København 1875. Eventyrdigteren Hans Christian Andersen ligger for døden, drømmer og taler i vildelse. Han skriger og taler om Tuk! Og til sygeplejersken fortæller han, at han så gerne ville blive noget stort! Hun trøster ham med, at alle jo elsker eventyrene og digteren, men han svarer, at han kun elsker døden!

Sygeplejersken fortæller, at hun har en kæreste på sytten år, og det får den dødsmærkede mand til at fortælle om dengang, han selv var sytten år og på vej til et selskab i København hos familien Wulff, hvor datteren i huset, Henriette, har fortalt ham, at direktøren for Det Kongelige Teater vil være til stede. Digterspiren har et nyskrevet skuespil med og indgyder sig selv selvtillid, da han skal møde gæsterne i det fine palæ. Han er dog inderligt uønsket og kommer kun ind, fordi Henriette tager sig af ham. Hun indskærper Hans Christian, at han ikke er selskabets midtpunkt, og at han under ingen omstændigheder må optræde!

Men lige lidt hjælper det. Da teaterdirektøren har afvist at læse hans manuskript, optræder H.C. Andersen med en scene fra sit skuespil. Han vil til teatret og være noget stort, og da han har forsøgt sig som danser, sanger og skuespiller, er der kun tilbage at slå igennem som forfatter. Hans Christians optræden er pinlig, og han får det skudsmål, at hans hænder passer til en møggreb og ikke en fjerpen. Han løber ned til havnen, hvor det sorte vand drager. Her møder han etatsråd Collin, som er formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse og på vej hjem fra selskabet. Collin får manuskriptet og beder Hans Christian opsøge ham på teatret.

Her er Hans Christian igen som en hund i et spil kegler, men Collin har fattet sympati for den unge mand, som han mener mangler elementær uddannelse. Han har derfor sørget for et legat fra kongen, og Collin og Henriette mener, at Hans Christian kan blive en glimrende kontorskriver!

Hans Christian veksler mellem glæde og frygt for, at man bare vil af med ham, og ankommer til Slagelse for at gå i skole hos rektor Meisling, der modtager ham på stationen sammen med plejebarnet Tuk. Han indlogeres hos Meisling og møder dennes kone, der muligvis har en affære med den unge lærer Werliin, som skal rejse fra skolen. Inden afskeden når Werliin dog at overhøre Hans Christian, hvis manglende paratviden giver den syttenårige dreng en plads i anden klasse!

Hans Christian, hvis far er død, hvis mor ikke kan læse, og hvis farfar er på et asyl for sindslidende, har ikke opgivet sine digterdrømme og læser et digt om smørrebrød højt i køkkenet for Tuk og fru Meisling. Sidstnævnte ler højt, men Tuk fortrækker ikke en mine. Rektor Meisling fortæller, at der ikke har været meget at grine af i Tuks liv og indskærper over for Hans Christian, at det er slut med digteriet. Også om søndagen! Da Hans Christian med høj hat spankulerer til skolen, tror de andre elever, at han er en ny lærer, og da det går op for dem, at han er elev, mobber de ham eftertrykkeligt. Hans kundskaber er stadig få, men han kan dog sammen med Meisling remse en række digtere op.

Hans Christian oplever, at fru Meisling en nat kommer ind i hans værelse, og de fører en samtale om lyst, hvor de totalt misforstår hinanden - for Hans Christian taler om lysten til at digte og fru Meisling om kødets lyst! Der opstår gradvis en kontakt mellem Hans Christian og Tuk. De sender bankesignaler til hinanden om natten, og Tuk viser sin ældre kammerat sit sted i naturen, hvor han kan være sig selv, og her morer Tuk sig, når Hans Christian fortæller eventyr.

Men det kniber stadig med koncentrationen i skolen. Når eleverne har diktat, skriver Hans Christian digte, og Meisling samler papirerne sammen og brænder det hele. Fantasien er en farlig kraft. Man skal lære at styre den, for den er i familie med vanviddet! Nu bliver det for meget for den plagede digterspire, som skriver et klagebrev til Collin og Henriette.

