Eleverne bliver introduceret til fagbegrebet "livshistorie", herunder en definition af fagbegrebet, hvad det indeholder, og hvad det skal bruges til. Med udgangspunkt elevernes livshistorier drøfter eleverne, hvad den enkelte elev har af kompetencer, som kan bidrage til læring.
Manchet
Elevernes livshistorier beskrives efter nogle opstillede punkter:
Uddannelser
Erhvervserfaring
Skolekompetencer
Personlige kompetencer
Sociale kompetencer
Tidsforbrug
Der afsættes 6 lektioner til undervisningsforløbet i introduktionsforløbet - 4 lektioner til introduktion af forløbet og 2 lektioner til deling og drøftelse af hinandens livshistorier.
Målgruppe
Undervisningsforløbet er målrettet GF2-elever på social- og sundhedsuddannelserne.
Læringsforudsætninger
Fagbegrebet "livshistorie" er formodentlig ukendt for eleverne, så det kræver en udførlig introduktion til fagbegrebet.
Undervisningsforløbet skal vække elevernes interesse for social- og sundhedsfaget samt det fremtidige samarbejde i klassen, på kryds og tværs af kulturelle forskelle.
Rammefaktorer
Undervisningsforløbet afvikles i elevernes stamklasse.
Der kræves ikke særlige rekvisitter for at gennemføre undervisningsforløbet - det er dog vigtigt, at elevernes livshistorier skrives ned.
Læringsmål
De overordnede mål er:
At der gennem processen skabes mulighed for personlig udvikling for den enkelte elev.
At der skabes en forståelse for elevernes forskelligheder og deres kompetencer.
At bidrage til at styrke elevernes relationer på kryds og tværs.
De overordnede mål understøtter således nedenstående kompetencemål på GF2 på social- og sundhedsuddannelserne:
Eleverne kan udvise empati for målgruppen.
Læreprocessen
Undervisningsforløbet tager udgangspunkt i den enkelte elev og med en anerkendende tilgang til hinanden og hinandens forskellige kompetencer.
Det vægtes, at eleverne oplever succes gennem deres uddannelse for derved at udvikle selvværd og selvtillid, og oplever, at hver enkelt elev kan bidrage med noget til fællesskabet.
Arbejdsformer
Eleverne skal i første omgang beskrive deres egne livshistorier individuelt. Sidenhen skal de arbejde sammen og dele deres livshistorier med resten af deres gruppemedlemmer.
Der arbejdes ud fra den deduktive metode i undervisningsforløbet.
Undervisningsforløbet kan med fordel understøttes af danskfaget.
Indhold
Indledning:
Introduktion af fagbegrebet "livshistorie" og læringsmålene.
Organisering:
Underviseren laver et oplæg om livshistorier med eksempler. Dernæst får eleverne tid til at udarbejde deres egne livshistorier på skrift.
Afslutning:
Eleverne inddeles i grupper, hvor de skal dele deres livshistorier med hinanden og reflektere over, hvordan de kan bruge fagbegrebet "livshistorie" til at skabe fællesskab og læring i klasseværelset.
Læringstegn
At eleverne bliver klogere og mere nysgerrige på hinandens forskelligheder og forskellige kompetencer, og kan benytte dem konstruktivt i et gruppesamarbejde.
Vurdering i forbindelse med afprøvning
Efter afprøvningen siger Elma Nikontovic fra Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens:
"Mine oplevelser og de samtaler, jeg har haft med både de flersprogede og de etnisk danske elever efter grundforløbet, har været meget positive, da vi har italesat de udfordringer, der kan være i forbindelse med at starte i en ny klasse med elever med forskellige kulturelle baggrunde. Det, at de har fået hinandens livshistorier, har været med til at styrke elevernes færdigheder til at tale om etniciteter og styrket deres relationer indbyrdes på tværs af sociale, kulturelle og etiske baggrunde."
Tips og tricks
Det er en fordel at gennemføre undervisningsforløbet i starten af GF2, så eleverne kan dele deres livshistorier med nye gruppemedlemmer senere i GF2-forløbet. På den måde får eleverne kendskab til hinanden og kan dermed bedre samarbejde med hinanden.
Undervisningsforløbet er udviklet af Elma Nikontovic, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.