Ifølge den canadiske sociolog Erwin Goffman (1922-1982) er grunden til, at vi bruger høflighedsprincipperne, at vi vil undgå, at vi selv og andre "taber ansigt", når vi kommunikerer med hinanden. I en samtale forsøger vi hele tiden at sikre vores eget Face og den andens Face. Det kalder Goffman for Facework. Et Face definerer han som et menneskes positive selvbillede og sociale identitet, som han eller hun forsøger at leve op til og få andres anerkendelse af under en samtale.
Vores eget Face kan vi sikre ved ikke at underlægge os den anden og ved at leve op til vores egne forventninger, og den andens Face kan vi sikre ved ikke at være for anmassende og krævende og ved at rose den anden, være høflig og bekræfte vedkommendes opfattelser og værdier.
Vi undgår imidlertid ikke ansigtstruende handlinger, som Goffman kalder det - herunder sproghandlinger - hvor vi på den ene eller anden måde risikerer selv at tabe ansigt eller krænke den andens ansigt. Derfor går meget kommunikation ud på at undgå eller dæmpe potentielt ansigtstruende handlinger. Det er især de handlingsregulerende sproghandlinger, hvor vi f.eks. opfordrer andre til at gøre noget, der kan skabe problemer.
Oversigten nedenfor præsenterer dels ansigtstruende handlinger rettet mod andre, dels sproglige teknikker og ritualer, der svækker eller dæmper de ansigtstruende handlinger, og dermed gør det muligt at udføre dem, uden at den anden taber ansigt.
Er vi kommet i en situation, hvor vi overvejer at foretage en ansigtstruende handling - f.eks. fordi en person har snydt foran i den kø, vi står i - kan vi benytte os af forskellige strategier (Andersen, 1989). For det første kan vi jo vælge, om vi vil udføre handlingen eller ej, for det andet kan vi vælge at tale om sagen eller kun antyde problemet i form af f.eks. en vits eller en ironisk kommentar. Hvis vi vælger at tale om sagen, kan vi derefter vælge at sige tingene direkte, som de er, eller gøre det mere indirekte via en ansigtsdæmpende sproghandling.