Tre typer reality-tv 

Det, vi i dag kalder reality-tv, er i høj grad inspireret af dokumentarfilmen, men dog med den helt afgørende tilføjelse, at den virkelighed, der dokumenteres i reality-tv, i større eller mindre omfang er resultatet af en iscenesættelse. Der benyttes ofte en lang række virkemidler fra fiktionsgenren. Det ændrer dog ikke på det helt afgørende for denne genre, nemlig at vi er vidne til faktiske begivenheder. Medieforskeren Ib Bondebjerg skelner mellem tre forskellige typer reality-tv.

Reality-magasinet DEL

Reality-magasinet er i familie med den deltagende dokumentar. Her er en kritisk studievært omdrejningspunktet. Værten præsenterer forskellige cases, der typisk drejer sig om kriminalitet eller redningsaktioner, og formålet er at afsløre ulovlige metoder, finde frem til gerningsmænd eller vise redningsfolks dramatiske kampe i tilspidsede situationer i forbindelse med ulykker og redningsaktioner. Ofte indgår der rekonstruktioner i denne type udsendelser, og journalisten kan optræde som aktiv deltager i hændelsesforløbet. Eksempler er Operation X (2004-) og Station 2 (1993-).

Reality-serien DEL

Reality-serien omtales ofte som en hverdagsdokumentar eller docu-soap. Her møder vi typisk enkelte eller en gruppe mennesker og følger dem i flere afsnit gennem en periode i deres liv. Det kan være på deres arbejdsplads, i en fritidsbeskæftigelse de har, blot i deres hverdag, eller det kan være, mens de befinder sig i en kritisk fase (sygdom, slankekur) eller overgangsfase i deres liv (fødsel, bryllup). Reality-serien er i familie med den observerende dokumentar. Den er, som medieforskeren Peter Harms Larsen (2003) siger, en "afdækning og fremvisning af normale menneskelige relationer og reaktioner, som de udspiller sig i dialog og handling under pres fra begivenheder i hverdagen". I såkaldte makeover-programmer som f.eks. Ekstremt fed (2013-) eller Mit nye jeg (2013-) er der ligefrem tale om klassiske dannelseshistorier, hvor deltagerne forvandler sig fra grimme ællinger til smukke svaner. Andre eksempler på genren er CPH - lufthavn (2010-), De unge mødre (2005-), På røven i Nakskov (2015-) og Drengene på kanten (2016-).

Reality-showet DEL

Reality-showet er karakteristisk ved, at der skabes en kunstig ramme omkring en gruppe udvalgte mennesker, som regel almindelige mennesker, der indenfor denne ramme skal fungere med hinanden, alene eller i grupper, og løse forskellige opgaver. I det typiske reality-show er rammen en konkurrencepræget situation, hvor deltagerne hver for sig eller sammen skal løse bestemte opgaver, hvis de ikke vil stemmes ud. Undervejs får vi indsigt i, hvor godt eller dårligt de klarer det. Vi bliver vidne til deltagere, der bryder sammen eller taber ansigt, vi ser mennesker i modstridende roller, der snart er på én måde sammen med nogle, og snart på en anden måde overfor andre deltagere i spillet. Vi ser mennesker, der lyver og bagtaler andre, men også mennesker der finder sammen og hjælper hinanden. Vi hører om deres skjulte motiver, når de sidder i programmets skriftestol eller er "alene" med seerne. Programmerne er studier i det, sociologen Goffman kalder facework, hvor mennesker forsøger at opbygge et ansigt, der passer til situationen. Ved hjælp af nærbilleder er vi helt tæt på deltagernes mimik og ansigtsudtryk og kan aflæse deres følelser og indleve os i deres indre kampe for at undgå at tabe ansigt eller afsløre deres egoistiske motiver. Baggrunden for reality-showet er at give seerne mulighed for at observere de ofte helt grundlæggende socialpsykologiske spil og mønstre, der opstår blandt deltagerne indenfor den givne ramme. Eksempler er Robinson-ekspeditionen (1998-) og Big Brother (2001-).

Reality-showet bærer tydelig inspiration fra de såkaldte tv-eksperimenter eller iscenesatte eksperimenter, hvor man følger en bestemt gruppe menneskers forsøg på at overleve eller klare sig under bestemte, vanskelige vilkår. Et historisk eksempel var Poul Martinsens Broen fra 1969, hvor en gruppe rockere og en gruppe hippier skulle hjælpe hinanden med at bygge en bro. Instruktøren skaber rammerne for det spil eller den virkelighed, som deltagerne skal fungere i, og instruktøren kan ligeledes bryde ind i den skabte virkelighed og sætte nye prøver på dagsordenen for deltagerne. Nyere eksempler er DR3's programserie Ond, ondere, ondest (2014), hvor deltagerne fungerer som henholdsvis fanger og vagter i et iscenesat fængselsmiljø, og samme kanals Gift ved første blik (2014), der dog er en mellemting mellem iscenesat eksperiment og reality-serie.

Forskellen mellem reality-showet og det iscenesatte eksperiment er, at det iscenesatte eksperiment ikke indgår i en konkurrencepræget ramme, men i stedet har karakter af et socialt og til tider ligefrem videnskabeligt eksperiment, hvor man ønsker at undersøge særlige adfærdsmønstre hos mennesker og mellem grupper af mennesker.

