Når den der ejer noget, er subjekt (grundled) i sætningen, henviser man med sin:
Det gælder både hvis sin kommer før subjektet, og hvis sin kommer efter subjektet:
I disse sætninger er hhv. drengen, Søren, hun, pigen og Camilla subjekt, og da det er dem der henvises til, bruger man sin.
Hvis sætningen i stedet havde været:
– havde hendes ikke henvist til pigen, men derimod en anden person (som ikke optræder i sætningen). Der ville med andre ord have været tale om at pigen trak en anden persons cykel.
Bemærk, at når man henviser til noget andet end subjektet, bruger man aldrig sin, men hans/hendes/dens/dets/ens:
Man bruger også sin, når det subjekt man henviser til, ikke er en person - dens/dets kan dog også bruges:
Når det subjekt man henviser til, er ordet man, bruger man sin:
Derudover bruges sin også i visse faste vendinger, fx
Når subjektet ændres fra singularis (ental) til pluralis, bruges deres (jeres, vores) og ikke sin. Det hedder Vincent leger med sin hund, og Vincent og Amalie leger med deres hund. På samme måde som jeg leger med min hund, og vi leger med vores hund.
Dvs. at når det subjekt man henviser til, er 3. person pluralis, bruges deres – og ikke sin/sit/sine, fx
Der er en tendens til at bruge sin/sit/sine i denne type sætninger, især når sætningen er lang, og der er langt mellem subjektet og henvisningen (pronomenet). Tendensen er især stærk hvis objektet (genstandsleddet) er i pluralis. Sammenlign følgende eksempler med objekt i pluralis og singularis:
Efter hovedreglen er deres det korrekte i begge sætninger.
Indeholder sætningen også ordet hver, kan man bruge begge dele, både sin/sit og hans/hendes. Som hovedregel kan man bruge hver sin/sit når det substantiv (navneord) der kommer efter, står i singularis (ental), fx
Når det efterfølgende substantiv står i pluralis (flertal), bruges deres/vores/jeres, fx
Kilde: sproget.dk