uddrag fra Litteraturhistorie en håndbog. systime. dk
Slægtssamfundet og slægtens ansvar for den enkelte, som vi kender det fra vikingetiden, er under opbrud i middelalderen. Presset kommer dels fra kongemagten i form af særlige bestemmelser i landskabslovene, dels fra den katolske kirkes retspraksis.
I landskabslovene fra 1200-tallet kommer det til udtryk i opgøret med den såkaldte blodhævn, der stadig er en lovlig praksis i den tidlige middelalder og opfattes som slægtens ret og pligt til at hævne drab med drab for at genoprette slægtens ære. Problemet med denne ret og pligt er imidlertid, at slægter ofte myrder løs på hinanden i flere generationer. I Jyske lov bliver blodhævn erstattet med forlig i form af mandebod (bøde), som skadevolderen og dennes slægt skal betale til den skadelidte og dennes slægt. I Skånske lov er det imidlertid skadevolderen, der skal betale det meste selv, og andre slægtsmedlemmer kan her nægte at være med til at betale bøden. Bestræbelsen i nogle af lovene går således i retning af at forsøge at bilægge stridigheder mellem slægterne gennem forlig og ved at individualisere skyldsspørgsmålet og gøre den enkelte mere personligt ansvarlig for sine handlinger.
Ligeledes bliver slægtens magt i forbindelse med indgåelse af ægteskab udfordret af kirken. Et ægteskab i middelalderen er først og fremmest et arrangeret ægteskab. I Jyske lov står der i bog 1 paragraf 33:
Den, der vil tage sig en kone, skal anmode om hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder. Men findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste slægtning, men det skal dog være med hendes samtykke og vilje. Men har kvinden ingen frænder, kan hun bede, hvem hun vil, om at give hende til ægte. Men har hun så nære frænder, at de er hendes rette værger, såsom fader, broder, søn, bedstefader, farbroder eller morbroder, og hun giver sig selv til ægte uden deres samtykke, da skal de have rådighed over hendes ejendom, så længe hun lever. Men bliver hun voldtaget, har hun ikke af den grund forspildt sit gods.
Jyske lov, bog 1, paragraf 33.
I 1215 fastslår den katolske kirke imidlertid, at ægteskabet er helligt og indstiftet af Gud og skal velsignes af kirken. Der er i den kirkelige retspraksis ikke et krav om samtykke fra slægten, for at ægteskabet kan betragtes som gyldigt. Kirken indfører ligeledes straffe for seksuelle forhold før og ved siden af ægteskabet. En praksis, der i vidt omfang tidligere var accepteret og ikke underlagt et spørgsmål om moral.
Selvom slægtssamfundet ikke afvikles i middelalderen, bliver samfundets fokus på slægt, ære og hævn udfordret både af kristendommens syn på den enkeltes skyld og synd og ikke mindst af de bestræbelser på en individualisering af retspraksis, der forekommer i såvel de kongelige som de kirkelige love.
I folkeviserne, som vi nu skal se nærmere på, er vi vidne til denne begyndende individualisering. Til forskel fra sagalitteraturens fokus på slægtskonflikter i flere slægtled, ser vi i folkeviserne hyppigere konflikten foregå mellem slægt og individ i et enkelt slægtled.
Ligesom vikingetidens eddadigtning og sagalitteratur bygger på en mundtlig fortælletradition, gør folkeviserne det også. De ældste af dem dateres tilbage til 1200-tallet, og er altså samtidige med indførelsen af landskabslovene. De første nedskrivninger af folkeviser finder dog først sted efter middelalderen. Fra omkring midten af 1500-tallet stammer Hjertebogen med omkring 20 folkeviser, der bliver indsamlet ved Christian 3.s hof, og senere i 1591 udgiver Anders Sørensen Vedel (1542-1616) Hundredvisebogen med 100 folkeviser.
Viserne kan karakteriseres som en blandingsgenre. De er episke med lyriske træk. De er blevet sunget og brugt på herregårde i forbindelse med kædedanse, hvor en sanger har fremført de enkelte strofer, mens de dansende og publikum har sunget med på omkvædet. Den danske folkevisetradition er både i form og motivvalg påvirket af en tilsvarende europæisk balladetradition (ballade: dansevise). Vi kender ikke forfatterne til de enkelte folkeviser, men det er karakteristisk, at hver vise findes i flere varianter, formodentlig fordi de sangere, der har sunget dem, med tiden selv har ændret på dem. Folkevisen Jomfruen og dværgekongen findes således i mindst syv forskellige varianter. Viserne er primært blevet til i samfundets højere sociale lag i løbet af middelalderen, men er siden blevet udbredt til den jævne bondebefolkning.
