Fortæller og synsvinkel

Forfatter eller fortæller?

Når man læser et læserbrev, en tale, avisartikler, breve, sms'er, facebook-opdateringer, reklamer og mange andre tekster, som man møder i sin dagligdag, vil man sjældent være i tvivl om, hvem afsenderen er. Afsenderen vil normalt være direkte angivet eller underforstået, og man kan uden problemer regne med, at afsenderen er forfatteren af teksten.

I skønlitterære tekster forholder det sig dog anderledes: Her kan man ikke regne med, at den instans, der fortæller, er identisk med forfatteren. Faktisk vil dette stort set aldrig være tilfældet, og selvom der kan være lighedstegn mellem forfatter og fortæller, vil det altid være vigtigt at skelne mellem de to instanser. Groft sagt kan vi sige, at vi i analysen aldrig er interesseret i forfatteren, men udelukkende i fortælleren. I fortolkningen kan man i nogle (få) tilfælde skele til forfatteren, når man formulerer sin udlægning af teksten, men det er vigtigt at holde sig for øje, at fortolkningen er læserens udlægning af teksten (ikke forfatterens).

Eksempelvis kan man i en læsning af H.C. Andersens Den grimme ælling godt have i baghovedet, at forfatteren havde tilpasningsproblemer i det miljøskifte, han foretog fra Odenseansk underklasse til Københavnsk overklasse. Denne viden om forfatteren kan man bruge, når man formulerer fortolkningen, men det er vigtigt at formulere dette korrekt. Skriv f.eks. ikke, at teksten handler om "H.C. Andersen og hans problemer med at flytte til København" (for han nævnes jo ikke), eller at "H.C. Andersen mener, at det er synd for den grimme ælling". I begge tilfælde blandes to niveauer: teksten og kommunikationssituationen, og det er ikke godt: Man skal i analysen blive i tekstens univers, og det vil sige, at man helt skal udelade at nævne forfatteren. Hvis man ønsker at inddrage forfatter eller andre tekster af samme forfatter, sker dette i perspektiveringen (som først kommer efter analyse og fortolkning).

I dramaet taler man ikke om fortællere, da alt jo angives som direkte tale eller regibemærkninger. I lyrik er der en fortællerinstans, men man kalder normalt ikke denne for fortæller, men 'det lyriske jeg'. Forskellen er, at et digt jo ikke i egentlig forstand er fortællende (med undtagelse måske af folkeviser) - det lyriske digt formidler derimod den digtendes følelser og stemninger.

Lad os nu se på de forskellige typer af fortællere, man kan møde i fortællende tekster.

Fortællertyper

Vi kan skelne mellem to typer fortællere:

• jeg-fortælleren

• 3. personsfortælleren.

Jeg-fortælleren kalder sig selv for jeg og beretter om begivenheder set fra sin egen synsvinkel.

Eksempel 1 (jeg-fortæller)

Martin A. Hansen: Løgneren (1950)

Men det er saa mørkt herinde, havde jeg nær sagt, at man ikke kan se, hvad man selv siger. Jeg sidder jo og skriver, Natanael. I et nyt Kollegiehæfte. Skriver, hvad der falder En ind. Men det kan godt være, jeg i Virkeligheden sidder og snakker højt for mig selv. Der er en Vane man faar. Jeg lægger ikke slev Mærke til det, uden naar jeg hører noget banke blødt mod Væggen ovre ved Kakkelovnen. det er Pigro, der ligger i sin Kasse, og slaar med Halen. Hunden kikker op paa mig. Jaja, saa har man igen snakket højt med sig selv.

3. personsfortælleren kalder ikke sig selv for noget bestemt, og det kan derfor være svært at afgøre præcis, hvem denne fortæller er. Synsvinkel lå hos jeg-fortælleren hos netop dette jeg, og hos 3. personsfortælleren kan synsvinklen ligeledes ligge hos en af personerne i fortællingen. Man taler da om en 3. personsfortæller med personbunden synsvinkel. 3. personsfortællere med personbunden synsvinkel er typisk for fortællinger efter 1900, men kan findes i alle perioder.

