8. Mellemkrigstid 

Kilde: Håndbog til dansk: Ole Schultz Larsen systime.dk

Da 1. verdenskrig bryder ud i 1914, tror de fleste i Europa, at den er hurtigt overstået. Mange unge mænd har travlt med at melde sig som soldater, så de kan komme med i krigen og måske vinde hæder og ære. Men den krig, der møder dem i skyttegravene, bliver ikke blot langvarig og varer frem til 1918. Det bliver den blodigste og mest kyniske krig, verden på det tidspunkt endnu har set. Det anslås, at omkring 10 millioner soldater mister livet og desuden dør omkring 6 millioner civile. Det er en moderne og industriel krig, der udkæmpes med avancerede våben som tanks, giftgasser, håndgranater og maskingeværer. Det er grunden til de store tab af menneskeliv. Hver eneste familie i de krigsførende lande mister et eller flere familiemedlemmer, og mange af dem, der kommer hjem, er voldsomt invaliderede og traumatiserede.

• Otto Dix: Krigskrøblinge, 1920 (radering). Tyskeren Otto Dix deltog selv i 1. verdenskrig. I sine ekspressive billeder udfolder han den gru og ødelæggelse, han oplevede i forbindelse med krigen. I billedet her er fire krigsinvalider på tur i Berlin. Billedet er ikke uden humor og ironi. De fire passerer forbi en skomagerbutik, der reklamerer for støvler, men de tre af dem mangler ben.

Krigen og dens grusomhed opleves af mange, som om noget er tabt for evigt og verden for altid vil være forandret. Kontrasten til det forholdsvis fredelige og fremskridtsoptimistiske Europa før 1914 er enorm. Krigen bliver en øjenåbner for, hvor brutal en skabning, mennesket kan være, og hvor dødsensfarlig videnskaben og den industrielle udvikling er, når den går i krigens tjeneste. Kulturelt set resulterer krigen i et værdisammenbrud. Den gamle verdens normer og værdier rives op med rode af krigen og synes ikke længere at være troværdige holdepunkter.

Det giver på den anden side plads til en kulturel opblomstring i flere europæiske storbyer efter krigen. Kunstnerne forsøger at skabe en helt ny kunst i det værdimæssige tomrum, der er opstået, og ungdommen og de hjemvendte soldater har brug for en ventil til at slippe af med det overtryk af frustrationer og savn, som krigen har skabt. I særlig grad bliver Berlin et centrum for fest, kreativitet og opgør med gamle værdier. Der eksperimenteres med kønsroller og med seksualitet og stoffer i et omfang, som man skal helt frem til 1960'ernes ungdomsoprør for at se tilsvarende. Man taler om de brølende tyvere, om Berlin som et nyt Babylon, en lastens hule, et sted med kriminalitet og prostitution, men også et sted for frisind og opgør med snævre moralske normer. Kulturen blomstrer i teatre, kabareter og revyer.

Malernes billeder er præget af arrigskab og lyst til at spidde samfundets magthavere, som hos Georg Grosz, eller de foreviger som hos Otto Dix de hjemvendte krigsinvalider, man kan møde overalt i Berlins gader. Fra USA ankommer jazzmusikken med en anderledes livsglæde og optimisme og får de unge ud at swinge på dansegulvet. Kvindemoden forandrer sig i perioden. Korsettet forsvinder, og kvindeidealet bliver drengepigen med det korte hår og de korte skørter. Der eksperimenteres på alle livets områder. Og endelig får politiske ideologier som nazisme og kommunisme vind i sejlene i 1920'erne. De næres af det tomrum og den omfattende fattigdom og sociale nød, der også hører med til billedet af efterkrigstidens Europa.

Selvom Danmark ikke bliver inddraget i 1. verdenskrig, men kommer forholdsvis smertefrit gennem den takket være sin neutralitetspolitik, resulterer krigen også hos os i et behov for at gøre op med den gamle verden og finde nye værdier og ståsteder både kunstnerisk, politisk og eksistentielt.

Modernismer i mellemkrigstiden

Efter 1. verdenskrig dukker der herhjemme en række eksperimenterende kunstretninger op, der forsøger at finde nye måder at fortolke tilværelsen på og nye måder overhovedet at tænke kunst og litteratur på. Det drejer sig om ekspressionismen, futurismen, dadaismen og surrealismen. (...)

Ligesom symbolismen i 1890'erne opgiver de nye kunstretninger naturalismens og realismens krav om at gengive virkeligheden, som den er. I stedet lægger de vægt på den subjektive oplevelse af omverdenen, hvis ikke de helt afviser overhovedet at forholde sig til virkeligheden i deres værker og skaber deres egen kunstneriske virkelighed. Med et samlet begreb kan man kalde disse nye kunstretninger for modernistiske. De beriger gensidigt hinanden, og de forstår sig selv som en avantgarde, der i færd med skabe en ny tids kunst.

Nogle af retningerne vokser frem i Europa allerede før 1. verdenskrig. I 1909 vokser futurismen frem i Italien og besynger med stor patos den moderne verden med dens kraft og tempo. I Dresden, Berlin og Paris maler ekspressionisterne fra omkring 1905 både deres ubehag ved civilisationen og deres drøm om at finde frem til mere oprindelige måder at leve sammen på. Senere, under 1. verdenskrig, flygter flere kunstnere til Schweiz og grundlægger i 1916 dadaismen, der gør op med selve kunstinstitutionen og hylder idiotiet i modsætning til fornuften, som de mener er i gang med at ødelægge verden. Og efter krigen i 1920'ernes Paris er det surrealisterne, der lægger afstand til den moderne verdens fornuft og rationalisme og i stedet søger ned i sindets ubevidste egne for at finde spirene til et nyt menneske og et nyt samfund.

De forskellige modernistiske retninger, når først til Danmark efter krigen. I litteraturen udfolder de sig især inden for lyrikken. Der er tale om en ganske smal litteratur bestående af forholdsvis få værker og med en begrænset udbredelse i samtiden, men det er ikke desto mindre en væsentlig litteratur, i den forstand at den kommer til at præge senere generationer af forfattere, især fra 1960'erne og frem.