Hvis man skal skrive en opgave, der har innovativt fokus, skal man være opmærksom på, at innovation omhandler:
Autentiske problemer. Tænk i problemstillinger, hvor der kan inddrages en ekstern aktør. Udtænk en problemformulering.
Kreativitet. Du skal udtænke en løsning på problemet, hvor du kommer med kreative forslag. Dvs. du skal komme med nye ideer eller bidrage med noget nyt til noget kendt teori eller materiale.
Du skal vurdere dit løsningsforslag på en kritisk måde ud fra relevans og konsekvenser.
I den innovative del skal man, som i den traditionelle opgave, redegøre for problemstillingen, analysere relevant materiale og kunne perspektivere til videre arbejde og andre forløb. Det nye er så at sige, at man kommer med løsningsforslag, som er nytænkende, og som har værdi for andre.
Eksempel på en innovativ opgave:
Fremtidens by
Du skal vælge og undersøge en sag, der rummer et problem i relation til fremtidens byudvikling. Du skal udarbejde en problemformulering og et innovativt løsningsforslag, hvor nyskabelse i forhold til byens liv og/eller funktioner spiller en væsentlig rolle for løsningen. Løsningsforslaget og dets relevans skal fagligt begrundes og vurderes.
Det innovative løsningsforslag kan være et selvstændigt fremstillet produkt eller en beskrivelse af en mulig løsning. Dit løsningsforslag kan bygge på en undersøgelse med indsamling af ny viden eller en ny sammenstilling af kendt viden.
Dvs. der er et krav om, at du skal komme frem til et produkt eller en beskrivelse af en mulig løsning. For at løse denne opgave, kan man selv indsamle empiri ved at lave et spørgeskema i Lectio eller foretage interviews med udvalgte personer. Man kan også udvælge kendte undersøgelser og tilføje noget nyt.
I bedømmelsen af den innovative opgave lægges der i høj grad vægt på, om du kan belyse problemets årsager, omfang og konsekvenser. Samtidig vurderes opgaven ud fra hvilke materialer, faglig viden og teori, der er blevet brugt til at undersøge problemet, udtænke løsningen og vurdere løsningsforslaget.