Sproghandlinger

Når journalisten skal formidle en nyhed og har valgt sin vinkling, overvejer han, hvordan historien kan formidles med billeder. Men billederne kan aldrig stå alene, så journalisten skal også beslutte, hvordan historien skal formidles sprogligt.

Når vi skal undersøge sproget i nyhedsudsendelser, er det relevant at se på, hvordan aktørerne i nyhedsindslagene bruger sproget til at handle med. 

En sproghandling er at gøre noget ved hjælp af sproget. Journalisten oplyser, at regeringen ønsker skattelettelser. Den politiker, som interviewes til et indslag om skattelettelser, bruger sproget til at påvirke sine omgivelser – han handler via sproget. Han lover måske skattelettelser, eller han forsikrer, at de ikke kommer.

Sproghandlinger er knyttet til performative verber. Det er verber, som viser, hvilken handling der er tale om - eller sagt på en anden måde: ved at bruge de performative verber udføres den handling, de beskriver. 

Sproghandlinger kan inddeles i fem hovedtyper ID

1. De informationsudvekslende sproghandlinger: Her er informationer og viden i centrum. Det er en type sproghandling, som er typisk for journalister, idet der netop er fokus på en neutral formidling af oplysninger.
   Eksempler på performative verber: Meddeler, indrømmer, oplyser, beskriver, benægter, fortæller, forklarer, fastslår, antager, tror, påstår, hævder, spørger efter viden, svarer på spørgsmål.

2. De handlingsregulerende sproghandlinger: Hvis en politiker i et interview opfordrer alle til at stemme på valgdagen, benytter han sig af en handlingsregulerende sproghandling. Han forsøger med andre ord at påvirke sine omgivelser gennem sproget. Det samme gør sig gældende, når journalisten opfordrer til, at seeren skal undgå at handle hos et særligt firma, som netop er afsløret i at snyde sine kunder. Et andet eksempel er vejrudsigten; her kan meteorologen opfordre til at finde solcremen frem, hvis der er sol i sigte.
   Eksempler på performative verber: Lover, opfordrer, fraråder, beder om, anmoder, anbefaler, forlanger, advarer, forsikrer, foreslår.

3. De følelses- og holdningsudtrykkende sproghandlinger: Journalisten eller de interviewede kan give udtryk for følelser eller holdninger. Da denne type af sproghandling er udtryk for en subjektiv vurdering, vil det oftest være interviewede personer, som benytter sig af den. Vi forventer, at journalisterne er neutrale i formidlingen af nyhederne, så derfor vil vi sjældent opleve, at journalisten udtrykker holdninger eller følelser. Omvendt er det typisk for interviewede i nyhedsindslag, at de har noget på hjerte og derfor giver udtryk for enten holdninger eller følelser. Journalisten kan opfordre til denne sproghandling ved fx at stille spørgsmålet "Hvad føler du nu?".
   Eksempler på performative verber: Roser, accepterer, undskylder, beklager, anerkender, mener, synes. 

4. De rituelle sproghandlinger: Det er typisk for bestemte sammenhænge, at sproget bruges rituelt. Præsten udøver rituelle sproghandlinger, når han døbereller erklærer brudeparret for at være mand og kone. De rituelle sproghandlinger er typisk knyttet til bestemte institutioner som fx retsvæsen og kirke. Det er sjældent oplagt for journalisterne at benytte rituelle sproghandlinger, men det kan forekomme, at et interviewoffer fx takker for noget.
   Eksempler på performative verber: Takker, døber, anholder, dømmer, udnævner, erklærer, ansætter, sværger, forfremmer, tilgiver, forbander.

5. De samtalestrukturerende og kontaktskabende sproghandlinger: Her er der tale om sproghandlinger, som regulerer en samtale. Denne type sproghandling er ofte indirekte, det vil sige, at den talende ikke bruger det performative verbum, som knytter sig til handlingen. En journalist kan fx styreen samtale ved at spørge den interviewede, om han eller hun har mere at tilføje.
   Eksempler på performative verber: Hilser, indleder, afslutter, opsummerer, tager ordet, understreger, kommenterer, konkluderer, afrunder, styrer hvem der skal tale.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en ytring ofte kombinerer flere typer af sproghandlinger. Det er altid nødvendigt at se sproghandlingerne i deres sammenhæng for at kunne afgøre, hvilke typer der er tale om.