uddrag fra "Håndbog i dansk" - Systime.dk
Dokumentarfilm er betegnelsen for et bredt spektrum af film, der kan se meget forskellige ud. Fælles for dem er imidlertid ambitionen om at dokumentere virkeligheden. Relationen til virkeligheden og til det faktuelle spiller en helt afgørende rolle i dokumentarfilmen og for vores forventninger til disse film. Instruktørens intentioner er som regel at dokumentere væsentlige eller oversete begivenheder. Emnerne angår ofte samfundsaktuelle forhold, historiske forhold eller markante personer, og der er fokus på indblik, afdækning og afsløring. Ofte er en dokumentarfilm organiseret omkring en central påstand, som filmen søger at underbygge med forskellige argumenter og retoriske virkemidler. Dens formål er at informere, diskutere og engagere mere end bare at underholde, men den fremlægger ikke altid sin holdninger eksplicit, men lægger derimod oftere op til refleksion, og til at seerne selv skal fortolke det sete.
Selvom dokumentarfilmen har en særlig ambition om at dokumentere virkeligheden, er der ikke et krav om, at dokumentaren - som f.eks. en nyhedsudsendelse - skal være fuldstændig neutral og objektiv. Nok henter den sit stof fra virkeligheden, men det er karakteristisk, at den præsenterer stoffet ud fra en personlig eller subjektiv vinkel. Den er en "kreativ bearbejdning af virkeligheden", som det hedder hos den britiske filmproducent John Grierson. Det betyder ikke, at instruktøren kan behandle virkeligheden, som han eller hun vil. Dokumentarfilm hører under faktagenren. Når vi ser en dokumentarfilm forventer vi og har tillid til, at den er forpligtet på virkeligheden, og at de fakta den præsenterer os for kan dokumenteres.
Den amerikanske medieforsker Bill Nichols skelner mellem 6 forskellige dokumentarfilmtyper. Dem vil vi præsentere i det følgende, ïdet vi dog slår den deltagende og den performative dokumentar sammen. Vi vil desuden supplere Nichols skelnen med endnu en type hentet fra den danske medieforsker Ib Bondebjerg, nemlig den dramatiserede dokumentar. Det er vigtigt at understrege, at den enkelte dokumentarfilm godt kan gå på tværs af de enkelte typer, men som regel med én af dem som den dominerende.
I den dybdeborende dokumentar er formålet at afdække en sag. Det gøres typisk ved hjælp af en troværdig, alvidende tredjepersonsfortæller, der som en "Voice of God" og med stort overblik over sagen henvender sig direkte til seerne, typisk i form af et kommenterende lydspor (voice over). Instruktøren er en detektiv. Filmen er på jagt efter sandheden og fremlægger en central påstand eller tese, som den forsøger at underbygge. Billeder og scener fungerer derefter som belæg for påstanden. Kompositionen er ofte kronologisk fremadskridende og styret af en årsag/virknings-logik. Klipningen skal understøtte argumentationen. Den dybdeborende dokumentar vil ofte have fokus på magtmisbrug eller dreje sig om sociale problemer og uheldige konsekvenser af politiske beslutninger. Et eksempel på den dybdeborende dokumentar er Guldbrandsens Den hemmelige krig (2006).
Den observerende dokumentar lader i modsætning til den dybdeborende dokumentar virkeligheden tale for sig selv. Den fravælger den synlige fortæller, og instruktøren fungerer i stedet som "fluen på væggen", der observerer hvad der sker. Den observerende dokumentar fremsætter ikke bestemte påstande, som den forsøger at argumentere for, men er dog stadig interesseret i at afdække bestemte forhold i virkeligheden. Et ideal for den observerende dokumentar er, at instruktøren eller filmen ikke påvirker de forhold, der afdækkes. Instruktøren er en slags forsker, der er på feltarbejde og så neutralt som muligt iagttager de fænomener, der undersøges. Ofte benyttes lange indstillinger, nærbilleder og håndholdt kamera, hvor begivenheder og mennesker taler for sig selv. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor neutral instruktøren kan være. Den observerende dokumentar har typisk fokus på mennesker i almindelige hverdagsmiljøer eller har karakter af portrætter af enkeltindivider eller -grupper. Et eksempel på den observerende dokumentar er Armadillo (2011) af instruktøren Janus Metz.
