At blive undervist i et karakterfrit miljø er det ikke det samme som at være blind for, at STX er en eksamensskole - tværtimod.
Vi arbejder derfor målrettet med at synliggøre, at gymnasieuddannelsen peger frem mod flere eksamenssituationer, som man skal være klædt på til at navigere trygt og sikkert i som elev. Men det behøver ikke være ensbetydende med at undervisningen og eleven altid skal være i et performance-mode, hvor skrækken for at sætte en årskarakter over styr gør, at man som elev ikke tør prøve sin faglighed af i samspil med læreren og andre elever.
Vi arbejder derfor med at synliggøre, hvornår det giver mening at være i et rent læringsrum, hvor man skal turde undersøge og fejle - og hvornår man tager sine kompetencer med ind i et performancerum for at prøve ens kompetencer af.
Den sproglige iscenesættelse er vigtig i øvelsen mellem at synliggøre, hvilket rum vi arbejder i hvornår - og hvorfor. Se konkrete forslag til hvordan dette kan inkorporeres i den daglige undervisning.