Men der er også gode stunder. Den fingersnilde Tuk har bygget en stor drage, som kan bære Hans Christian, der får en ordentlig flyvetur, før han noget ublidt igen rammer jorden. Men han er glad, for han har set alt i verden på flyveturen. Etatsråd Collin kommer på besøg, og det viser sig, at han ikke tror på Hans Christians beskyldninger. Collin giver Meisling ret og er utilfreds med Hans Christians indsats. Nu må det være slut med digteriet. Nu gælder det skolen. Ikke desto mindre giver Hans Christian Meisling en overhaling. Han fortæller rektoren, hvad han mener om ham og hans dårlige opdragelse. Meisling reagerer ved brutalt at slå Tuk, for han kunne ikke drømme om at slå på en elev på kongeligt stipendiat! Hver gang Meisling er utilfreds med Hans Christian, vil han få tæsk via stedfortræderen Tuk! Men de to drenge løber bort. Tuk fortæller om Newton og æblet, som falder til jorden, men der er også en 'opkraft', noget som rækker opad! Og denne 'opkraft' kan illustreres ved at røre i et glas vand med et æg i. Ægget flyder mod overfladen.

Rektor Meisling finder et fødselsdagsdigt til Hans Christians mor skjult under en madras. Meisling finder digtet banalt og patetisk, og efterhånden som Hans Christians fejl og mangler hober sig op, bliver Tuk gennembanket. Den stakkels dreng bønfalder Hans Christian om ikke at tirre Meisling, for han kan ikke klare flere tæv. Hans Christian kan heller ikke klare mere og vil til hjem til Odense. Han rejser, mens Tuk, hvis helbred skranter, straffes yderligere med at skulle køre tunge roelæs. Hjemme bliver Hans Christian og hans mor inviteret til fint selskab hos Høegh-Guldberg, der vil støtte det unge geni. Digterspiren læser sit digt højt og får applaus, men han ser pludselig digtet med Meislings øjne. Det er banalt! Han opsøger sin farfar, som umælende sidder i dårekisten og skærer grisefigurer i træ. Den gamle mand viser sit barnebarn et hemmeligt sted, hvor han gemmer alle sine mange fantasifulde figurer.

Hans Christian får et smukt æble af træ, som han tager med tilbage til Tuk, som han finder døende. Tuk dør samme nat og lægges i en kiste. Hans Christian mener, at drengen blinker og ikke er død. Meisling overfuser endnu engang Hans Christian. Han kalder ham opblæst og fortæller yderligere, at han har holdt af Hans Christian, men ikke gør det mere. Han afslører også, at han selv har skrevet digte som ung mand. De handlede om en tabt barndom og havde alt - fokus, idé, rytme - men der manglede noget! Meisling udfordrer Hans Christian, at hvis han kan skrive et fejlfrit digt, der kan få ham til at græde, slipper han fri. Ellers ender Hans Christian i helvede!

Hans Christian skriver et digt om et døende barn, som får fru Meisling til at græde, men ikke rektoren, der mener, at digtet er falsk, og at Hans Christian hellere skal øve sig på noget nemmere. For eksempel digte om havet og solen. Meisling tager ham med til havet, hvor de overværer en halshugning af en kvinde, hvis blod bliver givet til et sygt barn, som drikker det! Hans Christian er bange for, at Meisling vil slå ham ihjel og klager sin nød til Henriette. Han bliver inviteret til julefest i København og glemmer for en stund næsten sine trængsler hos Meisling, men denne dukker op og vil have ham med tilbage til Slagelse. Collin kan dog afsløre, at Meisling har brugt penge uretmæssigt til en privat bogsamling og i øvrigt har et dårligt rygte på grund af konens sidespring. Hans Christian skal ikke tilbage til Slagelse, men på latinskole i Helsingør. Men Meisling følger med!

Rektor Meisling giver Hans Christian skylden for sin forflyttelse og alle andre fortrædeligheder og bruger som trumfkort, at digterspiren endnu ikke har fået ham til at græde. Han driver den nye skole efter parolen kæft, trit og retning, fyrer en lærer, der siger ham imod, og lader Werliin, som underviser her, om terperiet. Hans Christian lærer sine latinske remser, og Meisling er stolt, for nu kommer hans elev nok aldrig til at skrive digte!

