at pionererne kan fremme kommunens elever i selv samme kompetencer, og bidrage til at udbrede FabLab tænkningen i Silkeborg Kommune.

I Silkeborg Kommune uddannes pionererne gennem et kompetenceudviklingsforløb som udbydes af Videncenter for Designtænkning og Digital fabrikation med FabLab. Pioneruddannelsen udspringer af det tværkommunale samarbejde mellem Vejle, Kolding og Silkeborg Kommune. I dette partnerskab er der et fælles mål om at udvikle skolelevers kompetencer inden for digitalt fabrikation, designtænkning og 21st Century Skills. Pioneruddannelsen er Silkeborg Kommunes strategi i forhold til at udvikle disse kompetencer.

Pioneruddannelsen styrker lærere i at integrere designtænkning og digital fabrikationsteknologi i den daglige undervisning og der arbejdes problembaseret med samfundsmæssige problematikker, som løses eller gentænkes ved hjælp af ny teknologi. Uddannelsen udmøntes som et mesterlæreforløb, hvor pionererne via aktionslæring arbejder med praksisrettede designprojekter, som udspringer fra og afprøves i egen undervisning.

Uddannelsen foregår i et samspil mellem pionerenes lokale FabLab og FabLab Silkeborg, og tager udgangspunkt i pionerernes egne skolefaglige optagetheder. FabLab Silkeborg fungerer som pionerernes træningsbane, hvor pionererne står i mesterlære og udvikler læringsforløb ved hjælp af digital fabrikationsteknologi. FabLab Silkeborg er stedet for design af, refleksion over og videreudvikling af læringsforløb. De lokale FabLab er konteksten, hvor de udviklede læringsforløb gennemføres i praksis.

En pioner er en:

• pædagogisk, didaktisk kompetenceperson, der er motiveret for at afprøve nye digitale muligheder og som er i stand til at kombinere dette med en nytænkende vinkel på fagrækken.

• fagperson som er indstillet på at indgå i sidemandsoplæring i forhold til labunderviserne.

• der bidrager til et lokalt og tværkommunalt netværk.

• der opbygger netværk til lærere/pædagoger og mellem lærere/pædagoger

• der er aktiv i forhold til at indhente inspiration til aktiviteter og udvikle læringsforløb.

• der kan rådgive og sparre med andre i forhold til didaktiske overvejelser i og omkring målsætning, proces og lærer-elevrolle i undervisningen.

• der bidrager til planlægning og afvikling af konferencer og workshops.

• der løbende dokumenterer aktiviteter i form af billeder og tekst på FabLab Silkeborg og FabLab@school.dk’s facebookgrupper og dermed bidrage til at udbrede erfaringer på tværs af skoler og borgere.

• der deltager i evalueringsundersøgelser, forskningsinterviews og interventioner med Silkeborg Kommunes samarbejdspartnere fra Universiteter og uddannelsesinstitutioner.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen indeholder én dag ugentligt i mesterlære i FabLab Silkeborg, deltagelse i 5 årlige netværksmøder, en årlig studietur samt en årlig konference, samt deltagelse i øvrige relevante events og undervisningsforløb.

Pioneruddannelsen tilbydes medarbejdere på kommunens folkeskoler. Såfremt der er overskydende pladser på årets hold, kan disse tilbydes eksternt.

Uddannelsen indledes med en forventningsafstemningssamtale mellem skoleleder, pioner og FabLab personale, hvor der udarbejdes en personlig læringsstrategi for forløbet. En strategi der udvikles med baggrund i uddannelsens læringsmål, skolens kompetenceudviklingsbehov samt pionerens faglige læringsfokus og fagspecifikke læringsmål. Ud over den indledende samtale afholdes der en reflekterende midtvejssamtale og en afsluttende mål- og forankringssamtale. Dette for at sikre et skarpt læringsfokus, og en løbende opmærksomhed på målsætning og målstyring.

I det første kvartal af uddannelsen er fokus, at pionererne skal oparbejde teknologiske kompetencer, fx får pionererne til opgave at samle egne 3D printere. Derudover introduceres pionererne til forskellige teknologier, og de gives en forståelse for teknologiens opbygning og muligheder i relation til en uddannelseskontekst. På den resterende del af uddannelsen oparbejdes den teknologiske viden og mestring gennem de konkrete hands-on projekter, som de enkelte pionerer arbejder med.

Gennem uddannelsen er der fem netværksdage, hvor pionererne mødes i et forum, hvor der skabes rum for refleksion over og diskussion af de teknologiske og didaktiske udfordringer, som pionererne står med i deres læreproces. På netværksdagene deltager eksisterende og tidligere pionerer. Dagene fungerer både som et vidensdelings- og kompetenceudvekslingsforum samt et rum, hvor tidligere pionerer kan dele deres erfaringer, og inspirere nuværende pionerer i deres forankringsarbejde på egne skoler.

På uddannelsen tages der udgangspunkt i, at læring skabes gennem handlinger relateret til pionerernes daglige arbejdspraksis. Gennem uddannelsen vil pionererne opleve udfordringer i deres designarbejde, hvor løsningen ikke er alment tilgængelig, og hvor arbejdet kræver innovative og nyskabende perspektiver. Idet pionererne gennemgår aktionslæringsprocessen skabes der læring som hviler på refleksion og problemløsning.

