Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten er navnet på et banebrydende værk fra 1978, skrevet af Edward Said (1935-2003), der var professor ved Columbia University i New York. Heri undersøger han, hvordan man i Vesten traditionelt har fremstillet Orienten, dvs. Asien, Nordafrika og Mellemøsten.
Begrebet orientalisme benyttes om den diskurs, den måde at tænke og beskrive kulturer på, som er bygget op omkring et modsætningsforhold og en understregning af forskelle mellem Øst og Vest.
Said ser diskursen som en metode, der er med til at dominere og beherske på. Ikke mindst fordi ‘det fremmede’ bliver forstået ud fra et vestligt perspektiv. Ved på denne måde at etablere et tydeligt modsætningsforhold mellem Øst og Vest, mener Edward Said, at man på samme tid skaber og styrker sin egen vestlige identitet og magtposition.
Der ligger derfor i begrebet, at det er en begrænsende måde at forstå Orienten på, hvis den udelukkende ses fra en vestlig position, og at man skal være opmærksom på, at man i forestillingerne om ‘det andet’ kan læse mere om, hvordan afsenderen egentlig opfatter sig selv.
Orientalismen er tæt forbundet med imperialismen og de europæiske stormagteres anlæggelse af kolonier fra midten af 1800-tallet og fremefter.
Når man undersøger tekster ud fra et orientalistisk perspektiv, er man altså optaget af at analysere den diskurs og de forestillinger om ‘det andet’ og ‘det fremmede’, som udtrykkes i teksten. De vil ofte være bygget op omkring en række dikotomier, dvs. modsætningsforhold (’dem’ og ‘os’), der både fortæller os om forestillingen om noget ‘fremmed’ og om afsenderen selv.
Set i en større kontekst, er den orientalistiske diskurs indlejret i magtrelationer, der forbinder sig til storpolitiske kampe om territorier og kolonier, der har en lang historie bag sig.
Said skelner mellem:
den latente orientalisme, der udtrykker en næsten ubevidst indstilling,
og den manifesterede orientalisme, der udtrykkes tydeligt og åbenlyst.
Begge former kan eksistere side om side i samme tekst.