I det følgende vil vil vi behandle faktaudsendelser, som er typiske for tv-mediet. De enkelte undergenrer udmærker sig ved, at de for en stor dels vedkommende mere eller mindre direkte kan henføres til de dokumentargenrer, som allerede er blevet gennemgået. Men på visse områder kan man også sige, at de adskiller sig væsentligt.
Den største forskel på dokumentarfilm og deciderede tv-fakta produktioner er den historiske dimension i genrernes udbredelse. Således er dokumentarfilmen vokset ud af et mere kunstnerisk og liberalt miljø, mens tv - i hvert fald i Danmark - traditionelt set har været under skarp politisk kontrol. Modsat af, hvad det lyder som om, har den politiske kontrol været en garanti for at demokratiet er blevet tilgodeset i tv-mediets verden. I Danmark var der således op til 1988 et decideret monopol, hvor al væsentlig nyhedsformidling på TV var domineret af Danmarks Radio, der blev finansieret af licens, som alle med en radio eller et tv skulle betale. Med fremkomsten af TV2 samme år fik DR konkurrence og TV2 var delvist finansieret af reklamer, men dog også fortsat af licensmidler. For begge stationer gjaldt det, at de var underlagt en Public Service kontrakt, hvor det i den nyeste udgave bl.a. fremgår.
"Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie. DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt afhele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark." (Kilde: https://kum.dk/fileadmin/_kum/2_Kulturomraader/Medier/DR/Public_service-kontrakt_for_DR_2024-2026.pdf)
Public service begrebet blev skabt, fordi man bekymrede sig om, hvorvidt alles interesser (politiske, sociale, religiøse etc.) blev tilgodeset af det nationalt dækkende tv. Man formulerede derfor eksplicit nogle regler omkring alsidighed for det nationale tv, hvilket sidenhen også i noget mindre grad er blevet normen for de mere kommercielle tv-stationer. Bortset fra nogle få lokale eksperimenter har der således i Danmark aldrig været grobund for tv-stationer, som er kontrolleret af specifikke religiøse eller politiske interesser. I dag er det kun DR og TV2's regionalprogrammer, der er underlagt ovenstående.
I forbindelse med behovet for at lave public service tv har man været meget optaget af, at udsendelserne ikke måtte blive beskyldt for at have en politisk slagside, hvorfor objektivitetsbegrebet mere eller mindre er en æressag i traditionel tv-produktion. Det vil sige, at afsenderen undertrykker sin egen holdning til stoffet og at alle parter i en sag skal have ret til at give deres holdning til kende. Man vælger således at prioritere journalistikken over den kunstneriske og subjektive indfaldsvinkel, som er basen for dokumentarfilmen.
Ud over anstrengelserne for at gøre sin dækning så objektiv som muligt opererer man i mange tv-fakta programmer også med de journalistiske nyhedskriterier, der sætter nogle krav til den udvælgelse af historier, som man skal fortælle til sine seere.