Kohærens i en tekst er den indholdsmæssige sammenhæng – den røde tråd i teksten. Man taler om kohærens mellem tekstens dele. Det vil sige, at der er en klar og logisk sammenhæng mellem tekstens forskellige afsnit. Denne sammenhæng opnår man ved at være grundig i disponeringen af sin opgave og klar i sit fokus. Desuden kan man understøtte kohærensen i sin tekst ved at lade den udfolde sig gennem semantiske skemaer.
Vælger man f.eks. naturen som fokus for sin opgave, vil det være oplagt at konstruere sin tekst omkring et semantisk skema med netop denne overskrift.
Men der kræves også kohærens mellem tekstens sætninger, og den opbygges især ved hjælp af små forklarende sætninger, der angiver, hvad man er i gang med:
Peger bagud, samler op, konkluderer: i det foregående har vi set at, ….ovenfor skrev jeg
Opsummerer: På denne måde ser man, at
Omformulerer: altså ser vi,… med andre ord betyder dette at….
Fortæller noget om hvad der nu kommer: …. i det følgende vil jeg komme ind på…
Signalerer at der kommer noget nyt ind, som vi ikke havde ventet: men nu viser det sig at,… imidlertid skal vi se, at….
Fælles for alle disse formuleringer er, at de signalerer over for læseren, hvordan teksten hænger sammen.
Kohæsion handler om at skabe sammenhæng i teksten på det sproglige plan. Det kan man dels gøre ved hjælp af gentagelser, men oftest vil man forsøge at skabe denne sammenhæng gennem sætningskoblinger.
Sætningskoblingerne er de ord, der forbinder sætningerne (sætter dem sammen). Hvis de ikke fungerer logisk, vil teksten bryde sammen.
For at skabe en effektiv sammenhæng i teksten, har du brug for en række forbindelsesord, der viser tilføjelse, modsætning eller følge:
Tilføjelse
Fortsættelse: og, også, desuden, endvidere,ydermere, hertil kommer
Forstærkelse: endog, ligefrem, tilmed, oven i købet, endda
Omformulering: med andre ord, dvs., kort sagt
Eksempel: f.eks., således
Sammenfatning: i det hele taget, alt i alt, således
Modsætning
Modsigelse: men, imidlertid, derimod, hvorimod, tværtimod, til gengæld, dog, ikke desto mindre, alligevel, i stedet, omvendt
Indrømmelse: selv om, skønt, til trods for, ganske vist, på den anden side
Følge
Tidsfølge, opremsning: nu, først, derefter, senere, endelig, til sidst, langt om længe
Årsagsfølge, begrundelse: derfor, fordi, eftersom, for, da, nemlig
Øvelse 1: Indsæt nogle af ordene ovenfor for at skabe en tydeligere sammenhæng i teksten:
Det er koldt. På vejen går en rød kat. Den mjaver højt. Den fryser. Den kommer hen til døren. Den vil ind. Døren bliver ikke åbnet. Katten ser sig om. Den går hen til vinduet. Der sker ikke noget. Den piver. Konen laver mad. Hun hører høj musik. Hun kan godt høre katten. Manden åbner vinduet. Han har ondt af den frysende kat. Sønnen giver katten mad. Den spinder. Den er tilfreds.
Øvelse 2
Hvad er problemet i hver af de to tekster nedenfor: kohæsion eller kohærens?
Prøv at gøre teksterne bedre ved at indsætte sætningskoblinger, indføje gentagelser, flytte på tekstens sætninger eller andet.
Tekst A
Eleverne har behov for viden om sprog. Det skyldes bl.a., at de drikker for meget. Fx er det velkendt, at drenge foretrækker gymnastik, mens piger har langt hår. På den anden side er der mange af dem, der holder hund. Derfor fryser de en del om vinteren. Alt i alt gør de en indsats.
Tekst B
Eleverne har behov for viden om sprog. Gymnasiet kræver stile, rapporter, aktiv deltagelse i undervisningen. Erhvervslivet kræver læsefærdighed, korrekt stavning, evne til at forklare sig. For at følge med i samfundslivet har man brug for det hele. Almen Sprogforståelse er et godt initiativ.