Om vejledning

Hvad er en vejleder?

  • En vejleder er ikke det samme som en lærer – selvom det i praksis ofte er din lærer, der optræder i rollen som din vejleder.

      • Læreren fortæller dig, hvad du skal læse og gennemgår stoffet. Læreren har overblik over det faglige indhold og sætter rammerne for det, du skal lære.

      • Vejlederen derimod støtter dig i dit eget selvstændige arbejde ved at rådgive, diskutere og stille spørgsmål, som kan hjælpe dig videre. Vejlederen stiller sin erfaring og opmærksomhed til rådighed. Vejlederen kan forudse faldgruber og inspirere dig til, hvordan du kan gribe opgaven an.

  • Det er dit ansvar, hvordan arbejdet udvikler sig. Hvad du i praksis gør, er dit eget valg. Det er dig, der skal skrive opgaven, og det er derfor dig og ikke din vejleder, der skal komme med udspil. Vejlederen kommenterer til gengæld dit udspil og forbereder respons til jeres møde.

  • Udover dine vejledere skal du huske, at du hjertens gerne må bruge dine klassekammerater til at diskutere projektet med. Opgaverne er individuelle, men det er helt i orden at hjælpe hinanden i processen.

Hvordan skal du bruge dine vejledere?

  • Et vejledningsforløb i forbindelse med opgaveskrivning kræver, at du arbejder på en anden måde, end du er vant til i den daglige undervisning. Du skal selv være den aktive og opsøgende. Det er i orden at være usikker - også overfor vejlederen - men det er ikke i orden at være doven.

  • I første fase kan dine vejledere hjælpe dig med at komme godt i gang og afklare, om dit område er rimeligt afgrænset og om din idé til opgaven er fornuftig, så det er realistisk at skrive en god opgave inden for rammerne.

  • I de senere faser kan vejledningen være mere detaljeorienteret, hvor I sammen diskuterer opgavens enkeltdele (f.eks. udvalgte pointer, udregninger, citater eller eksperimenter). Men du kan også bruge dine vejledere til opgavens større linjer og sammen kan I f.eks. diskutere hvillken opbygning og hvilket materiale, der er bedst.

  • I al kommunikation kan der opstå misforståelser. Forsøg at løse problemet frem for at holde op med at bruge din vejleder.

  • Hold dig ikke tilbage fra at bede dine vejledere om at uddybe eller forklare. Du skal ikke være bange for at stille ”dumme” spørgsmål til vejledningsmøderne. De kan være meget relevante og afgørende for dine vejlederes forståelse af, hvor du er i arbejdet.

  • Formuler skriftligt de spørgsmål, emner og materialer, som du gerne vil snakke med vejlederne om. Jo mere du selv kommer med, jo mere får du retur af dine vejledere.

  • Det er dumt at bruge vejledningstiden på at sidde og fortælle, at du ikke er gået i gang endnu – så har du spildt din mulighed for vejledernes hjælp.

  • Husk at melde afbud i god tid, hvis du ikke kan komme til et møde. Du har ikke krav på et erstatningsmøde, hvis du ikke møder frem til et aftalt møde.