Jo bedre man kender sin målgruppe, og jo smallere den er, jo større er chancen for, at det produkt, man udvikler, vil opfylde målgruppens behov. Man kan analysere en målgruppen efter alder, holdninger, indtægt, indkøb, køn, branche, adfærd osv.
I alle tilfælde har man brug for en strategi eller en forklaringsmodel, som kan beskrive de forskellige sociale og kulturelle forskelle og fællestræk ved den persongruppe (segmenter), man ønsker at undersøge.
Til at beskrive og analysere en målgruppe kan man anvende analyseværktøjer som Minervamodellen, Gallup Kompas eller Conzoom.
Man kan være nødt til at analysere sin målgruppe løbende, da samfundet og teknologier hele tiden udvikler sig, og dermed kan målgrupper ændre sig.
Arbejdet med målgrupper kan deles op i kvantitativ og kvalitativ metode:
Kvalitativ metode
Kvalitativt kan en målgruppe beskrives ved hjælp af metoder som personaer, billedcollager der relaterer sig til målgruppen eller en anden form for arketypebeskrivelse af målgruppen. Det kan også være gennem interviews.
Kvantitativ metode
Når man arbejder kvantitativt med målgruppen, kan en analyse af målgruppen eksempelvis være en spørgeskemaundersøgelse, segmentmodeller eller andre opdelinger, der vedrører demografi og socioøkonomi. Minerva-modellen er f.eks. en model, man kan anvende inden for de kvantitative analyser.
Der skal naturligvis gerne være sammenhæng mellem de behov, et produkt kan dække, og de behov målgruppen ønsker at få opfyldt. Men det kan også ske, at en virksomhed kan påvirke målgruppens behov, hvis man har lavet en grundig undersøgelse af fx adfærd, vaner eller sociale og kulturelle fællestræk.
En af de mest almindelige modeller i arbejdet med behov er Maslows behovspyramide, som dels beskriver sammenhængen mellem forskellige behov og giver overblik over forskellige typer af behov.
conzoom® skabes på baggrund af nationale registerdata om husstande og deres familier i de enkelte lande. Hvert register har sin struktur, og der er forskel på fx ejendomsdata i Danmark og i Sverige, ligesom både lovgivning og datapraksis varierer. conzoom® viser ingen person- eller individoplysninger.