Eksempel 2 (3. personsfortæller)

Helle Helle: Venlige fremmede (2000)

Hun skyllede sine fingre og lod vandet løbe, imens hun tørrede varerne af med karkluden, en efter en. Hun stillede dem hårdt fra sig og vred karkluden op indimellem. Hun kunne mærke, at Allan så på hende.

- Skal vi ikke prøve at få en god weekend? sagde han og rejste sig. Han gik ud på badeværelset. Da han tændte for bruseren derude, blev vandstrålen i køkkenet som altid helt svag. Hun kunne ikke få skyllet karkluden fri for sæbe. Hun var så vred, at hun ikke kunne trække vejret frit.

En særlig afart af 3. personsfortælleren med den personbundne synsvinkel er den observerende fortæller. Den observerende fortæller er en fortæller, der udelukkende observerer. Det vil sige, at der kun formidles det, man kan se eller høre. Ingen personers tanker eller holdninger kommer til udtryk. Denne type fortæller har kun ydre syn. Det er en fortælletype, der anvendes meget sjældent - som regel mest i (kortprosa)tekster fra 1990 og frem.

Eksempel 3 (observerende 3. personsfortæller)

Helle Helle: En stol for lidt (1996)

Han skubber hende ned i sofaen. Jeg kan ikke gennemføre det, siger han, det kan ikke lade sig gøre. Hun fjerner hans hånd og rejser sig, siger, at det burde han have tænkt på lidt tidligere, de skylder faktisk denne fest. Hvor mange gange har de ikke siddet hos venner og bekendte, spist deres laks og drukket deres champagne, hvilket mindre hende om, at hun skal ud og se til stegen, og hvis han vil være så venlig at gå ned i kælderen og hente de sidste stole imens.

Han siger, at han ikke kan holde det ud, hun svarer, at det vel er det mindste, han kan gøre; bagefter kan han for hendes skyld sidde og græde i sofaen, til gæsterne kommer.

Synsvinklen kan også ligge hos en fortæller, der befinder sig uden for fortællingen og på stor afstand af det fortalte. Man taler da om en alvidende fortæller. Den mest brugte definition på denne fortællertype er, at 'fortælleren kan formidle alle personer i fortællingens tanker', men da han ikke altid vælger at gøre dette, er denne forklaring ikke altid den bedste. Jeg synes, at det er lettest at genkende den alvidende fortæller på distancen til det fortalte: som regel fornemmer man en stor tidsmæssig distance mellem fortælling (altså det fortalte) og fortælletidspunkt. Under alle omstændigheder er den alvidende fortæller en fortæller, der har fuldt overblik over det fortalte. Den alvidende fortæller var typisk i tekster fra før 1900, men kan findes i alle perioder.

Eksempel 4 (alvidende fortæller)

Henrik Pontoppidan: Naadsensbrød (1887)

Der stod en Eftermiddag et stort Spektakkel omme i Smøgen bag Gadekjæret, hvor fire-fem sorte Indsidder-Rønner ligger sammenbyltede under Skolebakken.

Anledningen var vægtig nok; det var Stine Bødkers, der skulde paa "Kassen".

Dette er den folkelige Betegnelse for Herredets store, nyopførte Fattig- eller Arbejdshus, der er hele Egnens Stolthed og Pryd. Nu skal man i Sandhed ogsaa kun vanskeligt kunne tænke sig noget mere fjærnt fra disse gamle, smudsige og stinkende Sogne-Fattiggaarde, hvor man i sin Tid stuvede Folk sammen paa maa og faa og lod dem leve efter Forgodtbefindende. Helt kongeligt ligger dette paa Toppen af en kratbevoxet Banke ud mod Fjorden – muret i rødt og graat, med Spir paa Gavlene og Majestætens Navnechiffer funklende i Guld paa blaa Grund over Indgangsdøren.

