I den refleksive dokumentar er interessen i filmen flyttet fra indholdet til formen, idet filmene beskæftiger sig med processen omkring produktionen af filmen. Man kan sige, at instruktøren går meta - altså laver en film om filmens tilblivelse. Forbilledet for denne undergenre er den sovjettiske instruktør, Dziga Vertov, som i 1929 lavede filmen "Manden med kameraet",/Youtube som er en eksperimenterende fortælling om vilkårerne for en films tilblivelse.
I sin rene form er genren ikke særlig interessant, men det er efterhånden blevet et velkendt greb i dokumentarfilm, at seeren involveres i processen omkring filmens fremstilling. Der opstår således dramatiske situationer under optagelserne omkring filmholdets ret til at være til stede, som sidenhen medvirker til at skabe suspense i den færdige produktion, eller instruktøren eller en af hans medvirkende kan komme i tvivl om filemens berettigelse og inddrage optagelser af disse situationer i den færdige film, hvilket bl.a. forekommer i "Det Røde Kapel", hvor en af de medvirkende, den spastisk lammede Jakob, får nok af instruktøren, Mads Brüggers, manipulationer.
Undergenren giver således mening i en postmodernistisk sammenhæng, idet en af grundpillerne i begrebet, postmodernisme, er metareflektion. Det postmoderne publikum vil ikke bare følelsesmæssigt forføres af en film, men har også et behov for at intellektuelt forstå, hvorfor instruktøren gør, som han gør. Nydelsen ved mediet er altså at diskutere den forforståelse, som præmissen for produktionen hviler på. Vi vil som publikum ikke kun blive klogere på filmenes indhold, men også på deres form.
At bryde den 4. væg kaldes i teatersproget for "verfremdung" og går ud på, at man ud over at påvirke publikums følelser også rusker til deres intellekt, idet en skuespiller frem for at spille teater overfor sine medspillere pludselig henvender sig direkte til publikum for at diskutere sin rolle.
Formen kan være rå med optagelser fra andre kilder end "det professionelle kamera". Mobiltelefoner tager så gode billeder, så man kan blive nødt til at gøre sine indstilinger "ringere" for dermed at fremhæve autenticiteten i metafortællingen. Man kan også, som i "Reunion" gå i en helt anden retning og udnytte metadelen til at arbejde med velkoreograferede indstillinger, der til forveksling ligner den bearbejdning med virkemidler, som man er vant til fra fiktionens verden.
De Centrale teser i den refleksive dokumentar er:
»Instruktøren går meta
»Dokumentaren kommer til at handle om filmens tilblivelse
»Udgangspunktet er postmodernismen, hvor man fremelsker filmisk ”verfremdung”
»Er genren overhovedet det den giver sig ud for – en spejling af virkeligheden
»Foregribes i ”Manden med Kameraet” 1929