Det afdækkende faktaprogram låner i høj grad sine genremarkører fra den observerende dokumentar. Men mens den observerende dokumentar ind i mellem har en nærmest poetisk tilgang til sit materiale og ønsker at vise skønheden og poesien i det levede liv, så er meningen med det afdækkende faktaprogram ofte at beskrive og kommentere aktuelle politiske og sociale temaer, idet man jvf. de journalistiske kriterier ønsker at skabe en debat om samfundet og bearbejde seerens holdninger.
Programmet bliver til ved et ofte langt produktionsforløb, hvor tilrettelægger fotograf og lydfolk gennem deres tilstedværelse ønsker at påvirke de medvirkendes ageren så lidt som overhovedet muligt. Materialet består defor udelukkende af sound bites, og den endelige strukturering af programmet foregår i redigeringsrummet, idet processen på baggrund af det omfattende materiale er endog længere end selve optageprocessen.
I eksemplet her følger man den tidligere borgmester i Farum og folketingsmedlem, Peter Brixtofte, under den retsag, hvor han prøver at undgå at blive dømt for omfattende anklager for korruption. Hovedpersonens (tidligere) status står i kontrast til andre medvirkende i andre programmer inden for undergenren, idet man som ofte bruger platformen til at portrættere samfundets svageste borgere. Man har benævnt denne tendens, "socialpornografi", idet den dækker over, at de medvirkende er ude af stand til at vurdere konsekvenserne af at medvirke i denne type programmer. Modargumentet er, at målet helliger midlet, idet vi som seere bliver nødt til at se, hvordan livet er på den anden side af de sociale plankeværk. En måde at sikre de medvirkendes integritet samt sikre seerens identifikation er, at man tilføjer programmet nogle sync's, der giver de medvirkende en chance for at forklare sig, således som man ser i dette eksempel fra et program om psykisk udviklingshæmmede og deres bosted.
På de kommercielle tv-stationer har man gennem en senere årrække haft stor succes med at producere programmer som "De Unge Mødre", som man til dels også kan kategorisere som et afdækkende faktaprogram. Men i modsætning til det mere traditionelle valg af temaer i udsendelserne, synes det som om, at de unge kvinder i denne programserie først og fremmest medvirker for at udstille sig selv og sine tåbeligheder, idet budskabet i programmet ikke kalder på seerens solidaritet og samfundsengagement, men snarere indbyder til et billigt grin og en fælles forsikring om, at det er godt, at det ikke er mig, der er i den situation. Vægten er flyttet fra det holdningsbearbejdende til det rent underholdningsmæssige, omend man åbner døren på klem til -en for mange - ukendt social virkelighed.
Fokuspunkterne i forbindelse med det afdækkende faktaprogram kan beskrives således:
»Levet menneskeliv - oplevet virkelighed
»Ukendte, fremmedartede og overraskende sider af social eller personlig virkelighed
»Daglivshistorier!
»Bag facaden, ind under huden, under overfladen
»Cinema verité, free cinema - fluen på væggen
»Socialpornografi
»Bærende værdier er moralske og etiske spørgsmål - det specielle miljø har en almen menneskelig dimension
» montage frem for iscenesættelse»Fortællerrolle - nøgternt observerende - ikke autoritativ
»Antropolog - ikke dømmende
»Fortolkning baseret på - hvad vi ser og hører og hvordan
»Svag bearbejdning
»Fortællemåde - dramatisk og episk (lyrisk)
»Realsekvenser - sound bites
»Sjældent gennemgående, udenforstående fortæller
»Få tekster på skærmen
»Historiens struktur - aktantmodellen ofte med tragisk slutning - intet objekt til modtager