Fremmede, der kommer forbi paa Vejen, vil sikkert ikke anslaa det til mindre end et Ting- og Arresthus, et kgl. Tugthus el. lign.; og mere end én besindig Mand, der træder inden for det jærnbespigrede Plankeværk og betragter de mægtige Trappegange, Varmeapparaterne og de dekorerede Lofter, ryster betænkelig paa Hovedet og ymter om Overdrivelse.

Nedenfor kan du se en skematisk opstilling af de tre fortælletyper.

En særlig afart er tekster med 3.personsfortæller med personbunden, men skiftende synsvinkel - denne type ligner den alvidende fortæller, idet den gengiver flere forskellige personers tanker, men adskiller sig fra den ved at være tæt på begivenhederne. Desuden gengiver den kun en persons tanker af gangen. Det er en sjælden type, der særligt ses i impressionistisk litteratur, dvs. hos Herman Bang.

Indre og ydre syn

Når en fortæller udelukkende fortæller det, man hører eller ser, taler man om ydre syn.

Når der derimod berettes om personers (herunder også fortællerens selv) tanker, er der taler om indre syn.

I eksemplet nedenfor er der passager med både indre syn og indre syn. Prøv at undersøge, hvor der er hvilket syn.

Eksempel 5

Helle Helle: Venlige fremmede (2000)

Hun skyllede sine fingre og lod vandet løbe, imens hun tørrede varerne af med karkluden, en efter en. Hun stillede dem hårdt fra sig og vred karkluden op indimellem. Hun kunne mærke, at Allan så på hende.

- Skal vi ikke prøve at få en god weekend? sagde han og rejste sig. Han gik ud på badeværelset. Da han tændte for bruseren derude, blev vandstrålen i køkkenet som altid helt svag. Hun kunne ikke få skyllet karkluden fri for sæbe. Hun var så vred, at hun ikke kunne trække vejret frit.

Implicit og eksplicit fortæller

Måske har I før hørt tale om begreberne implicit og eksplicit fortæller.

En eksplicit fortæller kan kaldes den synlige fortæller, fordi denne er synligt til stede i fortællingen.

Det kan enten være som en jeg-fortæller (som i eksempeltekst 1) eller en vi-fortæller (som i Sonnergaard-teksten "Tyveri", hvor der står:

"Vi var unge og energiske og fulde af dynamik, og der stod malet friskfyr i ansigtet på os. NU skulle der kraftedeme stjæles!").

Der kan også være tale om en fortæller, der markerer sig tydeligt i en 3.personsfortælling i form af holdninger eller direkte fortællerkommentarer. Et eksempel på dette kan ses i H. C. Andersens fortælling om "Klokken", hvor der står:

"den tredje [dreng] sagde, at han aldrig gik noget fremmed sted, uden hans forældre var med, og at han altid havde været et artigt barn og det ville han forblive, selv som konfirmand, og det skal man ikke gøre nar af! - men det gjorde de".

En implicit fortæller kaldes også en skjult fortæller, fordi denne ikke er synligt til stede i teksten. Denne fortæller siger ikke noget og markerer heller ikke sine holdninger. Et eksempel på implicit fortæller kan ses i eksempeltekst 3.

Den upålidelige fortæller

En upålidelig fortæller er en fortæller, som er utroværdig. Det kan være fordi:

• fortælleren forsøger at bilde os noget ind

• fortælleren gemmer sig bag løgne, ironi, sarkasme, tvetydig humor

• fortælleren lader, som om han beskriver virkelige hændelser (altså virkelige i den fiktive tekst), selvom det er ønskedrømme, forestillinger, fantasier.

Typisk vil der være tale om fortællinger fortalt af en jeg-fortæller, men der kan også være tale om en 3.personsfortæller.

Det kan være svært at gennemskue, om en fortæller er upålidelig, men det er en god idé at undersøge, om det kan være tilfældet.