Hans Christian læser og lærer og siger til Henriette, som kommer på besøg, at han er et helt menneske nu, og at drømmene er væk. Hans Christian er dog ulykkelig og kaster sig i vandet for at dø. På bunden møder han Tuk, som sidder fredeligt under et træ. Tuk fortæller, at det ikke var let at være Hans Christians ven, men også at Hans Christian skal se at komme op til overfladen igen og fortælle eventyr. Og 'opkraften' inde i os skal nok klare den sag!

Hans Christian vil alligevel prøve sine ords kraft og forsøger for en sidste gang at få rektor Meisling til at græde. Meisling nægter hårdnakket, at han græder, men Hans Christian er nu så selvsikker, at han kan sige, at Meisling i hvert fald burde græde over de smukke ord! De skilles for altid med Meislings afskedshilsen: "Gå ad helvede til"!

Hans Christian bliver digter og modtager stort bifald i teatret. Den gamle digter har fortalt sin historie til ende og anråber Tuk. Da sygeplejersken tager hans puls og konstaterer, at den er svag, svarer han, at den er stærk, og 'opkraften' løfter hånden mod himlen!

JONAS COLLIN

"Teaterdirektionen overlod det til den økonomiske direktør, Jonas Collin - hvis egentlige embedsområde var finansdeputationen - at gennemføre forslaget om at lade H.C. Andersen gennemgå latinskolen. Som en af Frederik VI's nærmeste rådgivere udvirkede Collin, at H.C. Andersen kunne få "fri", dvs. gratis, skoleundervisning, ligesom han skaffede ham en flerårig understøttelse fra "Fonden ad usus publicos" til dækning af hans leveomkostninger i skoletiden. "Fra den tid netop skriver sig mit første bekendtskab med den mand, der siden gennem årene er blevet mig en kærlig fader … jeg behøver kun at nævne mandens navn, og hele det ældre slægtled ved, hvad han har virket og gjort i statens tjeneste til gavn for det hele og den enkelte" ("Mit livs eventyr")". (Niels Oxenvad: "H.C. Andersen - et liv i billeder").

OBERSTLØJTNANT HØEGH-GULDBERG

"Chr. Høegh-Guldberg blev efter syvårskrigens afslutning ansat ved det fynske regiments lette dragoner som næstkommanderende. Den dygtige og meget krævende officer bragte sit regiment frem til at blive et mønsterregiment. Han havde imidlertid også interesser uden for sit fag, interesserede sig seriøst for videnskab, kunst og litteratur og var formentlig den første i Odense, som havde forståelse for fattigmandsbarnet H.C. Andersens usædvanlige begavelse. "Blandt de mange, til hvem jeg kom, var oberst Høegh-Guldberg den, der med sin familiekreds viste mig den mest sande deltagelse" ("Mit livs eventyr"). Også under Andersens skoleår i Slagelse såvel som siden hen viste Høegh-Guldberg ham en faderlig interesse, ligesom H.C. Andersen gentagne gange var gæst i Høegh-Guldbergs hjem" (Niels Oxenvad: "H.C. Andersen - et liv i billeder").

P.F. WULFF OG HENRIETTE WULFF

"Søofficeren P.F. Wulff var også lidt af en digter og dertil kendt som en god oversætter. Han oversatte bl.a. Shakespeare og Byron til dansk. Hos ham havde H.C. Andersen selv introduceret sig i teaterårene. Ud af denne kontakt udviklede sig et livslangt venskab mellem ham og familien Wulff, specielt med datteren Henriette og sønnen Christian. Forholdet til forældrene var ikke altid godt. P.F. Wulff behandlede Andersen overlegent, og fru Wulff, som rigtignok tog sig moderligt af Andersen i skoletiden og korresponderede flittigt med ham, kunne som regel ikke afholde sig fra at formane og opdrage den ungen Andersen. "Denne familie var den første af alle, der modtog mig, som var jeg deres egen; jeg havde her et lykkeligt hjem" ("Mit livs eventyr")". (Niels Oxenvad: "H.C. Andersen - et liv i billeder").

Romantik kommer af ordet 'romansk', som stammer fra de drabelige ridderromaner, der var skrevet på det romanske folkesprog. Det romantiske var altså noget, det stod i bøgerne, og som ikke passede med virkeligheden. Også i dag bruger vi ordet om ukonkrete følelser og drømme om kærlighed og længsel.

