Uddrag fra "Litteraturhistorie på langs og på tværs", systime.dk ebog. 2022

At lyse op, at kaste lys over en sag, at være et lys – næsten ligegyldigt, hvordan man bruger ordet lys, så er det forbundet med noget positivt. 1700-tallet kaldes ofte for oplysningstiden, og det er en betegnelse, som tiden sætter på sig selv. Oplysningstiden ser da også optimistisk på fremtiden og på menneskers muligheder.

Oplysningstidens samfund: ny borgerlig offentlighed

I 1700-tallet har vi i Danmark en enevældig konge. Styreformen hedder oplyst enevælde. Den enevældige konge udøver censur og tillader kun til en vis grad diskussion af samfundsmæssige spørgsmål i det offentlige rum. De fleste intellektuelle er godt tilfredse med den samfundsindretning. De er ikke interesseret i demokrati, fordi de ikke anser folket for at være oplyste nok til at handle fornuftigt.

Men borgerskabet, det vil sige købmænd og håndværkere, bliver i perioden rigere, og det betyder, at hoffet ikke længere er centrum for kulturen. Der opstår en ny offentlighed mellem den tidligere offentlighed – hoffet – og det private hjem. Det er en offentlighed, hvor man mener, at argumenter bør veje tungere end autoriteter. Borgerskabet diskuterer politik, filosofi, teologi og kunst i nye aviser og tidsskrifter. Opkomsten af en stærk borgerklasse baner vejen for en ny borgerlig kultur.

Livssyn

tidens tænkere er, at alle mennesker er fornuftsvæsner, så hvis bare mennesker tør – og vil – bruge fornuften, vil verden blive et bedre sted at leve. Dette menneskesyn er nyt i forhold til århundredet før. Barokken er præget af det kristne menneskesyn, at vi alle er syndere, der hele tiden kommer væk fra det gode. Mennesket kan ikke finde vej ved egen hjælp, men kun ved hjælp fra Gud. Oplysningstidens menneskesyn indebærer derimod, at mennesket selv kan finde frem til det gode ved hjælp af den fornuft, som mennesket er skabt med. Der er altså en større tiltro til mennesket som et tænkende væsen, end man tidligere har set, men det udelukker dog ikke troen på Gud som skaber.

Oplysningsprojektet

Oplysning handler om at hjælpe fornuften på vej i mennesket og i samfundet, så fordomme og indgroede vaner kan ryddes af vejen, så mennesker kan få en klarere forståelse af verden og dermed skabe en bedre verden. Oplysningstidens tænkere bruger metaforen 'at kaste lys ind i et mørke' om deres opgave. 

På billedet ser man den tyske filosof Immanuel Kant. Lyset er et centralt element i billedet, og det forbindes med tænkeevne og fornuft, da lyset falder på eller udgår fra Kants hoved. Man kan ikke afgøre, om han oplyses udefra, eller om hans fornuft oplyser mørket omkring ham.

I sit essay Hvad er oplysning? fra 1784 definerer Kant oplysning således:

Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin egen forstand uden en anden ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en anden ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.

Immanuel Kant: Hvad er oplysning? Oversat af Justus Hartnack. I: Oplysning, historie, fremskridt. Slagmark, 1993

Rationalisme

Den forestilling, at alle mennesker er styret af deres fornuft – og ikke af Gud, deres drifter eller deres følelser – kaldes rationalisme. 'Ratio' betyder på latin fornuft. Rationalismen er den idemæssige baggrund for oplysningsprojektet. 1700-tallets rationalisme betyder nye forestillinger om menneskets plads i samfundet, om moral og om kristendom.

Samfundsindretning, moral og kristendom

Der opstår en forestilling om, at mennesker i kraft af deres fornuft har rettigheder. Mennesket er kendetegnet ved at være frit, og samfundene bør derfor indrettes, så mennesker kan udfolde sig frit. Det er nogle af disse tanker, der fører til den franske revolution i 1789 – og til den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776. FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 har ligeledes filosofiske rødder i 1700-tallet.

Moralen bliver frigjort fra kristendommen. Den tyske filosof Immanuel Kant formulerer en etik, som bygger på tanken om menneskets fornuft og ikke på menneskets pligt over for Gud.

Man kunne tro, at man i oplysningstiden opgiver kristendommen som en gammel og fordomsfuld måde at forklare verden på, men tværtimod tager teologerne udfordringen op og tænker rationalisme og kristendom sammen. Resultatet er deismen, der fastholder, at Gud er verdens skaber. Det nye i deismen er forestillingen om, at Gud efter verdens skabelse trak sig tilbage fra skaberværket og overlod det til menneskets fornuft selv at indrette verden. Tidens teologer nedtoner i den forbindelse de overnaturlige dele af Bibelen, der ikke kan forklares ud fra fornuften. I oplysningstiden vil den rationalistiske kristendom derfor gerne tale om Jesus som en lærer, der drog rundt og oplyste og opdrog folk. Derimod nedtones forestillingen om Jesus som Guds søn, der på mirakuløs vis blev undfanget af en jomfru og opstod fra de døde.