Den deltagende dokumentar er i familie med den dybdeborende dokumentar, men instruktøren er nu ikke længere blot synlig som en voice over, men deltager selv i begivenhederne, iscenesætter dem og påvirker dem bevidst for at få ting til at ske. Derfor kalder man ofte lidt spøgende instruktøren i denne dokumentartype for "fluen i suppen". Instruktøren er både detektiven, der efterforsker, og en agent provocateur, der selv aktivt får ting til at ske. Samtidig kan han eller hun fungere som værten, der samler trådene for seerne og til tider taler direkte til kameraet. Instruktøren kan sammenlignes med litteraturens jegfortæller, der selv er til stede i handlingen. Den deltagende dokumentar har ofte fokus på afsløring af kriminalitet, magtmisbrug og uretfærdighed. Der bruges konfrontationsjournalistik og "skjult kamera", hvor de medvirkende ikke ved, at de bliver optaget. Eksempler på den deltagende dokumentar er Michael Moores Bowling for Columbine (2002) og DR1-dokumentaren I skattely (2013), hvor en af filmens tilrettelæggere går undercover for at afsløre skattesnyd.
En videreudvikling af den deltagende dokumentar møder vi i den såkaldte "performative dokumentar", hvor instruktøren ikke længere blot er deltagende, men nu selv er blevet hovedpersonen og har gjort sin egen optræden til dokumentarens omdrejningspunkt. Ofte er der tale om performance i den forstand, at instruktøren performer en bestemt rolle og iagttager omgivelsernes reaktioner på rollen. Det ses for eksempel i Mads Brüggers film Ambassadøren (2011). Den performative dokumentar kan imidlertid også være en mere personlig beretning og have instruktøren selv og nogle hændelser eller relationer i vedkommendes liv som hovedanliggende. Det performative element ligger da i, at instruktøren har sat sig selv og sit eget liv i scene, som vi f.eks. ser det i Søren Faulis Min morfars morder (2004) eller Anna Odells Gensynet (2013). Centralt for den performative dokumentar er den subjektive vinkel på virkeligheden og forsøget på at fange den store historie i den lille personlige historie.
Den refleksive dokumentar tvinger os til at reflektere over, om det overhovedet er muligt at gengive eller forstå virkeligheden som den er. Vil der ikke altid være tale om en konstruktion, vil forskellige mennesker ikke altid se noget forskelligt, når de taler om virkeligheden? Den refleksive dokumentar er mistænksom overfor sit eget projekt. Den inviterer os derfor med ind i maskinrummet, så vi selv kan få øje på, hvor konstrueret og iscenesat den er. Nicholls skelner mellem to refleksive dokumentarfilmtyper. Den selvrefleksive dokumentar er kendetegnet ved at have fokus på sig selv som dokumentarfilm og ved at sætte spørgsmålstegn ved sin egen gengivelse af virkeligheden. Den politisk-refleksive dokumentar sætter derimod spørgsmålstegn ved menneskers virkelighedsbilleder overhovedet og peger på dem som sociale og ideologiske konstruktioner.
Eksempler på refleksive dokumentarfilm kan være Lars Von Triers De fem benspænd (2003), hvor konstruktion og virkelighed står skarpt overfor hinanden, Sarah Polleys Stories we tell (2012), hvor vi får beskrevet den samme hændelse vidt forskelligt af forskellige mennesker, og endelig Joshua Oppenheimers The Act of killing (2012) hvor vi ser, hvordan mennesker og regimer er i stand til at konstruere og fastholde deres eget ideologiske virkelighedsbillede.
Den poetiske dokumentar formidler stemninger og følelser. Den forsøger at gengive en bestemt måde at opleve virkeligheden på og har ikke fokus på hverken en præcis skildring af virkeligheden eller på en kritisk tilgang til den. Den har netop et poetisk og æstetisk blik på virkeligheden. Ofte fremhæver den eller viser os det, vi normalt ikke lægger mærke til i hverdagen. Kompositionen kan være præget af associative, rytmisk gentagne eller fragmentariske forløb. Billederne kan være impressionistiske, ekspressive eller symbolske, og musikken kan udgøre en vigtig del af lydsiden. Eksempler på den poetiske dokumentar kan være Jørgen Leths 66 scener fra Amerika (1981) eller Max Kestners Rejsen på ophavet (2004).
Den dramatiserede dokumentar dækker over dokumentarfilm, der på forskellig vis dramatiserer faktiske begivenheder for at gøre dem tilgængelige for publikum. De faktiske begivenheder rekonstrueres ved hjælp af skuespillere og kulisser, så vi så at sige får mulighed for at gense og vurdere begivenhederne igen, og der anvendes desuden ofte arkivmateriale. Eksempler på dramatiserede dokumentarer er danske Blekingegadebanden fra 2009 af Anders Riis-Hansen, der ser på en venstreorienteret gruppes terrorist-virksomhed fra 1960-1990, og dokumentarserien The Jinx - The Life and Deaths of Robert Durst fra 2015 af Andrew Jarecki, der fortæller historien om amerikaneren og rigmanden Robert Durst, der muligvis har tre mord på samvittigheden.