Den klassiske dokumentarfilm baserer sig på den retoriske konstruktion, hvor publikum får forklaret en sag. Vi skal således ikke kun opleve virkeligheden, men også lære noget nyt og vedkommende. Genren baserer sig på en tydelig fortæller, der enten er skjult for publikum (ikke diegetisk), men fungerer som en slags voice of god - altså en autoritativ fortællerstemme (eller tekst), der tiltaler publikum direkte, idet sagen er fremstillet i tredie person og handler om ham, hun, den eller det. Fortælleren kan alternativt fungere som en deltager i selve filmen (diegetisk) og kommer til at medvirke som en voice of authority.
Grundlaget for fortællerens rolle baserer sig på de retoriske appelformer, etos, logos og patos og forholder sig i høj grad til, hvilket ærinde man som afsender har med sin film.
Den etosbaserede dokumentarfilm læner sig op ad eksperter eller personer, som på en eller anden måde udstråler stor autoritet inden for et begrænset område. Det er derfor et vigtigt aspekt, at de medvirkende enten er kendte af publikum, eller at de præsenteres med baggrund i deres faglige udgangspunkt. I den mere moderne form produceres programmerne til tv og den engelske public service kanal BBC er kendt for disse film, hvor bl.a. David Attenborough /Youtube er blevet et kendt og troværdigt ansigt gennem et utal af programmer.
Den logosbaserede dokumentar fungerer på samme måde, men her er de medvirkende eksperter afløst af den førnævnte voice of god, som er så overbevisende, at publikum ikke bruger tid på at være skeptiske overfor faktakontrakten omkring anvendelsen af virkelige mennesker og begivenheder. Selvsamme BBC er ligeledes storleverandør af disse film med bl.a. en serie som "Den Blå Planet" som eksempel. En måde at styrke troværdigheden er, at man ud over selve produktionen også producerer en "behind the scenes", hvor publikum inviteres til at se, hvordan tilblivelsen af programmet foregår.
Som oftest blandes etos og logosformen, idet man både anvender voice of god samt inddrager eksperter eller erfaringsvidner, som styrker den overordnede fortællers autoritet. Hvis man keder sig om eftermiddagen er en kanal som DR K fyldt med udsendelser om 2. verdenskrig, der baserer sig på denne fortælleform.
Den patosbaserede dokumentarfilm er ofte blevet omtalt i et mere problematisk lys, idet den ikke taler til publikums fornuft, men i højere grad vil i kontakt med deres følelser. Filmene bliver ofte omtalt som propagandafilm, idet de ukritisk og ensidigt formidler et f.eks. politisk budskab. En af de mest berømte film i denne kategori er den tyske instruktør, Leni Riefenstahls film om det nazistiske partikonvent i 1934, som fungerer som en hyldest til Føreren, Adolf Hitler, der dyrkes som en afgud. selv om det politiske budskab er dybt problematisk anses "Triumph des Willen" (1935)/Youtube fortsat som et af filmhistoriens væsentligste værker.
En anden mere moderne instruktør, Michael Moore, beskyldes også for at bedrive propaganda i f.eks. hans hovedværk "Bowling for Columbine" (2003)/Youtube, idet hans stil umiddelbart ligner den etos/logosbaserede dokumentar, mens den retoriske konstruktion giver autoritet til holdninger som er meget kontroversielle. Det er således vigtigt at publikum ikke ukritisk labber argumentationen i sig, men også stiller spørgsmål til, om faktakontrakten overholdes. Når dette er sagt er det også vigtigt at fastslå, at Michael Moore benytter sig af enhver tilgængelig form for virkemiddel, og at hans film snarere hører til i den kategori, som kaldes den interaktive dokumentar.
Den klassiske dokumentar baserer sig på følgende centrale teser:
»Autoritativ formidling – ”Voice of God”
»Orienteret omkring en central fortællestemme, der fortæller i neutral tredjepersons-form.
»Fortæller optræder enten ikke diegetisk (voice over) eller diegetisk (speaker/vært i billede)
»Billedet underordner sig argumentationen
»Iscenesættelsen er dog fortsat massiv
»Der anvendes de tre appelformer etos, patos og logos
»Etos: De medvirkende er eksperter, som gennem deres viden giver filmen en høj grad af troværdighed
»Patos: De medvirkende er væsentlige personligheder, der kan adressere publikums følelser (propaganda)
»Logos: De medvirkende iscenesættes i et troværdigt og genkendeligt miljø