Jødefolkets historie DEL II

Kan I huske sidste gang, hvordan vi endte med, at jøderne simpelthen blev jaget ud af Jerusalem, væk fra deres hovedstad og hellige by, som romerne helt havde ødelagt — og de måtte ikke vise sig der igen!

I dag skal vi høre, hvordan de jøder, der havde undgået at blive dræbt eller solgt som slaver, hvordan de nu blev nødt til at drage ud over hele verden for at finde et nyt sted at bo. Og de blev spredt for alle vinde (pust en mælkebøttefrøstand) . 

Nogle jøder kom også til at bo helt heroppe i Danmark. Og jødernes børn voksede op og fik børn, og de voksede op og fik børn, og sådan gik der i 2000 år.  Og dem der boede i Tyskland følte, at de var blevet tyskere, og dem i DK følte, at de var danskere, og sådan følte de over hele verden, 

MEN det mærkelige var, at de blev ved med også at føle sig som jøder stadigvæk. De tænkte stadigvæk på Israel, deres gamle land,  og de blev ved med at tro på Gud, og samles i deres kirke, synagogen, og håbe på, at de engang kunne vende tilbage til det land, som Gud havde givet deres forfar, Abraham, til evig tid.  Det havde Gud jo på den måde lovet dem.  Derfor blev de ved med at leve efter deres gamle traditioner, ikke de traditioner, som var i deres nye land. De holder fx ikke jul, for de tror jo heller ikke på Jesus. De har en masse andre fester året rundt og de holder deres hviledag, sabbaten om lørdagen, ikke om søndagen, som vi gør i alle landene i Europa. På den måde bliver de ved med at holde sammen som jøder, selv om de også er danskere, tyskere, englændere og så videre.

Men hvordan havde de det så?

Rigtig, rigtig skidt! For de blev forfulgt og gjort ondt imod i alle de lande, de kom til at bo i. 

Altid blev de gjort nar af: "Se der går det jødesvin, skal vi ikke gi'  ham nogen tæsk"

Aldrig kunne de få lov til at være i fred. De kunne ikke bo, hvor de ville, for de fik kun lov til at bo bestemte, indelukkede steder i byerne, ghettoer, kaldte man de steder og  hvis nogen fik lyst til at ind i ghettoen og smadre noget, eller slå en jøde ihjel, så gjorde politiet ikke noget ved dem.  Mange gange blev en hel ghetto med alle beboerne bare nedslagtet. Jøderne skulle også gå med noget bestemt tøj , så man altid kunne kende dem, så man kunne behandle dem dårligt. Jøderne fik altid skylden, hvis der var noget, der gik galt, og så mishandlede man dem. 

(Se billeder nedenfor som forslag til en Powerpoint, der ledsager fortællingen. De er lette at finde på nettet.)

Men værst blev det nu her i vores moderne tid, da den grusomme Hitler fik magten i Tyskland og bildte alle ind, at jøderne slet ikke var rigtige mennesker, og derfor skulle slås ihjel, allesammen, indtil der ikke var en eneste tilbage! Og i den ene by efter den anden, blev jøderne slæbt ud af ghettoerne — rædselsslagne, som I kan se på den lille dreng her, og så blev de enten skudt med det samme og smidt ned i store jordhuller, som de selv måtte grave før de blev skudt — eller også blev de sendt til en af de mange dødslejre, hvor de arbejdede sig til døde, eller blev sultede ihjel. Men de fleste blev dræbt af giftgas, som man hældte ud over dem.

6 mill. jøder blev slået ihjel — lige så mange mennesker som der er her i Danmark,  alle aldre, børn og voksne, bunker af døde og mishandlede mennesker.

Men så skete der noget meget mærkeligt: netop der, efter krigen og  efter de jøder, der havde overlevet blev befriet, netop da fik de deres gamle land Israel tilbage! 

Efter 2.000 år kunne de nu rejse tilbage og bo i det land, som Gud havde givet Abraham. Lige præcis som Gud havde lovet Abraham og alle jøder efter ham, at det land skulle være deres 'til evig tid'. 

Så meget havde de lidt, og så grusomt var de blevet behandlet, at hele verden efter krigen sørgede over det, og derfor blev det også besluttet, at de skulle have deres gamle land Israel igen!  

Det var jo intet mindre end et mirakel. Ingen havde troet på, at det nogensinde ville kunneblive  en mulighed. Ikke før krigens grusomheder imod dem. 

Det fortælles, at under krigen, inde i en koncentrationslejr, var der nogle af jøderne, der holdt et møde inde i sovebarakken, hvor de samledes for sætte Gud på anklagebænken  for de grusomheder, som de var udsat for under 2. verdenskrig

Intet, sagde de, ingen synd var så stor, at den kunne gøre så store lidelser rimelige. 

Det hele foregik meget fint og helt efter reglerne med nogle der skulle sige noget på ja-siden  og forsvare Gud, og nogle skulle sige noget på nej-siden og anklage Gud. De kom også frem til et svar. Dommen blev afsagt: anklagerne vandt, og Gud blev kendt skyldig. Der var ikke noget, der kunne undskylde ham for at have udsat sit folk for sådanne lidelser. 

Jeg ved ikke, om der var nogen af dem til det møde, der overlevede krigen, men det viste sig, at  Gud ikke havde svigtet dem. Tværtimod. Selv om de havde dømt ham. Han fik i stedet vendt alt det onde , de havde lidt til et mirakel, så de fik deres gamle land tilbage. Uden de grusomme lidelser havde de nemlig aldrig fået det tilbage. 

Han gjorde præcis det,  Gud altid kan og vil gøre: han kan vende alt det onde til at blive det gode. Som for eksempel da al menneskets ondskab samlede sig mod hans søn, Jesus og slog ham ihjel.

 Ondere kan det vel ikke blive!

Men Gud vendte menneskets ondskab til at drabet på Jesus blev til menneskets redning fra alt det onde. Jesus åbnede sin dør til sit rige, da han døde på korset for os. Sådan et mirakel er det vist kun Gud, der kan gøre.  

+ Efter jøderne at var kommet tilbage til deres land, levede de lykkeligt i mange år, men nu er det gået galt igen dernede.

  Da de kom tilbage til landet boede der jo selvfølgelig nogle andre, som nu havde boet der i de 2.000 år, jøderne havde været væk. Men i stedet for at finde ud af at leve fredeligt sammen med dem, så prøver mange jøder at få smidt ud af landet. De finder på alle mulige måder.  De køber dem ud, de jager dem ud, de tager deres gårde og marker fra dem og mobber dem alle steder de ser dem. 

Nej, helt godt bliver det vist aldrig her på denne jord, hvor Gud har givet os magten over det altsammen. Kun der hvor Gud har riget, magten og æren kan det gå godt.