4 lektioner
Fase 1: Etablering af kontekst (indledning)
1A. Opstilling af mål
Forklare, hvad et molekyle er.
Forklare, hvad en kovalent binding er.
Bruge oktetreglen/dubletreglen til at sætte atomer sammen til molekyler.
Tegne og beskrive et molekyle.
Kende eksempler på molekyler i omgivelser og i kroppen.
1B. Diskussion af eksisterende viden
Spørgsmål til klassen ud fra Padlet fra forløbet med atomer og grundstoffer, hvis der optræder molekyler i den, ellers ud fra opgave/billede fra tidligere forløb, hvor der optræder et molekyle): Kender I dette molekyle?
1C. Aktivitet der undersøger forskellige forståelsesmåder
Forsøg: Byg molekyler
- Hvilke molekyler kender I, som optræder i kroppen?
- Vælg et af molekylerne.
- Hvad bruger kroppen molekylet til?
- Hvilke atomer indgår i molekylet?
- Find atomerne i det periodiske system.
Læg jeres svar i Padlet (den samme Padlet som tidligere).
De grupper, der er hurtigt færdige, kan prøve at finde ioner/salte i kroppen.
Fase 2: Modellering og dekonstruktion
2A. Præsentation og modellering
Underviseren vælger et af molekylerne og tegner en elektronprikmodel og en stregmodel på tavlen ud fra oktet/dubletreglen.
2B. Synlig beslutningsproces – opdeling i bidder
De forskellige trin i at tegne en atommodel gøres synlige/tilgængelige for eleverne ved, at underviseren fortæller, hvad han/hun gør og hvorfor.
2C. Betydninger
De forskellige trin i at tegne en atommodel skrives op på tavlen (kan evt. gøres i forbindelse med trin 2A og 2B, og så gentages/læses op i dette trin).
Fase 3: Guidet konstruktion
3A. Mere udfordrende aktiviteter til eleverne
Eleverne skal nu selv tegne og bygge molekyler. Aktiviteten kan laves i små grupper.
Der udleveres en forsøgsvejledning med plads til at tegne molekyler og til at indsætte billeder af de byggede molekyler.
3B. Høj stilladsering
Vise modeller: modeller og tekst fra fase 2 bliver på tavlen som støtte.
Forsøgsvejledningen indeholder et skema til at tegne i, hvor der også er indsat et eksempel. Molekylerne kan evt. alle være besluttet på forhånd og indsat.
Flere adgangsveje til betydningerne: Video omkring tegning af molekylemodel ligger tilgængelig, så eleverne kan se den først, hvis de er i tvivl om processen.
Uddybende spørgsmål: Der står spørgsmål i forsøgsvejledningen.
I skemaet skal eleverne svare på tre spørgsmål til hvert molekyle:
- Hvilke atomer indgår i molekylet?
- Hvor mange elektroner i yderste skal har de?
- Hvor mange elektroner vil de gerne have i yderste skal?
3C. Elevernes beslutningsproces synliggøres
Underviseren (eller eleverne selv) viser et par af molekylerne frem for klassen (efter aftale med gruppen) og gennemgår beslutningsprocessen sammen med eleverne.
Fase 4: Selvstændig konstruktion
4A. Den endelige målbare opgave
Eleverne skal skrive en rapport over forsøget.
Eleverne skal bruge det teoriafsnit, de lavede sidste gang. De skal i gruppen læse hinandens teoriafsnit og indsætte dem alle i rapporten. De må godt skrive dem om, så det hænger bedre sammen.
Eleverne skal nu sammen tilføje en sætning omkring oktet/dubletreglen og omkring, hvad molekyler er, og hvordan de bygges ud fra reglen.
Eleverne har arbejdet med nogle af de andre afsnit i en rapport i et tidligere forløb, og de får nu tid i gruppen til at udfylde de andre afsnit. Der er støttespørgsmål til de afsnit i rapporten, som de ikke har arbejdet med endnu.
4B. Hjælpesætninger på tavlen
Underviseren opstiller hjælpesætninger på tavlen fx:
- Et molekyle er…
- Elektronprikformlen viser…
- Molekyler består af…
- Hver streg i en stregformel betyder…
Der kan også gives støtteord til teksten fx:
- Det viser, at…
- Derfor…
- Det er en model for…
- Det betyder, at…
- Det kan vi finde i…
- Det kan man vise ved…
Eventuelt kan der gives fagord, der skal være med i teksten fx:
- Kovalent binding
- Dubletregel og oktetregel
- Molekyler
Fase 5: Evaluering
5A. Tegn på mål
Eleven kan beskrive et molekyle, og hvilke atomer det består af.
Eleven kan forklare oktetreglen/dubletreglen og bruge den til tegne molekyler.
Eleven kender eksempler på molekyler, og hvad kroppen bruger dem til.