Med en tiltagende brug af sammenblanding mellem fakta og fiktionskoder samt brug af skuespillere, rekonstruktioner eller iscenesættelser er dokumentarfilmen nået til et punkt, hvor de centrale dogmer -virkelige mennesker og begivenheder udfordres.
Den danske instruktør, Jon Bang Carlsen, begyndte allerede i 70'erne at arbejde med et begreb, som han kaldte "iscenesat dokumentarisme" eller "reinventing reality"/Youtube, hvor virkelige personer i forsøget på at forklare deres livssituation medvirkede i iscensættelser med replikker formuleret af instruktøren og avancerede filmiske forløb.
i den svenske film "The Reunion" (2013)/Youtube af Anna Odel går instruktøren i clinch med sin egen personlige historie om mobning, idet hun efter ikke at være inviteret til sin gamle klasses reunionparty selv iscenesætter begivenheden med skuespillere. Festen slutter katastrofalt og siden konfronterer hun sine "virkelige" klassekammerater med disse optagelser. Hvad hun undlader at fortælle publikum er, at også denne del af filmen er iscenesat med skuespillere, således at den virkelige konfrontation er lige så konstrueret som filmens første del.
I den oscarnominerede danskproducerede "The Act Of Killing" (2012) fortæller instruktøren Joshua Oppenheimer historien om et folkemord i Indonesien i 1960'erne. Men i stedet for at gøre det med udgangspunkt i ofrenes historie, får han fat i en af bødlerne og lader ham bl.a. medvirke i genindspilninger af forbrydelserne - såkaldte "reenactments". Du kan læse mere om filmen her
Ligesom det kan være svært at se grænserne mellem de enkelte undergenrer i dokumentarfilmen, er det altså tiltagende vanskeligt at trække grænserne mellem virkelighedens og fiktionens verden.
De centrale teser for den performative dokumentar er:
»I familie med den poetiske dokumentar, da den er meget afhængig af instruktørs og medvirkendes fortolkning af virkeligheden
»Iscenesat dokumentarisme, hvor det er den medvirkende eller instruktørens virkelighedsbillede, der bringes videre til publikum
»Hvis det repræsenterer den medvirkendes opfattelse af virkeligheden – er det sandt - også selv om virkeligheden kun foregår i dokumentaristens hoved!
»fortælling med mange filmiske virkemidler – kan til forveksling ligne en spillefilm
Ovenstående skema er fra Schmidt, Kaare, "Film", Gyldendal 1995, og illustrerer fortællerens position på film. I relation til den performative dokumentar giver det mening at være opmærksom på den nederste position, den subjektive fortæller, hvor synspunkt og fortælletid alene eksisterer i fortællerens bevidsthed og dermed objektivt set må anses for at være utroværdige, men jo er et udtryk for den "virkelighed", som fortælleren oplever, idet man dermed accepterer, at der eksisterer et abstraktionsniveau i dokumentar, som ikke manifesterer sig i den fælles, "objektive" virkelighed.