Et af TV-fakta og visse dokumentarformers vigtigste element er "visual proof" indstillingerne, der giver genren dens legitimitet i forhold til aspektet omkring genredogmet; virkelige mennesker, virkelige begivenheder og virkelige locations. Et vigtigt æstetisk aspekt er i den forbindelse, at optagelserne oser af en form for autenticitet, som betyder, at håndholdte, slørede, underbelyste etc. indstillinger er et element, der styrker afsenderens troværdighed.
Elementet af råhed og enkelthed (ofte kun en enkelt eller to indstillinger) kombineret med ofte overraskende indhold i de medvirkendes ageren gør denne form for videoer til den perfekte teaser til en uddybende artikel eller står med sit fascinerende indhold mere eller mindre for sig selv. Under overskriften: "Du gætter aldrig, hvad der sker" kommer disse videoer til at fungere som "click bait", idet de inviterer deres publikum til at dele indholdet.
Netop den store anvendelse af autenticitetsmarkører gør også genren sårbar overfor at blive udnyttet i forhold til web-baserede mediers store svøbe; Fake News. Alle der har beskæftiget sig med produktion af video ved alt for godt, at det ikke er nogen sag at lave dårlige billeder samt dårlig lyd, hvilket altså kan udnyttes til at få modtagerne til at tro, at dette element borger for autenticitet og dermed blokerer for den kritiske sans omkring afsenders motivation, intention og præsentation. Når optagelserne ligner lort må de således være ægte. Det er derfor vigtigt at både seeren, men også den part, der kuraterer videoen udviser forsigtighed i forhold til at tjekke videoens ophav.
I det første eksempel er der dog ingen tvivl om, hverken ophav eller afsender, da det er et klip fra en debat i Europaparlamentet, som er vist på TV2. Der er derfor tale om almindelig news footage, som opnår sit eget liv, da indstillingen kan læses uden for kontekst, idet skideballen og styrken i den aflevering er både overraskende og fascinerende.
"Visual proof" elementet er helt centralt i det næste eksempel, som stammer fra sagen i Köln i, som udspandt sig nytårsaften 2016, hvor en gruppe asylansøgere tilsyneladende forulempede unge kvinder omkring byens banegård. Selv om det er rigtig svært at få øje på overgrebene, var videoerne centrale i den debat, som efterfulgte hændelsen og viser, at selv meget svag visuel dokumentation kan anvendes til at validere en debat. Man kan påstå, at billederne kunne være taget hvor som helst, da de fleste nytårsfejringer i en storby ser sådan ud, når den vises i overvejende totalbilleder med svag eller tilfældig bearbejdning. Den seneste debat om overlagt farlig afskydning af nytårsfyrværkeri i Danmark i 2019 kunne sagtens være blevet ledsaget af lignende billeder, hvilket jo også er det objektivt væsentlige aspekt i ovenstående dokumentation.
Man kan med udgangspunkt i disse overvejelser påstå, at kravene til dokumentation hentet fra nettet og som er optaget af privatpersoner ikke kommer gennem det samme filter, som hvis det havde været fra en professionel og kurateret nyhedskilde. På den anden side er de politiske implikationer af hændelsen lige så gennemgribende og alvorlige - hvis ikke større, da optagelserne tages til indtægt for dokumentation af hændelser, der ikke kan verificeres direkte ud fra det viste. Nyheden er som sådan ikke "Fake News", da den givet kan verificeres, men selve begivenhederne kan læses eller fremstilles efter afsender- og modtagers behov for en bestemt virkelighedsopfattelse.
I den mere lette ende af skalaen er der den kæmpe mængde af sportsvideoer, hvor hele intentionen er at give seeren den kortest mulige opdatering på de seneste begivenheder, idet man klipper højdepunkter fra vigtige kampe sammen. Sporten har altid levet i et isoleret felt i nyhedsformidlingen, da alle begivenhederne fra denne front er arrangerede og resultaterne forudsigelige med forbehold for, hvem der vinder eller taber. Vi er i den forbindelse ovre i afdelingen for let fordøjelig fascination og resultatservice for den interesserede.
Visse videoer kan være både uaktuelle og uvæsentlige og opfylder det samme fascinations- eller sensationskriterie, som man som seer får opfyldt, når man ser "hjemmevideoer" eller overvågningsbilleder, hvor et eller andet går galt eller hvor mennesker viser grænseoverskridende adfærd. Selve indholdets absurditet er det attråede element hos såvel seer som afsender og er uafhængig af tid og rum, idet klippet kan anvende igen og igen og er ganske umuligt at verificere.