I 2.g skal du skrive din anden store opgave: Studieretningsopgaven (SRO).
Du skal aflevere en skriftlig opgave, og efterfølgende skal du præsentere din opgave mundtligt for dine lærere.
SRO’en er en flerfaglig opgave med to studieretningsfag. Opgaven bygger på et undervisningsforløb i de involverede fag.
I SRO-opgaven er der indeholdt 16 timers fordybelsestid, og du skal både arbejde med opgaven på skolen og derhjemme.
Den samlede karakter for den skriftlige SRO-opgave og den mundtlige SRO-præsentation indgår i årskarakteren i de to involverede fag, men kommer ikke til at stå selvstændigt på dit eksamensbevis.
at du får mulighed for at øve dig på SRP-eksamensopgaven, som du skal udarbejde i 3.g
at repetere og blive bedre til det, du lærte i DHO-opgaven
at inddrage basal videnskabsteori og overvejelser om faglige metoder vha. den videnskabelige basismodel
at lære at skrive et resume
at søge litteratur og materiale (ikke alle klasser)
at træne selvstændig faglig fordybelse i et relevant fagligt emne
at træne faglig formidling både skriftligt og mundtligt
at øve dig i at bruge dine lærere som vejledere
Gå i gang i god tid og sørg for at have ordentlig tid til alle tre faser:
Forarbejde: Du skal finde materiale, arbejde med en problemformulering, lave forslag til disposition, formulere centrale sætninger osv.
Skrivetid: I skrivetiden skal du udarbejde sammenhængende tekst med fodnoter, flytte rundt på afsnit og skrive afsnit om.
Rettetid: Du skal lave korrekturlæsning, formatere din opgaven, tjekke formalia.
Du skal turde at være sårbar og glemme ideen om, at din opgave skal være perfekt. Begynd hellere med at skrive noget halvdårligt end ingenting. Du kan altid rette til og forbedre.
Brug al den vejledning som dine lærere stiller til rådighed for dig og din klasse. Vær godt forberedt til vejledningerne. Din vejleder vil meget gerne hjælpe, men initiativet ligger hos dig. Jo mere du har forberedt dig på forhånd, jo mere kan du få ud af din vejledning.
Få en klassekammerat eller en anden til at læse korrektur på din opgave før du afleverer. Det kan virkeligt være en fordel at få friske øjne til at kigge på opgaven – de vil sikkert opdage noget, du ikke selv har overvejet eller som du har stirret dig blind på.
Sørg for at tage backup af din opgave undervejs i processen! Det sker desværre hvert år, at elever mister deres arbejde i dagene op til afleveringsfristen.
Gem din opgave tit – meget gerne i flere forskellige udgaver under forskellige dokumentnavne, sådan at du ikke mister hele din opgave, hvis uheldet skulle være ude. Du kan f.eks. løbende bruge funktionen ’Gem som’ i Word og oprette flere dokumenter undervejs: ”Foreløbig SRO 1”, ”Foreløbig SRO 2”, ... , ”Endelig SRO”.
Sørg for både at gemme din opgave lokalt på din computer og at lave en backup andetsteds. Brug en USB, en ekstern harddisk, en onlinetjeneste (OneDrive, Dropbox, Google Drev eller lignende), eller send dig selv mails med din opgave, mens du skriver den.