Historien om Kain og Abel for de ældste 

Adam og Eva – kan I huske dem? Og hvad oplevede de? (børnene fortæller)

Eva får en søn, Kain. Han voksede op og blev landmand og passede markerne med at så korn og høste det. Havre/hvede – som I ser her  (jeg viser det frem)

Eva får en søn, Abel. Abel passede dyrene. Ligesom i dag har vi jo nogle landmænd der kun dyrker markeren og andre landmænd der har dyr: hvilke? Grise/køer). Dengang var det også køer, men mest får og geder. De havde ingen elektriske hegn til at holde dyrene hjemme på græsmarkerne, så der skulle altid et menneske med til at holde dem sammen og føre dem derhen, hvor der var godt, friskt græs. Det hedder en hyrde, og det er ham der passer på dyrene. Det var Abel

Hvert år fejrede de alle sammen høsten, ligesom vi skal have høstgudstjeneste i morgen. Men dengang gjorde de noget, vi ikke gør: de lavede offerbål til Gud for at sige ham tak for alt det, som de fik gennem naturen, som Gud jo har givet os: alle planter og dyr.

De lavede et alter – ligesom det oppe i kirken – og så brændt de lidt korn af som tak for alt det ,der kom fra markerne: korn og brød

Og de brændte også et offerdyr som tak for alt det kød, de havde spist.

Kain lavede sit offerbål og brændte lidt korn , og Abel lavede sit offerbål, hvor han brændte et af sine dyr, som han først havde slået ihjel, så det ikke gjorde ondt på den, selvfølgelig. Ligesom vi i dag får grisen slagtet på et slagteri, inden vi laver det til mad: kødsuppe og frikadeller.

MEN, nu gik det faktisk sådan for Kain og Abel, at røgen fra Abels bål steg lige direkte opad, mens Kains røg blæste ud til siden og ned langs jorden, sådan at det så ud som om, at Gud ikke ville have hans tak-offer, men kun ville acceptere Abels.

DA blev Kain sur! Han blev misundelig! Han havde jo arbejdet lige så meget med kornet, som Abel havde arbejdet med dyrene, og hans offerbål var lige så fint som Abels. Så ville han også  have Guds kærlighed lige så meget som Abel. Men nu så det jo ud som om, at det kun var Abel, som Gud kunne li’.

Det var jo slet ikke rimeligt!

Kain var rasende gal! Han ville slet ikke snakke med Abel mere. Han ville ikke engang se på ham.

Så sagde Gud til ham: ”Kain, hvorfor er du vred, og hvorfor går du med bøjet hoved hele tiden?

Pas på, Kain! Hvis du har gode tanker inde i dit hovet, så kan du se frit omkring. Men har du onde tanker i dit hoved, så kan det gå galt for dig. Så bliver du fristet til at gøre noget ondt. Kain, det er vigtigt! Du skal skubbe de onde tanker langt væk fra dig.”

Men Kain hørte IKKE efter, hvad Gud sagde til ham, og så gik det jo galt!

Engang både Abel og Kain var ude i marken sammen, blev Kain ved med at drille Abel med onde ting, og sagde slemme ting til ham, indtil Abel til sidst også blev sur, og så kom de op og slås.

Det blev en voldsom kamp. Kain kæmpede med al den misundelse, han havde haft i sig og slog ordentlig til. Han fik fat på et tyk stykke af en gren. Med den slog han så hårdt på Abel, at Abel døde af slaget.

Abel faldt. Han var død. Der stod så, Kain, og så ned på sin døde bror, som HAN havde slået ihjel! Det var jo forfærdeligt. Det opdagede han først nu. Han havde jo bare været så misundelig og rasende gal, og  nu var det her sket, som han aldrig kunne gøre om og fortryde. Ingen kunne jo gøre Abel levende igen!

 Resten af sit liv skulle han gå rundt og tænke på, at han havde slået sin egen bror ihjel.

Så galt kan det gå, når vi mennesker ikke hører efter, hvad Gud siger til os.

Den historie er Guds fortælling til os om hvor galt det kan gå, når vi ikke gør det, Gud siger og vi også selv kan føle er det gode at gøre.

Her er det misundelse, som Gud advarer imod, for at det ikke skal gå os, ligesom Kain, der aldrig mere

blev et glad menneske, for han tænkte altid på det onde, han havde gjort. To liv var ødelagt.

Alle der så ham, pegede fingre ad ham og sagde: der går Kain. Det er ham, der har slået sin bror ihjel.

Godt, at vi kan be': Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde

Det  var den  første historie i Bibelen, og den fortæller os, hvad det ender med, når vi har spist æblet, dvs. ikke vil gøre det, som Gud råder os til - uden at tvinge os.