Når vi taler om livets udvikling, er der ikke tale om viden. Der er tale om en eller flere teorier. Viden har vi, når vi kan bevise noget eller vise noget frem – noget der er sikkert. Vi må bruge teori, når vi kun har levn som forhistoriske fund. En god teori er en teori, der forklarer mest muligt på den enkleste måde.
Videnskab er anderledes end religion, for godt nok bygger de begge på tro, men i religion må der ikke være nogen ændring på den tro, man er kommet frem til – det må der godt indenfor videnskab.
Vi forestiller os, at jorden er 4,6 mia. år gammel. Med tiden fik Jorden en fast skorpe. Der var mange vulkaner. Atmosfæren bestod af nitrogen (N), vanddamp (H2O), brint (H2), kuldioxid (CO2), kulmonoxid (CO), metan (CH4), ammoniak (NH3) og svovlbrinte (H2S). Ursuppen – det oprindelige vand – bestod af svovl. Jorden blev ramt af radioaktiv stråling indefra kernen, ultraviolette stråler fra Solen og lyn.
I 1953 viste Stanley Miller, at tilsætter man en blanding med kemiske stoffer, som dem i ursuppen, kraftig elektriske gnister, der ligner datidens lynnedslag, opstår forskellige organiske stoffer som aminosyrer (som proteiner er lavet af).
I dag kan man også vise, korte RNA-stykker kan kopiere sig selv. Man mangler dog at vise, hvordan RNA og DNA (en videreudvikling af RNA) opstod.
Teorien er nu, at de molekyler i ursuppen, som klarede sig bedst, optog flest andre stoffer. Når de gik i stykker, kunne stumperne vokse videre og på den måde blev der flere og flere. Efterhånden opstod en konkurrence mellem molekylerne om det stof, de var afhængige af. Der opstod med andre ord en kamp på overlevelse på mad og energi.
Hvordan cellen opstod, ved man ikke, men med cellen fik molekylerne bedre beskyttelse af deres stoffer.
De ældste organismer lignede bakterier. De levede af formodentlig af svovlforbindelser eller kvælstofforbindelser i ursuppen.
For omkring 3,5 mia. år siden udvikledes bakterier, der kunne omdanne uorganisk stof til organisk stof ved hjælp af solens energi. Sådan en proces kaldes for fotosyntese. Formlen på deres fotosyntese er:
CO2 + 2 H2S + solenergi → (CH2O) + 2 S + H2
Formlen siger, at af kuldioxid og svovlbrinte og energi lavede de kulhydrat (organisk stof, der indeholder energi) samt restprodukter svovl og brint.
For 2,8 mia. år siden var der nogle andre bakterier, der i stedet for svovlbrinte brugte vand. Deres fotosyntese var:
6CO2 + 6 H2O + solenergi → C6H12O6 + 6O2
Her kapsles solengien ind i en anden type kulhydrat, C6H12O6. Restproduktet ilt blev sendt ud i havet og her bundet til jernmineraler. Men efterhånden blev der så mange bakterier, der brugte denne type fotosyntese, at de producerede mere ilt end der kunne optages. Ilten bredte sig i atmosfæren. Mange organismer bukkede under – for dem var ilten det rene gift, men nogle muterede og klarede sig og i dag er der kun få organismer, der lever i iltfrie lommer, som f.eks. på bunden af visse søer.
De bakterier, der kunne leve med ilt, udviklede et system, hvor de ved hjælp af ilten frigav den energi, der var bundet i kulhydratet. Det kaldes respiration og er den omvendte proces af fotosyntesen:
C6H12O6 + 6O2 → 6CO2 + 6 H2O + energi
Restproduktet er vand og kuldioxid, som så sendes ud i atmosfæren.
Stort set alle organismer skaffer sig energi ved hjælp af respiration, som sker i cellernes mitochondrier. Mitocondrier var oprindeligt selvstændige bakterier, der blev opslugt af større bakterier. Der er nu udviklet en symbiose mellem mitocondrier og celler. Mitocondrierne giver energi og får i stedet føde og ilt af cellerne.
Oprindeligt var der kun prokaryoyter, dvs. celler uden cellekerner. De var de første levende væsener og opstod altså ca. 3,6 mia år siden. Med tiden udviklede sig eukaryoter, dvs. celler med cellekerne. De kom til for 1,6 mia. år siden. Omkring 700 mio år siden gik celler sammen i cellekolonier, der udviklede sig til flercellede organismer.