Blade

Lys opfanges af blade. Blade er flade og tynde for at opfange mest muligt lys.

1 og 2: Overhudsceller (1. Kutikula) 3. Palisadevæv. 4. Svampevæv. 5. Undersidens overhud. 6. Spalteåbning. 7. Læbeceller. 8. Vedkar. 9. Sikar. 10. Ledningsstrenge

Overhudens øverste lag kaldes kutikula og består af voks. Den er ugennemtrængelig, så der ikke fordamper for meget vand fra planten (for så tørrer planten ud)

Lyset trænger ned i bladet.

Fotosyntesen foregår i palisadevævet, svampvævet og i læbecellerne.

Palisadevævet ligger under bladets overhud. Der er flest grønkorn i palisade­vævet. Derfor er det i palisadevævet, at det meste af fotosyntesen foregår.

Sikar (phloem) og vedkar (xylem) findes i ledningsstrengene. Ledningsstrengene ligger typisk i det øverste lag af svampevævet.

Vedkarrene bringer vand og uorganiske stoffer ind i bladet. Vedkar er opbygget af døde celler, hvor kun cellevæggen er tilbage. Cellevæggene i transportceller er forstærket med celluloselister, - ringe eller – spiraler. De enkelte transportceller er rimelig korte og er forbundet med hinanden ende mod ende, så de danner et slags rør.

Sikarrene bringer kulhydrat ud af bladet og ud i planten. Sikar består af levende celler. De er stakket ende mod ende og danner et slags rør lige som vedkarrene.

Luft kommer ind og ud af bladets spalteåbninger og cirkulerer i svampvævet. I luften er der kuldioxid (CO₂), som optages af grønkornene i cellerne. Gennem fotosyntesen producerer grønkornene ilt (O₂), som kan flyde ud af spalteåbningerne.

Læbecellerne kontrollerer især, hvor meget vand, der må forlade planten. De åbner og lukke for spalteåbningerne ved hjælp af vandtryk.

Transpiration: når vand fordamper fra bladene.

Når vand fordamper fra bladene, dannes et undertryk i bladene og der suges nyt vand ind fra rødderne. Med denne proces suges der også nye næringsstoffer op fra rødderne.