Fælles for romantikerne er, at de søger ind i sig selv under sloganet: „Hvad udad tabes, skal indad vindes!“ Romantikken kan ses som en reaktion på den udadvendte rationalisme, der prægede oplysningstiden. Her dyrkede man fornuften og ville lave verden om. Men i romantikken forholdt man sig tvivlende over for menneskets evne til at skabe den bedste af alle verdener og søgte i stedet indad mod følelserne og det sjælelige for dér at finde en dybere mening med tilværelsen.

Et af hovedtemaerne i romantikken var splittelsen mellem realiteter og idealer – virkelighed og drøm. Målet for kunsten var at nå frem til en sammenhæng, der er dybere end den, som overfladen umiddelbart afslører. Den dybere sammenhæng kan ikke nås gennem fornuften alene, men derimod gennem følelse, intuition og anelse.

Universalromantikken:

Romantikken kom til Danmark fra Tyskland via den dansk-tyske naturforsker Henrich Steffens, der forelæste i Danmark i 1802 og inspirerede en række digtere. Grundtanken i Steffens’ filosofi var, at alt dybest set hænger sammen. Selv var han naturvidenskabsmand med speciale i magnetisme. Men hans grundfilosofi var, at der bag naturens fænomener ligger en skjult 'åndelig enhed'. I bund og grund er menneske og natur forbundne ligesom alt levende. Steffens opfattede verden som en altomfattende organisme (krop), og derfor kaldes romantikkens første periode for universalromantikken. Netop organismetanken var grundlæggende for romantikken, og den kom til udtryk i den unge Adam Oehlenschlägers Digte 1803. I denne digtsamling udfolder Oehlenschläger den romantiske filosofi i en række digte, bl.a. i Guldhornene.

Universalromantikken er kendetegnet ved:

• En oplevelse af dyb samhørighed mellem menneske og natur - og gerne i storslået og vild natur.
• Ideen om altings sammenhæng og forbundethed: organismetanken.
• Genstande, ting og sager i teksten bliver brugt som symboler på en romantisk idé: alting hænger sammen - planter, dyr og menneske.
• Samhørighedsfølelse ofte ved skrumringstid, og kun for dem, der ikke tænker på penge og dyrker fornuften.
• Idealet er det uspolerede og åndelige.
• Det er ikke social status, der betyder noget for hvor meget du er værd, når bare sindet er åbent og hjertet rent.

Nationalromantikken:

Danmark kom skidt ud af Napoleonskrigene (1799-1815), fordi landet holdt med Napoleon, der tabte, og kæmpede mod englænderne, som vandt. I 1807 blev København bombarderet, og englænderne tog den danske flåde. Ved Kielerfreden i 1814 måtte Danmark tilmed afgive Norge, og som om det ikke var nok, gik landet bankerot. Statskassen var tom. Ved den efterfølgende pengeombytning fik de fleste konsekvenserne at føle, for med ét slag var den danske krone pludselig kun 16 øre værd! Oven på disse begivenheder var det ikke sært, at de danske digtere vendte sig indad og samledes om det nationale, der i øvrigt kom på mode over hele Europa i kølvandet på Napoleonskrigene.

Inspirationskilden er den tyske historiefilosof Herder, der mente, at ethvert folk og enhver periode er præget af en særlig ånd. I nationalromantikken forsøgte man at formulere en særlig 'danskhed'. I forsøget på at finde de danske rødder oversatte præsten N.F.S. Grundtvig Saxos Danmarkskrønike fra latin til dansk, og hans søn Svend Grundtvig (1824-83) og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) begyndte at indsamle folkeviser og folkeeventyr. Målet var at fortælle folkets historie og finde folkets sprog og fortællinger.

I samme periode udskrev man en konkurrence om at skrive en nationalsang, som Adam Oehlenschläger efter en skandaleagtig afgørelse vandt med Der er et yndigt land (1819). I den officielle konkurrence vandt den totalt ukendte Juliane Marie Jessen, hvis sang forlængst er glemt, mens alle roligans kan første strofe af Der er et yndigt land. I tiden efter blev der skrevet en række andre fædrelandssange af danske digtere. Smukkest er I Danmark er jeg født af H.C. Andersen, skrevet i forbindelse med den 1. slesvigske krig 1848-50.