»Oplysende indhold baseret på dokumenterbar og illustrerbar almenviden. Det illustrerende faktaprogram baserer sig på at give sin seer oplysende indhold, der er baseret på dokumenterbar og illustrerbar almenviden. Almenviden er et lidt mudret begreb, men dækker vel dybest set over viden, som er på et "nice to know" niveau i modsætning til "need to know". Vi bruger denne viden til at gøre os interessante i sammenhænge, hvor vi mødes med andre mennesker og skal dele oplevelser, som ikke nødvendigvis er funderet i vores egen professionelle og personlige praksis, men ønsker at mødes omkring et såkaldt "fælles tredie", der som udgangspunkt er holdningsneutralt. Folk, der besidder en stor almenviden, kan ind i mellem betegnes som; "keen collector of useless facts"
Den bærende idé er altså et præsentere sin seer for ukendt viden, der giver indsigt udsyn og overblik, men ikke på et dybere professionelt eller personligt niveau. Det er derfor nødvendigt, at historierne skal være spændende fortalt og i høj grad vække seerens behov for fascination på bekostning af information og identifikation. Man lukrerer derfor på seerens positive forforståelse af genrens foretrukne indhold. Meget af indholdet baserer sig på emner, der er taget fra genstandsområder, naturvidenskab og historie, der begge indeholder næsten uudtømmelige kar af viden og fortællinger med et stort potentiale for illustrerbar fortælling.
Mange af emnerne er fjerne, fremmedartede og fantastiske og egner sig til at blive fortalt inden for rammerne af myter og fabler, idet de adskiller sig fra den dagliglivshistorie, som vi normalt forbinder fakta- og dokumentargenren med. For selv om rammerne for historien udgøres af dokumeterbare observationer adskiller universet sig markant fra vores egne dagliglivs erfaringer, da de medvirkende befolker eksotiske universer fra dyreriget eller fjerne historiske epoker, som gennem fortællingen vækkes til live.
Fortællemåden er didaktisk, da vi underordner os den episke fortællers orden. Vi møder fortællingen med den "willingly suspension of disbelief", som vi kender fra fiktionens verden og accepterer, at vi træder ind i en verden, hvor vi guides af eksperter, hvis viden og dagsorden er ubesmittet af undergravende motiver. En seerholdning, som bl.a. kan bruges til at forklare, hvorfor det i det aktuelle medielandskab med en stadig stigende mængde af svagt kuraterede afsenderplatforme er så nemt at slippe afsted med at iscenesætte fake news og diverse konspirationsteorier, som det er tilfældet her.
I den klassiske form er den illustrerende dokumentar dog befolket af pålidelige, troværdige og autoritative fortællere - enten i form af tilrettelæggeren selv elller en skuespiller med en overbevisende stemme, der udlægger programmets tekst for os i form af "Voice of God" eller "Voice of Authority". Fra naturvidenskabens verden kender vi briten, David Attenborough, som i en menneskealder har taget BBC og resten af verdens seere med til eksotiske egne og fortalt spændende historier fra naturen og dyrenes verden. I Danmark er skuespilleren, Lars Mikkelsen, nærmest blevet synonym med formidling af vort lands- og folks historie.
Den didaktiske form kender vi fra nyhedernes verden, hvor værten og journalisterne bryder den fjerde væg og henvender sig direkte til seeren, men i modsætning til nyhedernes verden spiller man i højere grad på etos og patos i formidlingen af stoffet, idet man også i især historiske programmer kan ty til at iscenesætte de begivenheder, der er genstand for fortællingen. det er dog også ofte tilfældet, at man anvender mere anonyme trediepersonsfortællere, der ikke optræder direkte på skærmen, men nøjes med at fortælle om han, hun, den og det.
Den anvendte dramaturgiske model er bølgemodellen, hvis faktabuer ofte spændes op omkring episodiske segmenter i fortællingen, der er båret af sound bites, det fortælleren/værten bryder ind og slår en krølle på de enkelte episoder, men med kortere fokuserede aktanthistorier, der følger berettermodellen. Man ser f.eks. - især i dyreprogrammer, at man forsøger sig med en mere linær fortælling, der ligner berettermodellen, idet man ud over at skabe identifikation mellem de medvirkende dyr og seeren - bl.a. ved at navngive de medvirkende dyr - også beskriver dem i forbindelse med et forløb, hvor de støder på fremdriftskomponenter som forhindring, komplikation og tidsfrist. Et eksempel på dette kunne være at følge en løvemor og hendes unger i deres kamp for at nå frem til vandhullet eller nedlægge et bytte, som kan sikre familiens overlevelse. Man benævner ofte denne fortælleform som "disneyficering".
Det illustrerende faktaprogram har rødder direkte tilbage til den klassiske fortællende dokumentar.
Fokuspunkter:
» Oplysende indhold baseret på dokumenterbar og illustrerbar almenviden
» Bærende idé - ukendt viden, der giver indsigt udsyn og overblik
» Det skal være spændende fortalt - fascination
» Meget naturvidenskab og historie
» Emnerne er det fjerne og fremmedartede og fantastiske - myte, eventyr og fabel
» Fortællemåde: didaktisk, der underordner sig den episke fortællers orden
» Den bærende fortæller er en gennemgående speak - alvorlig, autoritativ, troværdig - sjældent tilrettelægger, der speaker - men kendt stemme -Richard Attenborugh
» Fortæller er som nyhedsvært
» Fortælleform - bølgemodel -
» Men med kortere fokuserede aktanthistorier, der følger berettermodellen