Uddrag fra "Litteraturhistorien på langs og på tværs"
Romantismen
Biedermeier og poetisk realisme er lightprodukter af romantikken, fordi de dyrker noget mere hjemligt og jordnært end nyplatonismen og universalromantikken. En anden udgave af romantikken går dog i den modsatte grøft. Romantisme er en samlebetegnelse for en litteratur, der i 1830'erne og 1840'erne dyrker de mørke og skyggefulde sider af menneskets psyke. Salmedigteren B.S. Ingemann skriver for eksempel skrækhistorier og spøgelseshistorier, der beskæftiger sig med det dæmoniske i mennesket og i tilværelsen.
'Det interessante'
Fokus hos romantismens forfattere er begrebet 'det interessante'. 'Det interessante' kan være dæmoni, seksualitet og død. Hvor forfatterne i romantikken stræber efter at opleve mening og sammenhæng i tilværelsen, har forfatterne i romantismen ingen tro på en sådan sammenhæng. Til gengæld dyrker romantismens forfattere splittelsen, smerten og melankolien, og de finder her en ny måde at iagttage og beskrive verden på, så de psykologiske detaljer træder tydeligt frem.
Uddrag fra Håndbog i litteraturhistorie. Systime.dk
Skrækfortællinger og Gotisk litteratur:
Med til romantismen hører også de mange uhyggelige skrækfortællinger, der dukker op i perioden. Vi møder genren hos B.S. Ingemann og Meïr Aron Goldschmidt, men også hos Christian Winther, for eksempel i novellen Skriftestolen (1843). Skrækfortælingerne har rødder i den såkaldt gotiske litteratur, der vokser frem parallelt med romantikken med udspring i England. Den gotiske litteratur foregår som regel i en dyster atmosfære fyldt med gamle ruiner og borge med mystiske rum og underjordiske gange. Ofte er der tale om en fantastisk litteratur, der handler om farlige, overnaturlige kræfters indgriben i menneskers liv og er fyldt med med uhyggelige væsener og dobbeltgængere, der skal få hårene til at rejse sig på læserne. Horror kalder vi genren i dag. Man kan se skrækfortællingerne som et opgør med en romantisk skønhedsdyrkelse eller med oplysningstidens tro på fornuften. De spiller helt grundlæggende på menneskers frygt for det ukendte og ukontrollable.
Inspireret af den gotiske litteratur skriver Mary Shelley i 1817 romanen Frankenstein om videnskabsmanden, der skaber et monster. Den er blevet kaldt den første science fiction-roman. Senere i århundredet får vi R.L. Stevensons dobbeltgængerroman Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) og Bram Stokers roman Dracula (1897) om den 500-årige greve, der lever af at forføre og suge blod af unge kvinder. I USA skriver Edgar Allan Poe sine Sælsomme fortællinger (1840). Han omtales ofte som far til horrorgenren og kriminalromanen. I Tyskland udgiver E.T.A. Hoffmann sine skrækromantiske eventyr og noveller, blandt andet Sandmanden (1819). Den analyserer den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud omkring 100 år senere i afhandlingen Det uhyggelige (tysk: das Unheimliche). Her undersøger han det uhyggeliges forhold til det hyggelige og hjemlige, og desuden udfolder han i afhandlingen sit begreb om det ubevidste, som han former med inspiration fra den romantiske litteratur, især den der knytter an til romantismen.
Dobbeltgængermotivet
Et ofte benyttet motiv i romantismens litteratur er dobbeltgængermotivet. I litteraturen møder vi personer, der er splittede mellem en lys og en mørk side af personligheden. Disse to sider udspaltes i to personer, men er i virkeligheden to sider af samme person. Forfatterne kan gennem brug af dobbeltgængermotivet vise konflikter i menneskets indre. Kendte eksempler på romaner med dette motiv er Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) og Fjodor Dostojevskijs Dobbeltgængeren (1846).
Frankenstein handler om en videnskabsmand, der skaber et forfærdeligt monster. Dr. Jekyll & Mr. Hyde handler også om videnskabelige forsøg, idet Dr. Jekyll forvandles til Mr. Hyde, der udfører forbudte handlinger efter at have drukket et medikament. Dostojevskijs Dobbeltgængeren befinder sig inden for det psykiatriske felt, da den handler om udbrud af skizofreni hos romanens hovedperson. I dansk sammenhæng udforsker H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) et tema om personlighedsspaltning.
Det litterære dobbeltgængermotiv skal forstås i lyset af en ny opfattelse af, hvad mennesket er for en størrelse. Modsat oplysningstidens rationalisme, hvor mennesket blev opfattet som rent fornuftsvæsen, er der i romantikken og romantismen fokus på, at mennesket indeholder mange følelser, der er irrationelle og ikke sådan lige til at forstå. Det er først senere – i begyndelsen af det 20. århundrede – at psykiateren Carl Gustav Jung taler om 'skyggen' i mennesket, og at psykoanalytikeren Sigmund Freud fremsætter sin personlighedsteori om jegets splittelse mellem et 'overjeg' og et 'det', men det er nogle af de samme psykologiske mekanismer, som romantismens forfattere udforsker i dobbeltgængermotivet.
Das unheimliche - Det hjemlige som uhjemligt (uddrag fra Litteraturens veje. systime.dk)
På tysk har man et interessant begreb for ting som er uhyggelige, mærkelige, præget af mystik og noget uforklarligt, nemlig ’das Unheimliche’. Det er et begreb som psykoanalysens far, Sigmund Freud (1856-1939) har gjort berømt, sådan at det tyske ord i dag bruges flittigt i forskellige former for æstetisk analyse. Begrebet knyttes sammen med den mere mørke side af romantikken og især den tyske forfatter E.T.A. Hoffmann (1776-1822). Freud laver bl.a. en analyse af hans dæmoniske fortælling "Der Sandmann", da. "Sandmanden", hvor en mand forelsker sig i en yndig kvinde, der dog viser sig at være en mekanisk dukke. Das unheimliche – ’det uhjemlige’ består nu i, at det man troede man kendte, det som virkede varmt og hjemligt, viser sig at være noget ganske andet. Overfladen bedrager, og verden er dæmonisk og uden solid bund. Her kan man falde igennem, blive bjergtaget, forgabt og sluttelig fortabt.
I langt højere grad end Romantikken skildrede Romantismen verden realistisk. Romantismens forfattere levede i den tilsyneladende idylliske virkelighed, som man ser den fremstillet i fx malerier, men de så også, hvordan denne virkelighed var falsk. De oplevede, at idyllen i Biedermeier-kulturen ikke kunne fortrænge seksualitetens drift. Tværtimod kunne seksualiteten føre til menneskets splittelseog ulykke, når den stødte sammen med borgerskabets kyske idealer om ophøjet familieliv. Derfor ser man en ironisk distance til borgerskabets idealer og en afstand til borgerskabets enhedskultur. Forfatterne var optaget af "det interessante", dvs. det, som brød med normerne, det, der skilte sig ud fra den borgerlige kulturs forestillinger om harmoni og orden.