Formålet med undervisningsforløbet er at få en dialog i gang omkring de normer, der er gældende i forskellige kulturer. Ved at italesætte normer kan eleverne bedre få øje på ligheder og forskelle samt forholde sig kritisk til dem.
Tidsforbrug
Ca. 1 lektion á 45-55 minutters varighed.
Målgruppe
Undervisningsforløbet er målrettet GF2-elever på social- og sundhedsuddannelserne.
Læringsforudsætninger
Eleverne er startet i en GF2-klasse, og øvelsen er en del af et introduktionsforløb.
Rammefaktorer:
Øvelsen gennemføres i klasselokalet.
Der skal bruges Post-its, kuglepenne, karton og tape.
Læringsmål
At styrke elevernes evne til at reflektere over de normer, der er gældende i et samfund.
At hjælpe eleverne til at se både med accept og kritisk på normer.
At styrke elevens evne til at se en sag fra flere perspektiver.
Læreprocessen
I løbet af dette undervisningsforløb bevæger eleverne sig rundt i klasselokalet. På udvalgte steder gør de stop og forholder sig til, hvilke normer der er gældende på netop det sted.
Indhold
Klasselokalet inddeles i områder, som symboliserer de steder, hvor vi mennesker tit færdes. I dette tilfælde kan det fx være:
- Supermarkedet
- Plejehjemmet
- Hjemme
- I bussen
- Ved spisebordet
- I klassen
- Online (Instagram, Snapchat osv.)
- På gaden
- I en borgers hjem
- I parken
Læreren har medbragt et stort ark karton, der lægges ved hvert område.
Der skrives på kartonarket, hvilket område det er, og kartonarket inddeles to lodrette halvdele. Hver halvdel gives en overskrift:
Hvad er rigtigt at gøre?
Hvad er forkert at gøre?
Klassen inddeles i samme antal grupper, som der er områder. (Vælg et antal områder, så der er minimum 3 i hver gruppe).
Alle grupper skal gøre holdt ved hvert område, hvor de i 2-3 minutter skriver på Post-its, hvad der er hhv. rigtigt og forkert at gøre det pågældende sted. Alle Post-its sættes på kartonarket.
Ved den sidste omgang bliver gruppen stående ved det kartonark, der er deres sidste. Her skal de bruge 10 min. på at sortere de udfyldte Post-its i kategorier og give dem overskrifter.
Grupperne bedes derefter om at diskutere, hvilke muligheder og begrænsninger de forskellige normer fører med sig.
Lad grupperne præsentere det ark med normer, de har sorteret, og lad dem fortælle om muligheder og
begrænsninger.
Lad de andre grupper komme med evt. kommentarer.
Til slut kan kartonarkene hænges op i lokalet, og alle kan tage en runde og se på dem.
Afsluttende diskussion: Hvilken norm kunne du tænke dig at lave om på?
Evaluering
Lad eleverne fortælle, om der er normer, de er blevet klogere på.
Supplerende materiale
Hvor sætter man sig i bussen? (Til området "i bussen")
Anvendt litteratur
VUDA-konsortiet (VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Als Research og Dansk Flygtningehjælp/Integrationsnet i samarbejde med Undervisningsministeriet i 2019): Normer på spil i undervisningen
Undervisningsforløbet er udviklet af Lisbeth Voldby, Lisa Jo Enevoldsen og Sandra Thorsen, SOSU Østjylland.