Her får du tips og tricks til layout.
Vejledningen er skrevet med henblik på at lave layout i Word.
Det bedste resultat får du, hvis du skriver artiklen først og layouter til sidst.
Du kan også indstille margen i venstre og højre side samt top og bund. På den måde får du mere plads at skrive på.
Inden du går i gang med brødteksten, bør du skrive din rubrik med store bogstaver og fed.
Din underrubrik skriver du med 1.5 linjeafstand - samme størrelse som brødteksten eller en gang større - og markerer med fed.
Vælg gerne en slags skrifttype til rubrik og mellemrubrikker og en anden til brødteksten.
Du skal skrive brødteksten med enkel eller 1,15 linjeafstand.
Du skal sætte flueben i automatisk orddeling, og du kan med fordel nedsætte delezonen. På den måde opnår du en mere harmonisk højrekant, hvis du ikke vil bruge lige margener, som ofte kan drille.
Når du laver spalter, skal du huske at formatere afstanden mellem spalterne, ellers kan de blive meget brede.
Du skal bruge funktionen ”indsæt tekstboks”.
Du kan formatere din tekstboks, så linjerne omkring bliver usynlige, eller du kan vælge en baggrundsfarve, hvilket kan være godt til faktabokse.
Hvis det er et fremhævet citat, skal skriftstørrelsen gøres større, og brug gerne samme skrifttype som rubrik og mellemrubrikkerne, så citatet skiller sig ud fra brødteksten.
Hvis du indsætter en faktaboks, skal den også markeres med en overskrift. Husk at angive kilden til dine faktaoplysninger.
Billeder laves på samme måde - husk også at tilføje en billedtekst, gerne skrevet i kursiv med angivelse af fotografens navn eller kilde.