Myten

Fra: Litteraturens veje. Gerd Lütken Johannes Fibiger Systime E-bog 

Ordet myte stammer fra det græske ord 'mythos', som betyder ord, fortælling, sagn. Traditionelt betegner myter billedlige og dramatiske fortællinger, der foregår uden for tid og rum. Myten er oprindelig en mundtlig genre, der begrunder verdens og livets gang inden for en given kultur. Gennem fundamentale modsætningspar som liv-død, gud-menneske, ung-gammel, god-ond fortæller myten om en kulturs fælles erfaringer og livsvilkår. Myter handler ofte om verdens tilblivelse, om guder og helte og om verdens undergang. Et samlet mytisk univers kaldes for mytologisk, som fx den græske eller nordiske mytologi. En mytologi rummer en bestemt opfattelse af kosmos, af verdens orden.

Myten skaber en verden, som ikke findes, men som mennesket kan spejle sig i og hente mening fra. Den tilbyder derved et værdiunivers, som mennesket kan genfinde sig selv i og handle ud fra. Det sker typisk gennem ritualer, som er en slags praksisformer afledt af myten. Man ofrer til guderne for at få noget igen, fx krigslykke, frugtbarhed, helbred og held. Ritualet bekræfter en forestilling og tilbyder en udveksling mellem tilværelsens grundkræfter og menneskets eksistens. Myten skaber derved handle- og forståelsesrammer for mennesket ved at sætte det grundvilkår ind i en fortælling.

Vores vestlige kultur har gennem oplysning søgt at afmystificere myterne og afskaffe ritualerne. Fra og med den græske naturfilosofi har filosoffer og naturvidenskabsmænd forsøgt at opløse myterne gennem analyse. Naturvidenskaben kan rationelt forklare, hvorfor der i virkeligheden kommer regn, og hvorfor det tordner: Torden skyldes ikke, at Thor kører med sine bukke, det skyldes elektriske udladninger i et spændingsfelt. Naturvidenskaben afliver hermed den samlede opfattelse af verden, som myterne indeholdt, og som riterne hemmeligholdt.

I dagligsproget afspejler oplysningen sig i, at ordet myte i dag bruges som betegnelse for en kollektiv illusion. Når kriminologer fx siger, at det er en myte, at kriminaliteten er stigende, så mener de, at det er en falsk og ubegrundet opfattelse af de faktiske forhold.

Trods afmytologiseringen laver moderne mennesker fortsat myter og dyrker sære ritualer. Det gør vi i religiøse sammenhænge, men også i institutionelle, hvad enten det er militæret, domstolene eller uddannelsessystemet, vi taler om. Ritualer skaber strukturer, markerer overgange og giver status. Myter forklarer tilværelsen og giver mening.

Myten er altså fulgt med mennesket ind i moderniteten, og den kan genfindes overalt i sin struktur og måde at lave billeder på. I bogen Mytologier (1957) giver den franske filosof Roland Barthes (1905-80) et bud på, hvordan myter skabes i moderne sammenhænge, fx i vores fortolkninger af sport som Tour de France men også i spillefilm, reklamer og konspirationsteorier. Mennesket fortolker fænomener fra vores egen verden ved at hæve dem op til at være billeder på noget større. Fx kan kommentatorer forvandle et cykelløb til at blive et stort epos om helten, der kæmper mod hoben, naturen og maskinen.

I litteraturen er Johannes V. Jensen (1873-1950) den første, der bevidst arbejder på at skabe moderne kunstmyter – på linje med H.C. Andersens kunsteventyr. Jensenskriver fortællinger, hvor den konkrete handling løftes ud af det tidsbundne og bliver til et billede på noget alment. Han definerer selv myten som en sammentrængt form, et stykke af virkeligheden i universel belysning:

Jeg forstår derved et stof fra vor egen "prosaiske" tid behandlet og afrundet efter urmetoden, ingen lang møjsommelig opregning, men et spring ind i et billede; eller også et stof fra fortiden belyst og givet ny betydning gennem den moderne indsigt, der står til vor rådighed, naturvidenskaberne anvendt med tilbagevirkende kraft. Enhver skildring der bringer et stykke natur i sammenhæng med tiderne er en myte. Metoden i øvrigt er ligegyldig, blot det lykkes at bibringe andre en samlet rund forestilling om, hvad der ellers opfattes spredt, skilt af tid eller afstand, eller som slet ikke opfattes. Virkeligheden eksisterer paradoksalt nok ikke før den er blevet hævet op i et afbillede.

Ud over Johannes V. Jensen har digteren Peter Adolphsen (f. 1972) skrevet kunstmyter i sine Små historier 1-3 (1996, 2000, 2020). Han er generelt optaget af, hvordan mennesket producerer mening i en verden, hvor Gud er død, og eksistensen er præget af tilfældigheder. Han gør det ikke med ambitionen om at give færdige svar på tilværelsen, snarere at vise, hvor underfundig den er.