Ydre komposition: Folkeviserne benytter enderim, og den enkelte strofe har enten fire verslinjer med skiftevis fire og tre trykstærke stavelser eller to verslinjer med fire trykstærke stavelser i hver, mens antallet af tryksvage stavelser kan variere. Desuden anvendes bogstavrim hyppigt: "Der dagen han dages, og duggen den driver så vide". Og endelig består viserne af et lyrisk omkvæd, der gentages efter hver strofe. Omkvædet slår visens stemning an og peger ofte på visens motiv eller morale.
Indre komposition: En folkevise falder typisk i tre dele: en begyndelse, en midte og en slutning som vist i nedenstående model.
Begyndelse: Harmoni, hjemme, udrejse,
Midte: Overgangssituation, ude, hændelse, konflikt opstår, prøvelser, modstandere, forhindringer.
Slutning: Konsekvens, hjemme, hjemkomst, harmoni genoprettes (god lykke) eller tragisk udgang (ond lykke).
Fremstillingsform: Fremstillingsformen i folkeviserne er scenisk, og de enkelte scener er renset for detaljer. De indeholder næsten ingen beskrivelser af miljøet. Vi får kun de helt nødvendige kendsgerninger i en scene (de blev forlovet, de red bort), der har betydning for handlingen, mens alt andet er renset bort som i et syrebad. Mellem de enkelte scener (ofte mellem de enkelte strofer) optræder der hyppigt voldsomme tidsspring. Viserne forsøger med syrebadsteknikken så at sige at skrælle sig ind til det almene i et konkret eksempel.
Personer: Folkeviserne gør ikke meget ud af at beskrive personernes indre følelser og stemninger, men holder sig i stedet næsten konsekvent til at beskrive deres adfærd (den adfærdsbeskrivende stil). Alt det der motiverer dem, og alt det de føler, må vi tolke os til ud fra deres måde at handle og reagere på, og ud fra hvem og hvad de konfronteres med i omverdenen (andre mennesker, dæmoner). De fremstår som flade og er mere typer end personer med individuelle træk.
Sprog: Faste sproglige formler eller klicheer går igen fra vise til vise. Dette såkaldte formelsprog har givetvis fungeret som støtte for hukommelsen og har været praktisk i forhold til visernes enderim. "Under ø" rimer på "mø". Viserne har sproglige formler for mange af dagligdagens aktiviteter: at rejse bort, ankomme, vågne op eller indtræde i en stue. "Ride under ø" betyder således at ride af sted eller ride bort og er et af de mest brugte udtryk i viserne. Der er sproglige formler i viserne for forlovelse (så drak de det fæstens øl), for fredløshed (træde så mangen sti vild), formler der angiver høj social status (skarlagenskind), personlighed ("bold": modig) eller udseende (så væn en mø). En folkevise er således ikke et udtryk for en forfatters ambition om at skabe et personligt eller originalt værk. Vedkommende benytter derimod nogle på forhånd fastlagte sproglige skabeloner til at skabe værket. Læg endelig mærke til brugen af dobbelt grundled i formuleringer som "duggen den driver" og "den Jomfru hun vilde til Aftensang", der er kendetegnende for folkevise-genren.
Folkeviserne inddeles i forskellige kategorier ud fra deres indhold. Man skelner mellem trylleviser, ridderviser, historiske viser, kæmpeviser og skæmteviser. Vi vil i det følgende koncentrere os om to af kategorierne, nemlig ridderviserne og trylleviserne.
Ridderviserne, der er de talrigeste, foregår i middelalderens højere kredse. Her møder vi herremænd og storbønder, og viserne handler først og fremmest om konflikter mellem slægtens interesser og individets interesser, mellem samfundets slægtsorienterede normer på den ene side og den enkeltes lidenskaber på den anden. Ofte er det netop med kærligheden som det helt centrale omdrejningspunkt, at konflikterne udspiller sig.
(...)
Trylleviserne, som der er færrest af, men som eftertiden til gengæld har været mest fascineret af, er karakteriseret ved, at de er befolket af dæmoniske væsener som elverfolk og trolde eller indeholder andre overnaturlige fænomener.
Der er trylleviser, hvor en trold eller et andet menneske bruger runekast mod en person, som derved bliver fortryllet til at foretage sig handlinger, han ellers aldrig ville have foretaget. Siden vikingetiden har runer været forbundet med noget magisk, formodentlig fordi kun ganske få kunne læse dem og færre skrive dem.
Der er trylleviser med mennesker, der bliver forvandlet til dyr. Udadtil er de måske en fugl eller en hjort i skoven, men indadtil er de et menneske med en ulykkelig skæbne.
Der er trylleviser, hvor mennesker bliver forført eller bjergtaget af mødet med et dæmonisk væsen og må leve i dets verden for altid eller gå til grunde i mødet, hvis ikke de en sjælden gang bliver forløst fra fortryllelsen. Ligesom det gælder for ridderviserne, er kærligheden et centralt omdrejningspunkt i trylleviserne.
(...)