SRP-projektet

Hvad er SRP-projektet?

  • I 3.g skal du lave et eksamensprojekt kaldet Studieretningsprojektet (SRP).

  • Du skal aflevere en skriftlig eksamensopgave i foråret, og efterfølgende skal du i eksamensperioden præsentere dit projekt mundtligt ved en eksamen, hvor den ene af dine vejledere og en ekstern censor er til stede.

  • SRP’en er et flerfagligt projekt, hvor du selv vælger hvilke fag, der skal indgå.

  • Studieretningsprojektet skrives som hovedregel i to fag, hvoraf mindst et fag er på A-niveau og mindst et fag er et studieretningsfag.

  • Der gives én samlet karakter for SRP-eksamensprojektet (dvs. en helhedsvurdering af den skriftlige opgave og den mundtlige præsentation). Karakteren er en studentereksamenskarakter og tæller dobbelt i eksamensgennemsnittet.

Bedømmelseskriterierne ved SRP-projektet

Eleverne skal kunne:

  • afgrænse, formulere og begrunde en problemformulering på baggrund af en kompleks faglig problemstilling.

  • besvare en stillet opgaveformulering, således at der er overensstemmelse mellem opgaveformuleringen og opgavebesvarelsen.

  • planlægge og gennemføre en undersøgelse af en problemstilling med anvendelse af viden, kundskaber og metoder fra indgående fag.

  • demonstrere faglig indsigt og fordybelse ved a tbeherske relevante faglige mål i indgående fag og ved at sætte sig ind i relevante nye faglige områder.

  • udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder.

  • udvælge, bearbejde og strukturere relevant materiale.

  • gøre sig metodiske og basale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med behandling af en kompleks faglig problemstilling.

  • skriftligt formidle et fagligt område og beherske fremstillingsformen i en faglig opgave, herunder citatteknik, noter, kildefortegnelse, omfang og layout

  • mundtligt formidle et fagligt arbejde og de væsentligste konklusioner samt indgå i en faglig dialog herom.

  • Hvis studieretningsprojektet omfatter innovation, skal eleverne kunne udvikle og vurdere innovative løsningsforslag.

(fra Lærelan til SRP, stx, august 2017)

Gode råd til arbejdet med den skriftlige opgave

  • Gå i gang i god tid og sørg for at have ordentlig tid til alle tre faser:

      • Forarbejde: Du skal finde materiale, arbejde med en problemformulering, lave forslag til disposition, formulere centrale sætninger osv.

      • Skrivetid: I skrivetiden skal du udarbejde sammenhængende tekst med fodnoter, flytte rundt på afsnit og skrive afsnit om.

      • Rettetid: Du skal lave korrekturlæsning, formatere din opgaven, tjekke formalia.

  • Du skal turde at være sårbar og glemme ideen om, at din opgave skal være perfekt. Begynd hellere med at skrive noget halvdårligt end ingenting. Du kan altid rette til og forbedre.

  • Brug al den vejledning som dine lærere stiller til rådighed for dig og din klasse. Vær godt forberedt til vejledningerne. Din vejleder vil meget gerne hjælpe, men initiativet ligger hos dig. Jo mere du har forberedt dig på forhånd, jo mere kan du få ud af din vejledning.

  • Få en klassekammerat eller en anden til at læse korrektur på din opgave før du afleverer. Det kan virkeligt være en fordel at få friske øjne til at kigge på opgaven – de vil sikkert opdage noget, du ikke selv har overvejet eller som du har stirret dig blind på.

  • Sørg for at tage backup af din opgave undervejs i processen! Det sker desværre hvert år, at elever mister deres arbejde i dagene op til afleveringsfristen.

    • Gem din opgave tit – meget gerne i flere forskellige udgaver under forskellige dokumentnavne, sådan at du ikke mister hele din opgave, hvis uheldet skulle være ude. Du kan f.eks. løbende bruge funktionen ’Gem som’ i Word og oprette flere dokumenter undervejs: ”Foreløbig SRP 1”, ”Foreløbig SRP 2”, ... , ”Endelig SRP”.

    • Sørg for både at gemme din opgave lokalt på din computer og at lave en backup andetsteds. Brug en USB, en ekstern harddisk, en onlinetjeneste (OneDrive, Dropbox, Google Drev eller lignende), eller send dig selv mails med din opgave, mens du skriver den.