Uddrag: Brug litteraturhistorien. Systime.dk

Flydende identiteter

Vores tid er især præget af globalisering. Varer produceres og handles i hele verden, og kulturelt påvirkes vi fx af udenlandske tv-serier, udlandsrejser, eller når nye borgere bosætter sig i Danmark. Udbredelsen af internettet bidrager til, at hele verden føles tæt på, at alle muligheder ligger åbne for os, og at Danmark blot er en lille del af en stor, kompleks verden. Det bliver især tydeligt, når voldsomme begivenheder som 9/11 i 2001, finanskrisen i 2008, corona-pandemien i 2020 og klimaforandringer påvirker vores liv i Danmark. Vi mærker også, at vores måde at leve på har betydning for mennesker andre steder på Jorden. Hele vores liv er gennemsyret af det globale.

Samtidig er vores tid præget af en stigende individualisering. Når de traditionelle fællesskaber som den stabile kernefamilie eller bestemte sociale klasser opløses eller defineres på ny, så står individet alene med mange overvejelser om sit livs retninger og valg. Dette er ikke en ny udvikling (se fx kapitlet Individ og identitet), men en tendens, der forstærkes gennem 00'erne og 10'erne. Individet bliver i højere grad end nogensinde før nødt til at danne sine egne fællesskaber og livsforløb. Lidt forenklet kan man sige, at tidligere generationer fik livets begivenheder påtvunget (slægt, ægteskab og samme erhverv som forældrene), mens vi i dag selv skal vælge, hvilke begivenheder vores liv skal bestå af. Vi skal også selv give betydning til begivenhederne, og vi kan derfor i høj grad selv vælge vores identitet. Det er det, den engelske sociolog Anthony Giddens kalder for selvrefleksivitet. Det handler om, at vi hele tiden overvejer, om vi er på vej det rigtige sted hen i vores liv. Det kan være positivt og frisættende for den enkelte, men det kan også give anledning til tvivl og sammenstød med normer, når man skiller sig ud.

Overordnet kan man altså sige, at vi for det første lever i en tid med interesse for rødderne, for familien og det lokale miljø i en søgen og længsel efter en fast og stabil identitet. For det andet lever vi i en senmoderne tid med flydende identiteter, hvor vi bliver påvirket af den omgivende globaliserede verden. I dette kapitel skal vi se på tekster af Lone Hørslev, Leonora Christina Skov, Yahya Hassan og Caspar Eric, der på hver deres måde kan siges at rumme begge tendenser.

Autofiktion og dobbeltkontrakt

I en tid, hvor vi på mange måder selv har mulighed for at definere vores identitet, er der stadig behov for den nære og virkelige historie, som er bundet til et konkret sted og en konkret opvækst. Der ser ud til at være en særlig sult i tiden efter det autentiske, dvs. det virkelige og oprindelige. Det kender man fra selvbiografiske bøger, men en selvbiografi kan aldrig vise hele sandheden. En forfatter kan ikke nødvendigvis huske, hvad der skete, da han var fire år gammel. Derfor vil der altid være en grad af udvælgelse i en selvbiografi.

Den erkendelse har inspireret mange forfattere efter årtusindeskiftet. De tilfredsstiller længslen efter det autentiske ved at skrive med udgangspunkt i deres eget liv, men de gør det med en meget klar bevidsthed om, at der er tale om en selviscenesættelse, idet de kalder deres tekster for 'roman' eller 'digte', altså genrer vi typisk forstår som fiktive. Men hvis de samtidig i interviews i aviserne fortæller, at romanen bygger på deres egen opvækst, kan læseren blive forvirret: Skal bogen læses som fiktion (en roman) eller som fakta (en selvbiografi)? I disse tilfælde er der tale om en dobbeltkontrakt med læseren. Det vil sige, at bogen både indgår en kontrakt med læseren om, at den skal læses fiktivt, og at den samtidig skal læses faktuelt. Værker, der spiller på tvetydigheden mellem det fiktive og det faktuelle, kalder man autofiktion. Begrebet autofiktion er sammensat af 'auto' der betyder 'selv' (som i 'selvbiografi') og fiktion.