Teoretisk grundlag

Det teoretiske grundlag for pioneruddannelse hentes i den internationale forskning, som FabLab@SCHOOL.dk i Silkeborg tager afsæt i. På uddannelsen arbejdes der målrettet med at skabe transfer af læring, så det der læres forankres i pionerernes daglige praksis. Udgangspunktet er, at det kun giver mening at uddanne mennesker, hvis de også har mulighed for at anvende og forankre det lærte løbende. Derfor tages der afsæt i principper fra aktionslæring og mesterlære som den grundlæggende ramme for tilgangen til læring.

Idet der arbejdes med aktionslæring og mesterlære skabes læring, som hviler på refleksion, kritisk tænkning og problemløsning.

Uddannelsens kompetenceprofil

Uddannelsens kompetenceprofil udspecificeres gennem følgende otte læringsmål, som pionererne skal mestre ved endt uddannelse. De skal kunne:

· Forstå det grundlæggende i digital teknologi – hardware, firmware og software, herunder computere, microcontrollere og elektronik mv.

· Anvende og vurdere relevante digitale fabrikationsteknologier, herunder 3D printer, vinylcutter, laserskærer mv., samt benytte digitale

produktionsværktøjer såsom hjemmesider og video- og lydproduktion.

· Mestre selvstændig og kritisk vidensøgning.

· Analysere og vurdere den digitale virkelighed og arbejde med digital dannelse i praksis.

· Forstå og anvende Designcirklen i praksis.

· Planlægge gennemføre og evaluere FabLab undervisningsforløb.

· Udvikle og arbejde i digitale og analoge læringsfællesskaber og netværk.

· Forstå, anvende og omsætte begrebet 21st Century Skills.

Viden, færdigheder og kompetencer

For at opnå det ønskede læringsudbytte sigter uddannelsens kvalifikationsramme mod, at pionererne oparbejder følgende viden, færdigheder og kompetencer.

Viden

På uddannelsen skabes der indsigt i felterne: designtænkning, digital teknologi, digital fabrikationsteknologi og vidensøgning. Pionererne opnår viden om designtænkning og designprocesser. De må forstå og reflektere via Designcirklen, der er en konkret designmetode, som understøtter designtænkning. Pionererne får kendskab til digitale teknologier og digitale fabrikationsteknologier, som er anvendelige i arbejdet med designtænkning i en uddannelseskontekst. De skal kunne forstå og på et videnskabeligt grundlag kunne reflektere over teknologiernes anvendelsesmuligheder. Endvidere skabes der indsigt i kritisk vidensøgning samt viden om interaktion på digitale netværk. Pionererne skal kunne medtænke juridiske og etiske elementer, som har betydning for samspillet med andre mennesker på digitale platforme. Desuden må pionererne forstå og kunne reflektere over begrebet 21st Century Skills.

Færdigheder

Pionererne skal mestre fagområdets teorier, metoder og redskaber. De skal opbygge et designrepetoire og kunne arbejde designorienteret med præsenterede teknologier (digital teknologi, fabrikationsteknologi, produktionsværktøjer). Pionererne skal kunne vurdere og vælge mellem fagområdets teorier, metoder og teknologier til at identificere, analysere og vurdere problemstillingers løsningsmuligheder. De skal kunne argumentere for valg af teorier, teknologier og metoder i arbejdet med at tilrettelægge, gennemføre og evaluere FabLab undervisningsforløb, og kunne medtænke udviklingen af 21st Century Skills i deres arbejde. Pionererne skal mestre kritisk vidensøgning, og have færdigheder til at arbejde i digitale og analoge læringsfællesskaber og netværk.

Kompetencer

Pionererne skal selvstændigt kunne anvende uddannelsens teorier, metoder og teknologier til at udvikle egen undervisningspraksis i et FabLab regi. De skal kunne omsætte begrebet 21st Century Skills i undervisningsforløb, og mestre nye teknologier og designmetoder i en sådan grad, at de kan oparbejde elevernes digitale, teknologiske og designmæssige kompetencer. De skal have kompetencer til at arbejde i Designcirklen, og kunne udvælge relevante digitale fabrikationsteknologier og produktionsværktøjer, som bidrager i løsningen af konkrete virkelighedsrelevante designopgaver. Pionererne skal have digital kompetence til at arbejde med elevernes digitale dannelse og skærpe elevernes evne til at forholde sig kritisk til den digitale verdens udfordringer og muligheder.

Læreren og pædagogen som deltager i forløbet samt dennes skole skal være motiverede for at indgå i en lærings- og udviklingsproces. Gennem processen forventes de at afprøve, udvikle og gennemføre aktiviteter på egen skole samt aktivt bidrage til at deres erfaringer deles og formidles lokalt, kommunalt og i tværkommunale fablabatschool samarbejdet. Derudover skal deltagerne udvikle og dele disse udviklede undervisningsmaterialer og undervisningsforløb med andre undervisere.


For mere info omkring pioneruddannelsen kontakt Projektleder Trine Bisgaard, trine.bisgaard@silkeborg.dk, Mobil: +45 61506218