* Da./hi.opgaven 1g

1. Formål:

I 1g skriver eleverne en opgave i enten dansk eller historie. Sammen med den tværfaglige opgave i 2g er det træning i at skrive en større skriftlig opgave, som på mange måder er en særlig genre med f.eks. særlige krav til formalia.

På Odder Gymnasium giver alle vejledere feedback med udgangspunkt i et fælles skema, hvor fokus ligger på formalia samt på de taksonomiske niveauer (redegørelse, analyse og diskussion/vurdering).

2. Beskrivelse

I den karakterfrie klasse valgte vi at supplere med overstregninger i selve opgaven (der blev afleveret digitalt), hvor grønt markerede passager/afsnit, der fungerede godt, mens rødt markerede passager/afsnit, der fungerede mindre godt. Desuden formulerede vi dele af rette arket som spørgsmål for at styrke elevens egen refleksion over styrker og svagheder.

Se eksemplet i boksen nedenfor

Opgaven blev fulgt op af en årsprøve, hvor eleverne dels skulle fremlægge deres opgave og dels skulle fremlægge overvejelser vedr.lærerens markeringer og kommentarer. Se vedhæftet dokument "Årsprøve dansk-historie"

3. Foreløbige erfaringer

Det fungerede godt med en supplerende årsprøve. Eleverne skulle ikke blot læse vejledernes kommentarer, men også reflektere over, hvad understregningerne betød samt give konkrete forslag på, hvordan opgaven kunne gøres bedre.

De fleste elever havde fundet frem til de væsentligste styrker og svagheder ved deres egne opgaver.

Eksempel på feedback i historieopgaven 1g:

"Din analyse bliver mere redegørelse end analyse. Prøv at se på den gule markering – hvad kendetegner din måde at formidle på her ? Hvorfor er det ikke på et analytisk niveau ? Du bør i historie altid inddrage kildemateriale. Overvej hvilke kilder du kunne have brugt (der er et par oplagte eksempler, hvor du nævner en relevant tekst, men ikke bruger den)

I analysen skal du huske at ”problematisere” dit stof. Dvs. du skal hele tiden forholde dig til : hvorfor det sker og/eller hvilken betydning, det får.

Overvej hvor i din analyse, du i højere grad kunne problematisere dit stof og prøv at lave et konkret eksempel".