Eksempel 6

Klaus Rifbjerg: Hm (1964)

Han havde aldrig så meget som skænket den mulighed en tanke, at der skulle etableres en nærmere seksuelt kontakt mellem ham og Hulda. Selvfølgelig både kyssede og tog han på hende i al venskabelig fremkommelighed, men han havde Eva og var godt tilfreds. Hm. Deres skænderier var ikke værre end andre ægtefolks, og selv om hun ikke var plastikglat i huden og var begyndt at tabe huldet på benene, faldt han stadig godt til rette hos hende, særlig når han havde en lille en på og det begyndte at knurre i røret i al almindelighed.

I dette eksempel hører vi den mandlige 3.personsfortæller fortælle. Det er denne fortæller, som kaldes den eksplicitte fortæller. Bemærk, hvordan han er en del af handlingen, og hvordan vi ser det fortalte gennem hans øjne. Tager vi hans ord for gode varer, lever han altså i et godt ægteskab og finder ikke Hulda væsentlig mere interessant end alle andre kvinder.

Måden det fortalte er lagt til rette på, afslører dog en anden vinkel, for i og med, at fortælleren indleder med at fortælle, at der ikke skulle ske noget mellem ham og Hulda, men i sætningen umiddelbart efter fortæller, at de faktisk lavede noget, fremstår han som upålidelig. Med ledsætningen 'særlig når han havde en lille en på og det begyndte at knurre i røret i al almindelighed' afslører den eksplicitte fortæller sig også som temmelig ligeglad med sin kone.

Denne tilrettelæggelse og udvælgelse af, hvad en eksplicitte fortæller siger og gør, står den implicitte fortæller for - det er altså ham, der får den eksplicitte fortæller til at afsløre sig selv.

Andre store tekster med upålidelige fortællere er Martin A. Hansens Løgneren, Steen Steensen Blichers tekster og Jan Sonnergaards noveller.

Øvelser

Øvelse 1:

Bestem fortællertypen i nedestående eksempler

Henrik Pontoppidan: Lykke-Peer, 1898-1904

I en af de østjyske småkøbstæder, der ligger gemt mellem grønne banker i bunden af en tilgroet fjord, levede der i årene før og efter vor sidste krig en præst ved navn Johannes Sidenius. det var en from og streng mand. I sin ydre fremtræden som ved sin hele levevis skilte han sig skarpt ud fra byens øvrige beboere, af hvem han derfor i mange år betragtedes som en besværlig fremmed, hvis særegenheder man afvekslende trak på skuldrene af og forargedes over.

Pia Juul: Alle kan ro (2008)

Nu var jeg også ved at græde over dét, her ved vinduet. At jeg ikke havde kunnet klare alle de blikke og alle de tilråb. For at slippe ud af kniben havde jeg holdt mig munter og sagt ting, de lo ad, og så havde jeg opgivet og var kravlet i land. men nu så jeg, at det i virkeligheden ikke var morsomt.

Det var afslutningen på min barndom, på min fødselsdag, og i morgen begyndte det nye liv. Jeg havde glædet mig over afrundingen og lyset forude, nu havde roningen forplumret det.

Tom Kristensen: Hærværk (1930)

Hvor længe han strejfede rundt i dette kvarter af Vesterbro, anede han ikke. Han kunne ligesom ikke komme ud af det. Der kom så mange kvinder løbende over gaden, og de var ikke til at tage fejl af. Men de havde en flødekande i hånden eller en pakke wienerbrød. Og der var andre kvinder. Jo, han kunne tage fejl. Unge fruer. Tjenestepiger. Med en kurv. Eller med en flødekande. En sammensat verden med mange forskellige formål. mens han endnu havde natten i sig og følte, at han var optaget af nattens ene længsel, midt i det grelle dagslys.

Øvelse 2

Find passagerne med indre syn i de ovenstående tre eksempler.

Øvelse 3

• Læs novellen "Tur i natten" af Leif Panduro (I finder den i lectio under næste lektion).

• Undersøg novellens fortæller- og synsvinkelforhold.

• Lav en personkarakteristik af de to mænd i novellen.

• Har I et bud på en fortolkning? Hvordan kan/skal vi med andre ord forstå det, der foregår i novellen?