Også betegnet som nyere kritisk teori og er en blanding af samfundsteori og videnskabsteori. Det særlige ved kritisk teori, og det som adskiller den fra de øvrige teorier, er betoningen af et normativt grundlag for den videnskabelige tænkning. Denne videnskabsteoretiske retning opstår i begyndelsen af 1920'erne på det, der bliver kaldt for Frankfurterskolen, og er navnlig inspireret af to meget forskellige teoretikere: Den økonomiske tænker Karl Marx (1818-1883) og psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud (1856-1939). En betydningsfuld repræsentant for kritisk teori, som skal nævnes her, er Jürgen Habermas (1929-), hvis tænkning er stærkt påvirket af begivenhederne i forbindelse med 2. Verdenskrig og ikke mindst de omstændigheder, der førte til Holocaust. Han påpeger, at fornuften skal være et værn mod et eventuelt fremtidigt Auschwitz, og videnskabens opgave er at bidrage med at afværge lignende samfundsskabte katastrofer i fremtiden. Fornuften er ikke noget, som er inde i hovedet på det enkelte individ – den er et fællesprodukt, som vi skaber gennem den sproglige omgang med hinanden. Dialogen er ikke altid en ligestillet samtale mellem to jævnbyrdige partnere. Derfor må der stilles krav om den måde, vi kommunikerer med hinanden på, så der tages hånd om den kommunikative asymmetri og frembringes det, han kalder for herredømmefri kommunikation. Habermas stiller derfor følgende tre krav til denne kommunikation: Den skal være sand, dvs. at det, vi taler om, findes objektivt i verden. En skizofren persons vrangforestillinger om mulige grønne marsmænd er noget, der kun findes som et produkt af en syg persons tanker, hvormed den er ugyldig. Desuden skal kommunikationen være normativt rigtig, dvs. at det, vi taler om, skal kunne genkendes af de fællesskaber, som den vedrører. Kinesiske bønder, der tvangsflyttes fra deres jord til fordel for opførelsen af et stort vandkraftværk, er ifølge kritisk teori ikke noget, der socialt kan accepteres af de pågældende bønder, hverken som aktuel begivenhed eller som et godt princip for opførelse af vandkraft. Og endelig skal kommunikationen være ægte. Der skal for de involverede være en personlig og følelsesmæssig oplevelse af, at det, der bliver kommunikeret, også er tilfredsstillende og forståeligt.