Under AP-emnet betydning hører semantiske skemaer, denotation og konnotation og stilleje.
Vi har allerede stiftet bekendtskab med semantiske skemaer og ords denotative og konnotative niveau i forbindelse med vores emne om sproglig analyse i dansk
Du kan læse mere om semantik og semantiske skemaer i kapitel 7 "Semantik" i Ind i sproget s. 89-90.
Derudover kan du læse mere om semantik og semantiske skemaer på hjemmesiden her under emnet Sprog.
Du kan læse mere om denotation og konnotation i kapitel 7 "Semantik" i Ind i sproget s. 91-92.
Derudover kan du læse mere om denotation og konnotation på hjemmesiden her under emnet Sprog.
Vi har tidligere i forløbet om sprog stødt på begreber som tekstens stemme og stilens nulpunkt. I afsnittet her kan du læse lidt mere om disse begreber - altså om teksters stilleje - og de begreber, der knytter sig til stilleje.
Hvis man bevidst udnytter ords konnotative betydning i en tekst, kan det have en stemningsskabende effekt. Stilen i teksten bliver altså bemærkelsesværdig eller påfaldende. I modsætning hertil taler man om stilens nulpunkt. Stilens nulpunkt finder man i de afsnit, hvor teksten benytter sig af overvægt af prototypiske ord og af basisniveauord.
Prototypiske ord er de ord, som er upåfaldende, og ord, som de fleste mennesker umiddelbart associerer med bestemte semantiske kategorier.
Inden for den semantiske kategori familie hører ord som mor, far og børn til de prototypiske ord, men nok ikke grankusine, tipoldefar og niece. Og inden for gruppen af kæledyr hører hund, kat og måske hamster, men ikke slange og skildpadde.
Udpræget anvendelse af prototypiske ord gør sproget upåfaldende.
Det samme kan man sige om sprog, der har overvægt af basisniveauord.
Basisniveauord er ord for de fænomener, vi hyppigt møder i hverdagen; ord, der er konkrete uden at være særligt specifikke. Dvs. at basisniveauord betegner de mest basale ting i vores fysiske omgivelser. De er korte og har konkret betydning, og derfor er det ofte også basisniveauordene, vi først lærer, når vi lærer et sprog.
Ord som fx port, lugt, maskine, børn forekommer at være almindelige hverdagsord og kan altså opfattes som basisniveauord. Disse ord kan helt skifte konnotation og blive abstrakte eller specifikke, når de udvides til sammensatte substantiver og fx bliver til spidsbueporte, cigarkasselugt, natmaskinen, englebørn.
Basisniveauord vil for det meste befinde sig midt på det, man kalder en abstraktionsstige, og er altså hverken abstrakte eller specifikke.
En abstraktionsstige konstruerer man ved at indplacere ord inden for semantiske kategorier på forskellige abstraktionsniveauer.
Øverst på stigen står det mest omfattende overbegreb for en række af de ord, der står længere nede på stigen. Overbegrebet kan opfattes som en slags overskrift for det semantiske skema. I nedenstående eksempel er 'menneske' det mest abstrakte begreb og står på det øverste niveau på abstraktionsstigen. Jo længere vi bevæger os ned ad stigen, jo mere konkret, specifik og unik bliver den størrelse der henvises til. Nederst på stigen er betydningen ofte så konkret, at ordet forklares ved, at man peger på eller tager fat i det fænomen, ordet henviser til.
En forudsætning for at placere ord på en abstraktionsstige er, at de kan optræde på det konkrete laveste niveau og kan peges ud. Det giver ingen mening at forsøge at placere abstrakte begreber som glæde og sorg på en abstraktionsstige. Glæde og sorg kan ikke vises frem eller peges ud.
Abstraktionsstigen
Mest abstrakt
Menneske
Slægtsmedlem
Familiemedlem
Kvinde
Mor
Den kvinde som er mor til mine søskende og mig
Mest konkret
Mette Marie
Stilens nulpunkt karakteriseres desuden ved brug af faste vendinger og hverdagsmetaforer, enkle og konkrete adjektiver som stor, lille, gammel, ung, smuk, grim, god, ond, ingen anvendelse af iøjnefaldende billedsprog, ingen påfaldende brug af forvægt/bagvægt, afvekslende brug af korte og lange sætninger og upåfaldende brug af parataktiske og hypotaktiske sætninger.
Stilens nulpunkt skaber altså en stemningsneutral tone og har til formål at signalere upåfaldende genkendeligheder. Stilens upåfaldende nulpunkt er velegnet til at danne kontrast til iøjnefaldende stilistiske virkemidler.
Prototypiske ord og basisniveauord indgår som et vigtigt element i de såkaldte kognitive metaforer som bygger på hverdagssprogets upåfaldende metaforbrug.
Når stilens nulpunkt dominerer, kaldes stillejet normalt. Normalstil er karakteristisk for det sprog, der findes i aviser og alment orienterende tekster. Høj stil kan forekomme i litterære tekster, der bevidst arbejder med at udnytte stilistiske virkemidler for at opnå et abstrakt, højtideligt eller måske ærbødigt udtryk. Det ses fx i baroklitteraturen.
Betegnelsen lavt stilleje bruges i forbindelse med sprog, der benytter sig af talesprogets uhøjtidelige og frimodige jargon og en bevidst udnyttelse af ordenes (negative) konnotationer.
Lav stil kan på samme måde som høj stil bruges bevidst til at danne kontrast til normalstil. Rapkulturen fx opnår stor opmærksomhed ved at udnytte det (provokerende) potentiale der ligger i brugen af lav stil.