Vurdering af formidlingsopgaven

Hvordan vurderes en formidlingsopgave?

  • I vurderingen af formidlingsopgaven i SRP er det vigtigt at være opmærksom på, at den udarbejdede artikel er en del af bedømmelsesgrundlaget. Det betyder også, at artiklen tæller med i det samlede sideantal.

  • I vurderingen indgår de faglige mål for SRP, herunder som tidligere nævnt de faglige mål i dansk.

(fra Vejledning til Dansk i SRP, maj 2019)

Vurdering af elevens artikel

I vurderingen af artiklen kan indgå følgende faglige mål fra danskfagets læreplan:

    • udtrykke sig præcist, nuanceret og formidlingsbevidst mundtligt, skriftligt såvel som multi- modalt

    • anvende centrale skriftlige fremstillingsformer (herunder redegøre, diskutere, analysere, fortolke og vurdere) med formidlingsbevidsthed

Disse danskfaglige mål er helt grundlæggende i vurderingen af artiklen.

    • navigere, udvælge og forholde sig kritisk og analytisk til information i alle medier samt deltage reflekteret i og bidrage til digitale fællesskaber. (Her kan indgå en vurdering af, hvilket materiale eleven har fundet og anvendt).

    • demonstrere viden om og reflektere over fagets identitet og metoder. (Her kan indgå en vurdering af, hvordan eleven anvender formidlingsdelen af faget).

    • undersøge problemstillinger og udvikle og vurdere løsninger, hvor fagets viden og metoder anvendes, herunder i samspil med andre fag. (Her kan indgå en vurdering af, hvordan eleven har formået at løse formidlingsdelen af opgaven som en løsning på udgangspunktet for overhovedet at skulle formidle emnet. Hvis eleven fx skal formidle kryptering til en forbruger for at man bedre kan beskytte sig mod hacking, så må det indgå i vurderingen, om eleven lykkes med det).

(fra Vejledning til Dansk i SRP, maj 2019)

Vurdering af elevens metadel

Metadelen skriver eleven på baggrund af sin egen artikel. Det forventes derfor, at eleven løbende henviser til dele af artiklen, når der argumenteres for de formidlingsmæssige valg, som eleven har truffet.

I vurderingen af metadelen kan indgå følgende faglige mål fra danskfagets læreplan:

  • analysere, fortolke og perspektivere fiktive og ikke-fiktive tekster i alle medier. (Eftersom eleven i princippet analyserer sin egen artikel, er det helt oplagt, at dette faglige mål indgår som en del af vurderingen af metadelen. Får eleven underbygget sine pointer med konkrete citater fra artiklen? Anvendes der fagbegreber i analysen af artiklen?)

  • demonstrere viden om og reflektere over fagets identitet og metoder. (Det vil blandt andet indgå som en vurdering af metadelen, hvilke teorier eller metoder der ligger til grund for valg og fravalg i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen. Er det fx det retoriske pentagram? Eller er det med udgangspunkt i argumentationsteori?)

  • undersøge problemstillinger og udvikle og vurdere løsninger, hvor fagets viden og metoder anvendes, herunder i samspil med andre fag. (Her kan som i vurderingen af artiklen indgå en vurdering af, hvordan eleven vurderer sin egen løsning af baggrunden for formidlingen af emnet. Er det lykkedes at formidle emnet til læseren?)