Beslutsomhed og mod

Rationalismens tanke om mennesket som et fornuftigt væsen er en ide, der afgørende ændrer menneskets forestillinger om sig selv. Man har tidligere overladt det til Gud og kongen at sørge for samfundsindretningen, at sige hvad der er moralsk rigtigt og forkert – og at frelse mennesker fra synd. Disse opgaver tager mennesket nu på sig, og den nye frihed bliver startskuddet til det demokrati og den sekularisering, vi værdsætter højt i dag. Men det er også et ansvar og en byrde, mennesket tager på sig, og det er derfor Kant bruger ordene: "Hav mod til at bruge din egen forstand".

Oplysningstidens genrer

De klassicistiske forfattere – og også rokokoens – er meget genrebevidste, og de øver sig i at mestre forskellige genrer. De er ikke ude på at opfinde nye former at formidle deres indhold i, og de ønsker ikke at blande træk fra forskellige genrer. Derfor er det nyttigt at kende til de forskellige genrer, som forfatterne udfolder sig i, når man skal læse 1700-tallets litteratur.

Hvor 1600-tallets forfattere i høj grad foretrækker poesien/lyrikken, er det de episke og dramatiske genrer, der præger oplysningstiden. De dramatiske genrer, tragedien og komedien, bliver perfektioneret. De episke genrer, der bliver dyrket, er breve, essays, romaner, selvbiografier, historiske beretninger og fortællinger på vers.

Der bliver dog også skrevet lyrik i perioden. Brorsons salmer er et eksempel, men også verdslig lejlighedsdigtning er populær.

Essays og epistler

Brevet er en genre, som mange af 1700-tallets forfattere udfolder sig i. Ludvig Holbergs samlede epistler (breve) fylder flere bind, og de handler om alt fra moralske, filosofiske og teologiske spørgsmål til politik og dagligliv. De er gennemsyret af oplysningstidens tanker og er beregnet på at få læserne af brevene til at tænke sig om. Holberg udgiver selv sine breve, som altså ikke er breve i nogen almindelig privat forstand, men snarere en slags essays udformet, som om der er en bestemt modtager.

Holberg er den første danske essayist og grundfæster det genrekendetegn, at et essay er nysgerrigt spørgende, undersøgende og argumenterende.

Herunder er et uddrag af en af Holbergs epistler. Det viser Holbergs spørgende tilgang til sit emne. Han starter med at stille spørgsmålet: Skal skribenter have lov til at skrive frit eller skal de underkastes censur? Derefter giver han sig til at fremføre argumenter for og imod: "pro og kontra". Til slut kommer han med sin egen konklusion: "Jeg har alene holdt for ...".

Det personlige skær er tydeligt i dette essay. Holberg tager udgangspunkt i et personligt møde med en svensk herre. Han argumenterer ud fra, hvad han selv har oplevet. Og han formulerer pointen som et personligt standpunkt.

Komedier om fornuft og dyd

Ludvig Holberg er den mest kendte af oplysningstidens forfattere. Han skriver i mange genrer, men er allermest kendt for sine komedier, som han skriver i løbet af 1720'erne. Han skriver komedierne til det første offentlige teater i Danmark. Det lå i Grønnegade i København. Holbergs komedier bliver stadig spillet og nyfortolket på teatre rundt om i landet.

Holbergs komedier har forbilleder i de klassiske græske og romerske komedier og i den franske dramatiker Moliéres moderne fortolkninger af dem. Derudover er han også inspireret af en italiensk teatertradition, commedia dell'arte, der blandt andet er kendetegnet ved, at personerne i stykkerne er faste typer. I Holbergs stykker optræder ofte typer som de unge elskende, der får hinanden til slut, og de snusfornuftige tjenestefolk, Henrik og Pernille, der hjælper dem med at få hinanden.

Komediernes opbygning

Komediernes opbygning følger den antikke filosof Aristoteles' principper. Ét princip er tidens, stedets og handlingens enhed. Det betyder, at handlingen skal foregå over en dag, på et sted og med kun en handling.

Et andet princip er, at en komedie skal bestå af fem akter. Første akt er ekspositionen. Her præsenteres stykkets hovedperson og temaet. Anden akt indeholder knuden, hvor modsætningerne mellem personerne udvikler sig. I tredje akt stiger spændingen og konflikten ser uløselig ud. Der er indtrådt en krise. I fjerde akt sker der en vending (også kaldet 'peripeti'), der er afgørende for at få løst konflikten. Løsningen indtræffer i femte akt, og man kan vende tilbage til normale, fornuftige tilstande.

Karakterkomedier

Holbergs komedier er karakterkomedier, hvilket betyder, at de sætter forskellige uheldige og ofte lattervækkende karaktertræk under behandling. Hovedpersonerne kan være dumme, snobbede, dovne eller stundesløse (rastløse), og deres uheldige karaktertræk udløser et kaos. Undervejs i komedierne indser hovedpersonerne det uheldige ved deres opførsel, og orden genoprettes i 5. akt. Den sunde fornuft og den gamle samfundsorden sejrer til sidst, og alle har undervejs grint ad den ufornuftige handlemåde. Komediernes formål er at opdrage/oplyse gennem underholdning, for når publikum ler i Holbergs komedier, så ler de af ufornuften. På den måde opfylder Holberg kravet fra den antikke romerske digter Horats om, at tekster skal "gavne og fornøje". Dette bliver et valgsprog for oplysningstidens forfattere.