Research Light – Kort fortalt
"Research Light-konceptet er udviklet med Knud Ramian, seniorkonsulent i Center for Kvalitetsudvikling og tidligere evalueringschef i Psykiatrien i Århus Amt, som primus motor. Han var inspireret af de positive erfaringer, der over en årrække er gjort med praksisforskning i bl.a. Danmark. I praksisforskningen anvender medarbejdere fra praksis principper, metoder og teknikker, der er inspireret af forskningsverdenen, men man stiler efter at svare på spørgsmål, som udspringer af praksis, på en måde som kan bruges i praksis. På en lang række arbejdspladser vil der dog ikke være ressourcer til egentlige praksisforskningsprojekter, der kan kræve op til 250-300 timers arbejde. Enklere og mere smidige undersøgelsesformer kan derimod give fordele for den enkelte arbejdsplads både i form af en bedre ressourceudnyttelse og øget læring. Research Light er derfor udviklet som en slags "praksisforskning i miniformat".
Praksisforskning og Research Light har det samme mål: At besvare de konkrete spørgsmål, fagfolk har brug for svar på, ved at skabe en viden, som har den troværdighed, der følger af at arbejde systematisk og empirisk med et emne. Men et Research Light-projekt forudsætter ikke en arbejdsindsats, der går ud over det, man som praktiker kan overkomme inden for rammerne af en normal hverdag. Afhængig af omstændighederne kan et Research Lightprojekt gennemføres på 30-40 arbejdstimer, hvis man er tilstrækkeligt omhyggelig med planlægningen."
Uddrag af "Research Light - Vidensbasering af praksis i praksis" udgivet af Center for Kvalitetsudvikling, 2011