I et autofiktivt værk er der sammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Det pirrer læserens nysgerrighed: Hvad er autentisk, og hvad er opdigtet? Når du analyserer autofiktion, skal du tænke på, at det er en tekst, som aldrig kan vise hele sandheden. Sådanne tekster har en dobbeltkontrakt med læseren, fordi der både er elementer af fakta og fiktion. Autofiktive tekster vil altid være en kunstnerisk fortolkning og en formidling af noget oplevet og husket. I autofiktion får vi fortællerens syn på, hvad der fx skete i den traumatiserende barndom. Når den voksne (måske mange år senere) ser tilbage på sit liv, vil der altid ske forskydninger i, hvad der huskes. Nogle begivenheder og følelser vil blive glemt, fortrængt eller forskønnet, og nogle begivenheder vil blive fortolket ind i en anden sammenhæng, som giver mening for lige præcis den, der husker. Det fortællende jeg, som ser tilbage på en begivenhed, har fjernet sig i tid fra det fortalte jeg, dvs. det jeg, som engang oplevede og sansede. Med andre ord er der altid en vis grad af fiktion i det erindrede. Forfatteren bliver på en måde sit eget livs arkitekt.

Bekendelseslitteraturen

Det selvbiografiske er ikke en ny tendens i litteraturhistorien. Senest havde den en stærk position i 1970'erne under betegnelsen bekendelseslitteratur. Den blev brugt om forfattere, der i tidens ånd 'gjorde det private politisk' og blotlagde ofte pinagtige detaljer fra privatlivet. Men også fx Vita Andersens digte og noveller om kvinders forkrympede hverdagsliv blev kaldt bekendelseslitteratur, selv om hun faktisk ikke signalerede noget biografisk ved teksterne.

I forhold til 1970'ernes bekendelsesdigtning er den selvbiografiske bølge efter 2000 i højere grad præget af en bevidsthed om, at også selvbiografi er noget konstrueret, i hvert fald når den skal fortælles. Og det gælder, hvad enten fortælleren forholder sig med patos eller ironi til sin livshistorie. De livshistorier, der berettes om i den selvbiografiske/autofiktive bølge, handler sjældent om det grå og vante, leverpostejsflade hverdagsliv. Hvis de gør det, som tit hos Knausgård, sker det med så sansestærke skildringer, at hverdagen løfter sig mod sky! Men oftest er det pinagtige, hvis ikke ligefrem traumatiske historier, der i fortællingens optik er sat i scene med ofre og skurke og måske medløbere.

Performativ biografisme

Litteraturforskeren Jon Helt Haarder bruger begrebet performativ biografisme om det meste af den autofiktive litteratur. Med det 'performative' sigter han til det forhold, at det selvbiografiske aspekt ofte er et spil, en æstetisk strategi, som forfatteren performer. Det selvbiografisk 'autentiske' bliver en slags realismeeffekt, et led i iscenesættelsen både i teksten og i dens og forfatterens liv i offentligheden, i medier, på blogs mv. Det gælder derfor om ikke bare at opfatte forholdet tekst:virkelighed som 1:1, men at være opmærksom på de mange retoriske greb og varierende roller, der findes i og omkring teksterne. Der kan fx være grund til at skelne mellem 'fiktion' og 'fiktionalisering', hvor det sidste er forskellige fiktionstræk, der også kan optræde i fakta-tekster.

Det kan være relevant at skelne mellem de forskellige positioner, forfatteren indtager – selv om de måske alle bærer samme navn, nemlig forfatterens:

1. Den 'empiriske' forfatter, der optræder i offentligheden.

2. Forfatteren som den, der har skrevet bogen og dermed truffet æstetiske valg.

3. Det fortællende jeg: Den bærende stemme i teksten.

4. Det fortalte jeg: Forfatterjeget som karakter i teksten.

1. er altså forfatteren, der fx giver interviews om bogen, 2. er forfatteren, som en iscenesætter, ligesom en filminstruktør besætter roller og bestemmer alt fra handling til klipning, 3. er forfatteren i rollen som fortæller, 4. er forfatteren som den, der fortælles om.