Brug litteraturhistorien, systime. dk (ebog)

Længsel efter sammensmeltning DEL

Alle de romantiske digtere drømte om en højere, guddommelig virkelighed, der var præget af enhed og harmoni. Det vil sige en følelse af, at alt i universet kunne smelte sammen til et hele. Men der var forskel på, i hvor høj grad romantikerne oplevede at den guddommelige enhed kunne opnås. Universalromantikerne og nationalromantikere troede på enheden, mens nyplatonisterne mere oplevede en splittelse mellem hverdagens virkelighed og det ophøjede ideal.

I universalromantikken var målet for kunstneren at opnå en slags rus, hvor han følte sig som ét med omgivelserne og naturen især. Digterne forestillede sig, at den guddommelige sammensmeltning kunne nås gennem drømme, i nattetimerne, i kunsten eller i særlige øjeblikke, hvor naturen føltes levende. Mennesket opsluges i naturen eller opsluger naturen i sig – alt bliver én fælles organisme. Denne opfattelse af, at alt er ét kaldes for monisme (fra mono, som betyder en). Man talte om ånden i naturen, og man ser da også meget tit besjælinger i romantikkens digtning. Den tyske naturfilosof Schelling beskrev ånden på følgende måde: Den guddommelige idé slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket. Denne opfattelse af, at det guddommelige er i alt, kaldes panteisme. Tanken var, at ånden eller ideen om universets sammenhæng kunne opleves af mennesket, især af kunstneren, fordi han via sin fantasi og inspiration havde adgang til en højere og dybere bevidsthed end almindelige mennesker. Derfor kunne kunstneren kaldes et geni. Denne specielle egenskab bliver sommetider stadig nævnt, når fx forfattere bliver interviewet om, hvordan de får ideer, og hvordan deres arbejdsproces er. Ofte siger de faktisk: "Det skrev sig selv", og de beskriver en slags 'flow'-tilstand, hvor tid og rum flyder sammen, og hvor de er i nuet. Denne følelse kaldes i romantikken guddommelig. Dette er karakteristisk for universalromantikken.

For nyplatonismens digtere var den sammensmeltede, guddommelige følelse kun kort og blev herefter til en følelse af splittelse, tab og smerte. Verden er splittet i to: det ophøjede og det jordiske. Denne tanke stammer oprindeligt fra den antikke, græske filosof Platon (427-347 f.v.t.), som også har givet navn til strømningen. Platons opfattelse af en todelt virkelighed kaldes for dualisme (af duo, som betyder to). For de nyplatoniske digtere er bindingen til det jordiske ulykkelig, for det guddommelige kan kun gribes i korte glimt, og derefter ophører følelsen af sammensmeltning. Jorden føles som "et fængsel", der afskærer jeg'et fra foreningen med den guddommelig enhed. Derfor tager digterjeg'et i romantikken også ofte rollen på sig som den, der lider. Når den ideale, guddommelige enhed ikke kan nås, skuffes mennesket. Det kan ske, hvis fantasien ikke er stærk nok, eller hvis virkeligheden i form af det materielle eller dyriske trænger sig for meget på. Og virkeligheden trænger sig hele tiden på, fx som sult eller i behovet for sex og søvn. Så er det som om, det guddommelige punkteres, og verden virker mørk og trist. Derfor er melankolien og endda dødslængslen også en del af romantikkens tanker.

For andre digtere udviklede følelsen af sammensmeltning og enhed sig i en national retning. Disse digtere idealiserede nationen, det danske landskab og folkelige fællesskab, og de fik inspiration fra historien og fremhævede fx vikingetiden, som de betragtede som heroisk og stærk. Dette kaldes nationalromantikken, og det er her, vi fx finder fædrelandssangene, som vi skal se et eksempel på senere i kapitlet.

Opsamlende: universalromantik, nyplatonisme og nationalromantik DEL

Universalromantikken er harmonisøgende. Den højere, guddommelige verden opleves, når ånden og naturen smelter sammen. Denne strømning er præget af digterens oplevelse af naturen som besjælet. Nationalromantikken ligger tæt op ad universalromantikken, men betragter nationen som den ophøjede, harmoniske enhed.

I modsætning hertil står nyplatonismen, som ser menneskets splittelse som et livsvilkår. Her oplever digteren nostalgi og melankoli efter en tabt verden, som kun vender tilbage i glimt.