Tilværelsen som et teater DEL

Det gælder for både reality-serien og reality-showet, at vi kommer meget tæt på menneskers privatliv. Vi hører om deres personlige kampe, vi ser dem i meget private og intime situationer, og vi ser dem smide maskerne og fortælle åbenhjertigt om deres problemer. Den engelske medieforsker Jon Dovey taler om nutidens tv som intimitetens teater. I litteraturen svarer det til den selvbiografiske genres markante udbredelse gennem de sidste 15 år. På de sociale medier er muligheden for og tilsyneladende også trangen til at fortælle om sin personlige verden ligeledes vokset. Mennesker taler ud af posen om deres liv, tilsyneladende uden filter. Vi ser det blandt andet i de mange personlige blogs.

Sociologen Erving Goffman bruger i sin bog Vores rollespil i hverdagen fra 1959 begreber fra teatret til at beskrive, hvad der sker i menneskers interaktion med hinanden. Ifølge Goffman er tilværelsen som et teater, hvor vi mennesker indtager forskellige roller og forsøger at præsentere os selv på den mest fordelagtige måde for hinanden.

Goffman introducerer i den forbindelse en skelnen mellem to forskellige områder eller regioner. Der er selve sceneområdet eller frontstage, hvor vores optrædener finder sted, og hvor vi indtager forskellige roller. Her er der et publikum, der ser på os, og derfor sørger vi for at udfylde vores rolle på den bedst mulige måde og tilpasse os til de normer og uudtalte regler, der findes på netop den scene eller det område, vi befinder os. Til daglig er frontstage de offentlige eller erhvervsmæssige sammenhænge, vi befinder os i - skolen, gaden, arbejdet, butikken, bussen osv. Her fremhæver vi visse aspekter ved vores person og undertrykker samtidig andre, så vi giver publikum det bedst mulige indtryk af os selv.

Bag scenen, på backstage, har vi derimod mulighed for at udtrykke sider af os selv, som vi ikke viser frem på frontstage. Her er vi ikke udsat for publikums vurderende blikke. Det er det private område. Her kan vi lade maskerne fra frontstage falde, og vi behøver ikke være bange for, at vi skal afsløre sider af os selv, som vi ikke ønsker kommer frem i lyset. Ifølge Goffman vil vi gerne holde backstage så utilgængelig for publikum som mulig, da et blik herind risikerer at svække troværdigheden i vores optræden på frontstage.

Hvad er det nu, der foregår i reality-programmer som Robinson-ekspeditionen og Amalies verden? Programmerne erstatter tilsyneladende frontstage med backstage. Det ser ud til, at backstage ikke længere er noget, der gemmer sig bag scenen og tilhører privatlivets fred, men i reality-programmerne er det tilsyneladende rykket frem på selve scenen og er blevet det dominerende område. Som seere får vi en fornemmelse af, at vi har med mennesker at gøre, der er sig selv. Det er en vigtig fascination ved reality-tv.

Middle stage 

Går vi imidlertid til den amerikanske medieforsker Joshua Meyrowitz, så har udviklingen ifølge ham overhalet Goffmans skelnen mellem frontstage og backstage. Den fanger ikke de nye tendenser i medieudviklingen. Den hører til i en tid, hvor den personlige kommunikation ansigt til ansigt og de trykte medier dominerede, men i dag, hvor de elektroniske medier udvisker grænsen mellem det private og det offentlige og lader os se ind i såvel kendte som ukendte menneskers personlige verden, så det næsten virker, som om vi er på besøg, har Goffmans skelnen vanskeligt ved at forklare den måde, mennesker optræder på i medierne.

Når vi via tv følger kendte politikere ind i deres stuer, eller ser Amalie i morgenkåbe diskutere med sin mor i Amalies verden, er det ifølge Meyrowitz hverken den offentlige eller den private side af personerne, vi ser. Det er en slags halvprivat eller halvoffentlig fremtræden, hvor personerne nok virker afslappede og umiddelbare, men hvor de samtidig er uhyre bevidste om, hvilke signaler de sender, og hvilke sider at sig selv, de viser frem. 

I stedet for to områder inddeler Meyrowitz den måde, mennesker fremtræder på i medierne, i tre områder: Deep backstage, forward frontstage og endelig det nye område, som han kalder middle stage.  De to første udgør mere ekstreme udgaver af Goffmans backstage og frontstage. Optrædener på forward frontstage ser vi kun i meget officielle sammenhænge, og deep backstage svarer til den helt private verden, hvor mennesker har smidt deres masker og ikke længere er bevidste om det indtryk, andre får af dem, hvilket vi kun sjældent bliver vidne til i medierne. Det er først og fremmest middle stage, vi ifølge Meyrowitz har fået ubegrænset adgang til via medierne. Det er stedet for den halvprivate eller halvoffentlige optræden, hvor mennesker på samme tid er sig selv og performer sig selv. Det er ikke tilfældigt, når reality-celebritien Gustav Salinas fra For lækker til love (2011-) siger om sig selv, at han er meget "mig-selv-agtig".

Ifølge den danske medieforsker Anne Jerslev peger reality-tv på, at jeg'et i det senmoderne samfund er blevet et brand, som hele tiden må vedligeholdes og skabes i samværet med andre. Det er ikke blot noget, der foregår i reality-verdenen. Den udstiller blot, hvad der også foregår i dagligdagen og på sociale medier som Instagram og Facebook, hvor vi også performer og iscenesætter os